Tværs

du er ikke alene

Hash for første gang

Roskilde foto På Roskilde Festival ryger mange sig skæv for første gang. Foto: Uopfindsomt
  1. Hash og stoffer:

    Blandt de 16-20-årige har 36 procent prøvet hash. Og ni procent har røget eller indtaget det inden for den seneste måned. Læs mere om hash og stoffer.

Når sommerens festivalsæson for alvor skydes i gang med Roskilde Festival i næste uge, er det ikke kun en sommer med musik og gode venner, der venter. Mange bruger også sommerens festivaler til at ryge sig skæv for første gang.

En undersøgelse fra 2009 viste, at ni procent af gæsterne på Roskilde Festival stiftede bekendtskab med hash for første gang til festivalen, og at hash var det foretrukne hos de, der prøvede stoffer for første gang.

Selv om mange prøver hash for første gang på festivalerne, bliver det dog for de færreste en vane at ryge hash, efter festivalen er slut. Når ferien er ovre ryger de fleste hverken i hverdagen eller hver weekend.

Ryge, drikke eller spise?

Hvis du er en af dem, der overvejer at ryge dig skæv for første gang i sommerferien, er det en god idé at vide, hvad du går ind til, for der er flere forskellige former for hash, og der kan være forskel på, hvor kraftig en virkning, de har, og hvordan de ser ud.

Du kan ryge, drikke og spise hash. Det er mest normalt at ryge hash, og det er også det bedste, hvis du skal forsøge dig med hash for første gang. Lad være med at spise det i kager eller drikke det i for eksempel kakao.

Når du ryger hash kommer virkningen som regel med det samme, mens der godt kan gå en time, før du kan mærke det, hvis du har spist eller drukket det. I den tid bliver du måske utålmodig og begynder at spise mere. Det er derfor svært at styre, hvor meget du har indtaget, og når du først har det inde i kroppen, kan du ikke få det ud af dit system.

Start med det milde

Når du ryger hash, vil det typisk være i en joint, chillum eller bong. En joint er en hash-cigaret, hvor hashen er blandet med ristet tobak, og rullet som en cigaret. En chillum er et rør i tragt form, som fyldes med mixet af ristet tobak og hash, mens en bong er en slags vandpibe, hvor man fylder hashen i 'hovedet'.

Hvis du skal ryge for første gang, så start med en joint. Ved at ryge hash af en bong får du et stort sug, som kan være meget stærkt. Del i stedet en joint med andre. Vent på virkningen efter hvert sug og mærk efter, om du behøver at ryge mere for at få den virkning, du gerne vil have. Ryg hellere for lidt end for meget.

Når du ryger hash, bliver du skæv. Det er stoffet THC, fra hampeplanten, som gør dig skæv. Der er mange former for hash, og de indeholder forskellige mængder af THC. De mildeste former er pot (også kaldet marihuana) eller hash. De indeholder de mindste doser THC, og de er derfor også de bedste slags hash at ryge, hvis det er første gang, du prøver hash. Hold dig fra de stærkere former som for eksempel skunk.

Ryg aldrig alene

Det vigtigste, når du ryger dig skæv for første gang, er, at du er sammen med gode venner, som du stoler på. Ryg derfor kun med venner, som du stoler på, og som har et bedre kendskab til hash end dig. Hvis du ryger med andre, som ved, hvordan hash påvirker, kan de hjælpe dig, hvis du får det dårligt, eller du bliver overrasket og bange over hashens virkning.

Fortæl dem, hvis du får det dårligt og husk, at det kun er hashens virkning, du kan mærke, hvis du begynder at få det underligt. Det går over, når rusen er ovre. Hvis dine venner få det dårligt, og du vil hjælpe dem, så tal roligt til dem, hold dem i hånden og få dem væk fra larm og hektiske omgivelser. Hvis det ikke hjælper, så opsøg samaritterne på festivalen, de ved, hvordan de skal hjælpe.

Bland ikke hash med andre stoffer eller alkohol

Det er svært at styre hashrusen, hvis du blander den med andre stoffer og alkohol. Hold det derfor adskilt, på den måde har du nemmere ved at mærke, hvordan hashen påvirker dig.

Sørg for at have spist godt, og at din væskebalance er i orden, inden du ryger. Det er også en god ide at have ekstra mad og drikkevarer uden alkohol, til når du har røget. Du bliver nemlig typisk sulten og får trang til sukker, efter du har røget.

Alting går langsommere

Det er meget forskelligt, hvordan hash påvirker folk. De fleste oplever at få rødsprængte øjne, tør mund, tunge øjenlåg, grineflip, sult, forøget puls og hjertebanken. Du glemmer tidsfornemmelsen og det føles som om, alting går langsomt, og du bliver som regel i godt humør. Du er som regel skæv i tre-fire timer, herefter bliver du sløv og træt.

Hvis du er i dårligt humør, eller du ikke har lyst til at ryge, skal du lade være. For hash forstærker din sindstilstand, og det kan give angst, forvirring, og forværre dit humør, hvis det er dårligt i forvejen, hvis du er stresset eller presset. Jo mere du ryger, jo større er chancerne for bivirkningerne. Nogle bliver afhængige af hash, får paranoia, depression eller en hash-psykose. Dette sker måske især for folk, der i forvejen er følsomme, derfor skal du ikke ryge, hvis du føler dig skrøbelig.

Hvad er hash?

Hash er udarbejdet af hampeplanten, hvis blade, blomster og harpiks indeholder stoffet THC. Det er THC, der gør dig skæv, når du ryger, spiser eller drikker hash.

Hash er det mest almindelige produkt fra hampplanten. Det er lavet af pressede topskud og harpiks, har en rød, brun eller sort farve og bliver fremstillet i plader eller klumper. Hash er en af de mildeste former for hash.

Pot eller marihuana er tørrede blade og topskud fra hampeplanten. Pot er ikke helt så stærkt som hash.

Skunk er en af de stærkeste former for hash, fordi den er dyrket til at indeholde meget THC. Skunk er lavet af mindre topskud og plantedele fra hampeplanten.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.