For Josefine var det en lettelse at få diagnosen ADHD.
-
ADHD:
- ADHD blev tidligere kaldt for DAMP.
- I hver klasse sidder der mindst én med ADHD – ofte en af de vilde drenge eller stille piger.
- ADHD er en fejl i hjernen, der kan give forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. En indre uro
- ADHD bliver kaldt for et usynligt handicap, fordi man ikke umiddebart kan se at en person lider af ADHD.
- Læs mere om ADHD her.
Engang gik Josefine ikke af vejen for en god slåskamp med drengene. I dag bruger hun sin energi på at læse til elektronikingeniør, selvom en flaske ketchup stadig kan få hende til at gå amok. Josefine har ADHD.
Jeg kan huske, at jeg engang faldt ind i en radiator og flækkede mit øre. Husker følelsen af at være vildt stolt over at have gjort noget, der var så vildt, og at jeg kunne klare smerten uden at tude. Jeg følte mig sej.
Jeg tror, jeg har arvet ADHD fra min far. Men da min mor døde i 6. klasse, blev det hele meget værre. Hvis en dreng provokerede mig, røg jeg i flæsket på ham. Jeg gik decideret ud og opsøgte en slåskamp.
Jeg vågnede med en brækket næse
En dag sagde en fyr til mig: "Du har fandeme godt af, at din mor er død," og så kom vi i slåskamp. Jeg besvimede og vågnede med en brækket næse. Siden da har jeg været så bange for fysiske konfrontationer, at jeg har holdt mig fra det.
Dengang vidste jeg ikke, det var ADHD, men nu ved jeg, at det, at jeg var en "tomboy", er meget karakteristisk for nogle ADHD-piger – men det var der ingen, der vidste dengang.
Det kan være svært at sige, hvad der er ADHD og opvækst, fordi jeg også har haft en hård opvækst. Men jeg tror selv, at min opvækst har gjort min ADHD værre.
Den dag jeg fik ADHD – hurra, jeg har en diagnose
Det er halvandet år siden, helt præcist den 16. december 2009. Jeg kan huske datoen, fordi jeg kan memorere tal. Jeg tror, det er et ADHD-træk at have et eller andet, man er rigtig dygtig til, og jeg har en klæbehjerne, der husker talrækker.
Det startede med, at min kammerat fik konstateret ADHD, og jeg kunne kende mig selv i alle de ting, han sagde.
Jeg gik til min læge, flere psykologer og en neurolog, for jeg ville være 100 procent sikker på, at det virkelig var ADHD, jeg havde, før jeg begyndte at tage en masse medicin. Det er noget hårdt medicin, og det kan have konsekvenser at tage det. Det kan nærmest være som at tage stoffer, og det har jeg altid været modstander af.
Da jeg endelig fik det konstateret ADHD, følte jeg, at det var for godt til at være sandt. Jeg havde en tiltro til, at medicinen kunne hjælpe mig, for jeg havde set, at det hjalp min ven.
En typisk dag i mit skøre sind
Jeg vågner og er stresset over, at jeg har sovet for længe. Det gør jeg tit, fordi jeg ikke kan sove om natten.
Jeg skynder mig i skole og kan blive vildt glad over en meget lille ting. For eksempel kan jeg glæde mig helt vildt til en lille ting som at få en kop kaffe. Det lyder, som om jeg er et meget primitivt menneske, men det gør jeg altså.
Det kan også gå helt galt. Hvis jeg kommer for sent, kan jeg være angst for at træde ind i auditoriet. Så står jeg uden for og tør ikke gå ind. Jeg har en forestilling om, at alle kigger på mig. Jeg bliver selvbebrejdende: “hvorfor fanden kommer jeg for sent igen!?”
Men det, der får mig ind, er, at jeg gerne vil lære det, de andre lærer. Jeg elsker at lære, og jeg ved, jeg kommer bagud, hvis jeg ikke er der. Jeg kan jo ikke koncentrere mig om at læse, så jeg er nødt til at lære ved at lytte, så jeg SKAL ind og høre forelæsningen.
Jeg kan gå amok over ketchup
Men generelt kan jeg ikke regne med mit humør, og det er mega-hårdt at have det sådan.
Jeg ved ikke, hvordan jeg har det om fem minutter, men jeg ved, at bomben pludselig kan springe, og søger altid en forklaring. Jeg kan blive så arrig, at jeg fysisk bider mine tænder sammen og ikke har lyst til at snakke.
Jeg mister overblikket og bliver umedgørlig. Jeg kan gå amok, hvis ketchuppen ikke står i køleskabet på kollegiet. Hvis jeg er alene, kan jeg slå i bordet eller bande og rase.
Det går over, hvis jeg ser noget sjovt på computeren, eller sætter mig ned for at planlægge ting eller lægge budget.
Det bedste ved ADHD – jeg får lige en hjerneblødning
Jeg har svært ved at sætte mig selv op på en piedestal og sige, hvad jeg er god til, men jeg tror, jeg er en god ven. Folk med ADHD har generelt svært ved at vedligeholde ting, også venskaber, men det er jeg heldigvis god til.
Jeg tror, jeg er sjov at være sammen med, fordi jeg er så overgearet og forvirret. Når jeg går i ADHD-mode, siger jeg til mine venner: "Jeg spasser lige ud ," eller "Jeg får lige en hjerneblødning."
Jeg tror, jeg er god til at snakke med mine venner, fordi jeg har prøvet så mange ting, og jeg synes, jeg er meget empatisk. Nogle gange kan jeg blive alt for ked af det på andres vegne, og så går det ud over mig selv. Men andre synes, det er en kvalitet, at jeg føler så meget med dem.
Og så er jeg god til at fordybe mig, det er mange med ADHD. Og fordi min sygdom gør, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse, bruger jeg meget tid på det, og det betyder, at jeg er über-perfektionistisk.
Lige nu har jeg et snit på 10,6, for når jeg går til eksamen, sover jeg næsten ikke.
Det værste ved ADHD – jeg er utilregnelig
Det værste ved min sygdom er min aggressivitet. Jeg kan ikke altid regne med mit humør, og det har givet mig angst. Jeg har heldigvis aldrig skubbet nogen fra mig. Jeg tror, det er fordi, jeg har så meget pli, at jeg altid forbereder folk på, hvordan jeg har det, og det sætter mine omgivelser pris på.
Men det har hjulpet mig meget at få en diagnose, for den kan jeg forklare mig med.
Sådan vil jeg gerne behandles af andre
Det bedste er, at folk er tålmodige med mig. At folk ikke farer op i det røde felt, selvom jeg gør. Jeg vil gerne have, at folk forstår, at jeg ikke kan magte mange ting på en gang. Jeg kan ikke multitaske.
Jeg er unik
Jeg tror, jeg havde været mere kedelig, hvis jeg ikke havde ADHD. Jeg synes selvfølgelig, det er hårdt at leve med mine humørsvingninger, men jeg har mange venner, der synes, jeg er unik, netop fordi jeg er så tosset.
Så jeg ville ikke være foruden min sygdom – det er jo mig!