Få et par gode råd til en god studiestart.
-
Et godt studieliv:
Læs mere om uddannelse og eksamensangst eller download folderen ‘Et godt studieliv’.
At starte på en uddannelse kan være en stor omvæltning, som kan være svær at tackle. Det er en helt ny hverdag, der venter med andre forventninger og vaner. Her under kan du læse et par gode råd til at komme godt igennem studiestarten, så du kan nyde resten af din studietid:
Vær dig selv: Hold fast i, hvem du er og tro på, at der også er plads til en som dig på studiet. Også selv om alle andre kan se ud som om, de er helt anderledes fra dig. Lad være med at overskride dine egne grænser, fordi du tror, at du vil passe bedre ind. Mærk efter, hvad du selv synes, du kan stå inde for og hold dig inden for det. Det er ikke fedt at møde op mandagen efter en rustur, hvis du selv synes, du har været alt for fuld og pinlig.
Vær social: Selv om du er genert eller føler dig alene, så tag med til de sociale arrangementer, der sker i starten af studiet. I er alle sammen nye som studerende, så du er ikke den eneste, der føler dig utryg ved at skulle falde til. Tag med på rusturen, til fredagsbar og hvad der ellers bliver inviteret til. Se også om du ikke kan komme med i en læsegruppe, så du får et tilknytningsforhold til studiet, og risikoen for, at du senere dropper ud, bliver mindre.
Find dine venner: Find nogle du har det godt med, og snak med hinanden om de mange spørgsmål, der kan opstå, når man starter med at læse: Hvor længe skal du læse, før du har læst nok? Hvad sker der, hvis du dumper? Hvorfor er københavnere så smarte? Er jeg den eneste, der ikke drikker? Og der kommer sikkert masser andre spørgsmål, du kan blive usikker på, når du starter på studiet, men hvis du taler om de ting, du går og tænker på, finder du ud af, at du ikke er alene med dine følelser.
Lad tingene tage tid: Det er en stor omvæltning at starte på et nyt studie, og det tager tid at vende sig til. Tag det roligt, og forvent ikke, at du får fodfæste lige med det samme. Der går måske et helt år, før du er faldet til og føler dig hjemme på dit nye studie, men giv ikke op. Det skal nok gå.
Brug tiden på andet end studier: Pas på med at stille for høje krav til dig selv og drukne i læsning. Selv om det er mange studerendes værste frygt, så er det ikke verdens undergang, hvis du dumper et fag. Faktisk kan det gavne dine studier, hvis du også bruger tiden på at have et liv udenfor bøgerne. Det kan for eksempel være et studiejob, du er glad for, en sportsgren, du dyrker eller det kan være et fællesskab med din kæreste, venner eller familie, hvor du får andre perspektiver på livet end det, du ser på studiet.