DR K, lørdag d. 16. februar
Kl. 02:35 - 03:25
Fra krigens begyndelse kastede Tyskland sig over Storbritanniens største svaghed: Et kæmpe imperium der var svært at forsvare og katastrofalt at miste. Tyskland ville udvide krigen ud over Europas grænser, så briterne var nødt til at bruge ressourcer på at forsvare sine kolonier og dermed lette presset på de tyske hære i Europa, mens Storbritannien forgæves forsøgte at begrænse krigen til Europa. Tyskland satsede på, at briterne ville risikere alt for at beskytte sine kolonier - også sejren i Europa.
Se program
Østfronten var krigens centrum og fronten strakte sig fra Ural til Alperne. Der var ingen tvivl om de store alliancer, selv om forholdet knagede mellem Tyskland og Østrig-Ungarn. Mens folk uden stater som polakker, ukrainere, litauere, kroater og jøder blev fanget mellem de kæmpende giganter, overvejede stater som Italien, Rumænien, Bulgarien og Grækenland, hvilken side de skulle tilslutte sig. Hvor ville de få mest ud af det? Hvem ville vinde krigen?
Se program
Tyskland håbede, at Det osmanniske Imperium ville adlyde den tyske kejser og erklære jihad, hellig krig, mod briterne. Det tog de allierede med ophøjet ro. De regnede ikke det osmanniske imperium for noget, men omtalte det hånligt som Europas syge mand. Men landet var grebet af en ny tyrkisk nationalisme og holdt i fire år store allierede styrker stangen og tilføjede de allierede store nederlag ved Gallipoli og Kut.
Se program