Kasper Skovsbøl - Jeg tog i byen

Kasper Skovsbøls film fortæller historien om et voldsomt møde mellem to unge mennesker.

En gruppe unge kvinder står i et kirkerum og synger. Det ligner en TV-gudstjeneste, men det er en salme med et lidt andet budskab: En aften i byen ender hjemme hos Morten. Her møder historiens jeg-fortæller dog svære samvittighedskvaler, da det går op for ham, at Morten er HIV-positiv, og det eneste hovedpersonen nu kan tænkte på er sin egen angst for at blive smittet.

Kasper Skovsbøl tager i sine forskellige projekter gerne udgangspunkt i erfaringer fra sit eget liv. I dette tilfælde bevirker det, at han lader et pigekor genfortælle sin personlige oplevelse, at historien transformeres fra at være en homoseksuel problemstilling til at blive et alment anliggende.

Kasper Skovsbøl (f. 1983) uddannet ved Det Fynske Kunstakademi, Odense og studerende på Den Danske Filmskole, instruktørlinjen.

Kasper Skovsbøl arbejder med film, video og andre medier i et krydsfelt mellem billedkunst og film. Han har skrevet og instrueret otte kortfilm, bl.a. Lille Panda (2010), Kun os (2010), Små Piger (2008) og The Fearless Lovers (2007). Fælles for alle Skovsbøls produktioner er, at omdrejningspunktet er ham selv - eller rettere at hans værker ofte tager afsæt i hans egne oplevelser og tanker om verden. Samtidig har mange af værkerne dog også et kritisk eller politisk aspekt, idet de stiller spørgsmål ved etablerede konventioner og fasttømrede holdninger. Skovsbøls praksis kan ses som en genoplivning af feministernes slagord fra 1970erne: "The personal is political". Et helt centralt tema i Kasper Skovsbøls arbejde er kønsidentitet, som han udfordrer i flere værker, bl.a. i filmen Maria - A shortfilm about gender roles fra 2006, om en ung mand der ønsker sig at blive kvinde og omverdens reaktioner herpå. Andre væsentlige temaer i Kasper Skovbøls film er seksualitet og ensomhed. Hans filmiske tragedier er oftest narrative og skildrer et udviklingsforløb genereret af en indre konflikt hos hovedpersonen. Disse konflikter udtrykkes samtidig visuelt i filmenes billedsprog som i Lille Panda, hvor en drengs oplevelse af sin far depression iscenesættes i et lidt naivt, barenligt billedunivers trods filmens dystre og melankolske indhold. Kasper Skovsbøl har bl.a. udstillet på Kunsthallen Brandts. Han har desuden deltaget i forskellige konkurrencer og filmfestivaller i Europa, og modtog 2. præmien i Statens Kunstfonds idékonkurrence: 'Vis os hvor vi skal bo - tæt'. Skovsbøl har flere gange modtaget støtte fra Århus Filmværksted.

  • Print
  • Del artiklen: