Hvordan vælger I de ting, der bliver omtalt
i Troldspejlet?
- Redaktionen følger
med i alle nyhederne og prøver at finde det mest
spændende. Som regel fortæller de forskellige
firmaer - filmselskaber, forlag og softwareudgivere -
os om det, de har på vej, men vi holder os også
orienteret på nettet, i fagblade og med mange personlige
kontakter til f.eks. film, spil og bogbranchen.
Hvordan kan studieværten Jakob Stegelmann
nå at anmelde alle de ting, der er med i Troldspejlet?
- Det kan han heller ikke.
Jakob er programmets chefredaktør og filmanmelder,
men udover ham består redaktionen af eksperter,
der har hver deres område: PC-spil-redaktøren
hedder Jesper Israelsen, tegneserierne anmeldes af Kristoffer
Mogensen, og bogredaktøren er Pia Hartvig Jacobsen.
Desuden er der en række spiltestere, som hjælper
med at anmelde. Jonas Brink Worsøe er webredaktør.
Hvorfor er Troldspejlet ikke længere, f.eks.
en time?
- Vi ville selvfølgelig
gerne have mere plads, for der er jo mange emner. Men
på den anden side er det godt, at vi er nødt
til at begrænse tiden: Så tager vi kun dét
med, der er værd at bruge tid på.
Hvorfor har Troldspejlet ikke et karaktersystem?
- Fordi vi synes, karakterer
er noget bras. I skolen er man plaget af det, så
hvorfor også være det i fritiden? Desuden
mener man jo ofte mange forskellige ting om en film, et
spil eller en bog - og det kan godt være helt forkert
at skulle sætte tal eller stjerner på. Hvad
gør man, hvis man ser en film til topkarakter én
dag - og så et halvt år senere ser en, der
er bedre?
Hvad gør man, hvis man er kørt
fast i et spil?
- Prøver at finde en helpline
eller en netside. På Troldspejlet har vi slet
ikke mandskab til at hjælpe med den slags,
desværre.