preload loader

Skrevet af: Lars Jacobsen

 

Find ud af om plante frø er for gamle

Spireprøver
Mange haveejere har frø liggende fra foregående år. Det er langt fra altid vi lige har det ideelle tørre og kølige sted at opbevare gemme frøene. Samtidigt vil frø af de almindelige grønsager under alle omstændigheder miste deres evne til at spire i løbet af nogle få år. Det er ret nemt at konstatere om de frø man har liggende har bevaret spireevnen. Det kan man gøre ved at fortage en spireprøve som beskrevet i det følgende. Man kan spare sig selv for unødvendigt dobbeltarbejde og forsinkelse ved ikke at spilde tid på at så dårligt frø. De fleste af os har prøvet at så karse i skåle eller plasticbakker om foråret, det ikke meget mere besværligt at foretage en spireprøve.

Start med en frøliste
Det er altid en god ide at have skrevet en liste over din frøbeholdning og det er en nødvendighed  når du laver spireprøver. Listen skal bruges til at holde styr på nøjagtigt hvilken spireprøve der hører sammen med hvert enkelt frøparti. Det er nemt at lave en frøliste for eksempel i en tabel i et skrive eller regneprogram på computeren.

Spireprøverne sættes i gang
Frøene skal på et underlag der er godt til at suge vand, og her er toiletpapir godt og billigt, men vat, kaffefiltre og lignende kan også bruges. Frøene skal altid ligge fugtigt, men må ikke ligge og svømme i vand. Under spiringen foregår der en omsætning der kræver tilstedeværelse af ilt. Derfor må de beholdere frøene står til spiring i, ikke være lukket helt til. Omvendt er det nødvendigt at lægge plastic eller låg over spirebakkerne for at vandet ikke skal fordampe væk. Hvis frøene på noget tidspunkt tørrer den mindste smule ud kan man ikke regne med spireprøven. Prøverne skal helst stå ved en konstant temperatur på 22-25 grader C, derfor sker der en stor fordampning til de forhåbentligt mindre fugtige omgivelser. En vandforstøver er god at efterfugte med fordi det er lettere at styre end med  en kande.
En rum inddelt plasticbakke fx en der har været brugt til flødeboller og hvor hver enkelt rum på låget har fået skrevet eller påklistret et nummer, kan være udmærket til en spireprøve. mange andre typer plasticbakker eller glas kan bruges. Glas kan i stedet for at få påskruet låget sættes ind i plasticposer der ikke lukkes helt.

Følg prøverne
Hovedparten af grønsagsfrøene vil i løbet af ganske få dage afsløre om de er i stand til at spire, det gælder for eksempel kål, majs, ært, squash medens der går op til et par uger før man kan vurdere fx løg, porre, gulerod, persille. Store frø af fx bønne, majs og græskar kan lugte meget slemt hvis de rådner i stedet for at spire.
Nogle gange kan det være svært at træffe beslutningen om hvornår spiringen er tilfredsstillende eller ej. det er lettere hvis man fx har to sorter inden for nært beslægtede planter. Hvis den ene type kål efter  tre-fire dage er spiret flot medens den anden måske ikke er begyndt at spire, så er der sandsynligvis noget galt. Man kan eventuelt, inden for de forskellige afgrøder, sammenligne spireevnen af nyindkøbte frø med frø fra foregående år. Tag eventuelt en ny prøve hvis du tror der er sket en fejl.
Kasser frø hvor du har konstateret at frøet ikke dur, fordi ingen eller kun de færreste af frøene spirer, eller frø der spirer meget langsommere end andre inden for samme slags blomster eller grønsager.

 

Send eller anbefal link

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Tips fra DR > Tips og råd > Seernes have > Haveråd

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.