Hjalte Flagstad
Hjalte Flagstad hjælper Emil med at rådgive lytterne i Log In, og bruger sine egne erfaringer, fra da han for nyligt sprang ud som bøsse.
I "Tværs-timen" mellem kl. 19 og 20 kan lytterne hver tirsdag og torsdag stille spørgsmål og få hjælp til at løse problemerne fra deres eget liv i radioprogrammet Log In på P3. Tirsdag havde vært Emil Nørlund inviteret Hjalte Flagstad med sig i studiet, for at få hans hjælp. Hjalte er skuespiller og tv-vært, og du kender ham måske som goth'en Bjarke eller fra programmerne "Teatret ved Ringvejen" og "Trio van Gogh".
Emil og Hjalte skal sammen hjælpe lytteren Mads med, hvad han skal stille op med sin mistanke om, at en af hans gode venner er bøsse. Du kan læse Mads' brev til Tværs her.
Hjalte kender udmærket godt til det dilemma både Mads og hans ven står i. Og beskrivelsen af Mads' vens opførsel passer næsten præcist med beskrivelsen af Hjalte, da han var ved at finde ud af, at han var mest til fyre.
"Åh nej, jeg er blevet for fuld til at score piger!"
Før han sprang ud var Hjalte også sammen med piger, men – som han selv siger – kun når de nærmest overfaldt ham og han ikke kunne slippe væk.
Og når Mads beskriver sin ven, der drikker sig alt for fuld, når de er i byen, kender Hjalte også godt til situationen. For netop "åh nej, jeg er blevet alt for fuld," var også en af hans undskyldninger, når hans drengevenner tog i byen for at score piger.
Hvad siger vennerne?
Den første Hjalte fortalte, at han var til fyre til var en eks-kæreste – fordi hun gerne ville være kærester med ham igen. Og derefter pressede to af hans gode veninder ham til at indrømme det.
Men inden da havde han gået og tænkt rigtig længe over, hvordan han skulle gøre det. Han kunne mærke, at han var klar – men hvordan gør man det lige, når det kommer til stykket? Slår på glasset og rømmer sig?
Især var han nervøs for sine venners reaktion. Selv om de havde været gode venner længe, var han alligevel bange for deres reaktion; om de ville tage afstand fra ham, om de ville føle det som et angreb på deres maskulinitet at have en ven der er bøsse, og om de ville frygte, at han lagde an på dem. Han havde ikke lyst til, at det skulle ændre noget i hans forhold til dem. Og da han så endelig fortalte dem det, skete der ingen af delene. De er stadig gode venner, selv om Hjalte nu fuldt ud har erklæret at han er til fyre.