"Hver gang jeg ser én gå ind i en kiosk nu, har jeg ondt af dem," siger Anders.

1. Anders bedste råd:

   “Mit bedste råd er, tal med nogen om det. Jeg holder et møde med mine forældre hver søndag, hvor vi snakker om, hvordan ugen er gået. Det er en del af de mål, jeg har sat mig. Nogle af de andre mål er, at jeg ikke må spille frem til jul og ingen løgne den næste måned.”

2. Få hjælp, hvis du er ludoman:

   • I Danmark er det ulovlig at spille, hvis du er under 18. Alligevel finder mange under 18 år en måde at omgå reglerne på. Flere og flere af dem bliver ludomaner.
   • Find hjælp hvis du er ludoman, eller pårørende til en.
   • Test om du er ludoman her, og henvend dig til et af behandlingsstederne, hvis du har brug for hjælp.  Du kan godt få hjælp selvom, du er under 18 år.

Anders er 22 år og ludoman. Han snød sin familie og løj for sin kæreste for at kunne spille. Inden det blev opdaget, nåede han at stjæle 55.000 kroner fra sine bedste venner. I dag er han gået i behandling og arbejder hårdt på at vinde vennernes og familiens tillid tilbage.

Februar 2011

Jeg sidder på bagsædet i min fars bil, mens han kører hjem til mine forældres hus. Vi taler ikke sammen. Jeg lukker øjnene. Forsøger at glemme, men tankerne kører rundt i hovedet på mig. Forsøger at sove, men hele min verden er ramlet sammen. Jeg kan ikke længere lyve for min familie, min kæreste og mine venner. Jeg har aldrig haft selvmordstanker, men det ville være oplagt i denne situation. Jeg ved, det er slut nu, og jeg har det af helvedes til. De har opdaget, at jeg har spillet for penge, som jeg har stjålet fra mine venner.

En måned tidligere

Jeg tænker på odds hele tiden. Når jeg står op, tænker jeg på, hvilke kampe jeg skal spille på. Jeg tjekker nettet og tekst-tv. Jeg læser alt, jeg kan finde, om kampene for at beslutte, hvilke jeg skal spille på. Når jeg har besluttet mig, begynder tankerne om, hvordan jeg skal komme til at spille.

Jeg har ikke kontanter, jeg kan spille for i kiosken, for mine forældre styrer min økonomi, og de holder øje med, hvad jeg bruger. De synes, jeg spiller for meget, og de ved godt, at jeg ikke kan styre det, så jeg får 400-500 kroner om ugen. De har også sat et filter på min computer, så jeg ikke kan komme ind på de sider, hvor jeg har mine spillekonti på nettet.

Men jeg har nogle venner, der gerne spille for mig. Og hvis de spørger for meget til, hvorfor jeg ikke bare selv gør det, finder jeg på en undskyldning. Det er ikke alle, der hopper på mine historier, for nogle af mine venner ved godt, at jeg ikke må spille. Men jeg ved, hvem jeg skal ringe til, for at det lykkes.

Om aftenen ser jeg kampene. Selvfølgelig er det mest spændende at se en kamp, hvis jeg har spillet på den, men efterhånden er selv de gode kampe ikke noget specielt. Det er mere spændingen ved at spille på kampene, end det er det egentlige resultat, jeg går op i.

Jeg har aldrig manglet noget

Jeg har haft en rigtig god opvækst med mine forældre, min storebror, storesøster og lillebror. Vi har aldrig manglet noget. Jeg er god i skolen og dyrker meget sport i min fritid. Især fodbold, som jeg spiller på et ret højt plan. I sportsmiljøet er det naturligt at spille på resultaterne. Det er hyggeligt at spille med vennerne, og jeg har spillet, siden jeg var 12 år.

Jeg synes, jeg er enormt god til det, men jeg har aldrig været særlig god til at styre det. Allerede som 15-årig smider jeg 500 kroner på enkelte kampe, og nogle måneder spiller jeg alle mine penge op.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvorfor mine brødre kan styre det, når jeg ikke kan. Jeg har måske haft lidt mindre rygrad end dem, eller jeg er kommet lettere til tingene.

Løgnen er blevet en vane

For fem-seks år siden begynder jeg at lyve om, at jeg spiller, og hvor meget jeg spiller for. Hvis min kæreste spørger mig, om jeg har spillet, siger jeg nej. Og hvis mine forældre spørger, hvor meget jeg har spillet for, siger jeg 100 kroner, selv om jeg har spillet for 500 eller 1.000 kroner.

I starten har jeg dårlig samvittighed over at lyve, men til sidst bliver det naturligt. Det er en vane at tage den lette vej med løgnen, i stedet for at tage kampene op og sige sandheden. Og løgnene breder sig til andre ting, der ikke handler om spil. Så jeg også lyver om små, ligegyldige ting, fordi det er lettest.

Men en dag finder mine forældre ud af, at jeg lyver, og de begynder at holde meget bedre øje med mig. Det er ikke så meget pengene, de går op i, men de konsekvenser det skaber, at jeg prøver at skjule det. Alle løgnene og de dårlige undskyldninger.

Spillet eskalerer

Et år efter handelsskolen flytter jeg til Århus med min kæreste. Jeg flytter tre uger før hende, søger en masse jobs, og bliver lærervikar, men jeg keder mig, så jeg siger op igen. Jeg har meget tid alene, det er frustrerende, og så eskalerer mit spil. Jeg siger det ikke til min kæreste, men en dag finder hun en oddset-kupon, og så lover jeg at gå i behandling. Men det er kun en dag om ugen, jeg skal være der, så jeg melder mig syg og finder på forskellige forklaringer, og så er jeg hurtigt ude af det.

Jeg har ikke rigtig tid til min kæreste, og jeg gider ikke at se hende. Hun siger, at hvis jeg spiller, så går hun fra mig, så jeg skjuler det for hende. Og for alle andre. Jeg er blevet verdensmester i at gemme oddset-kuponer i mine strømper, underbukser, cd-covers, hvor som helst. Men jeg er paranoid og hele tiden bange for at blive opdaget. Jeg hopper op af sofaen, hvis der sker noget uventet. Det er nemmere, når jeg kan få en ven til at spille online for mig, for så sletter jeg bare de beskeder, jeg får på telefonen.

Stjæler 55.000 kroner

Jeg satser omkring 10-15.000 kroner på hver kamp, men til sidst har jeg ikke så mange penge, og det er kedeligt at gå ned i de små beløb igen.

Så en dag jeg er hjemme hos en af mine allerbedste venner, ser jeg hans dankort ligge fremme. Det ligger bare dér. Så da vi skal sove, skriver jeg kortnummeret ned og overfører 15.000 kroner fra hans konto.

Jeg sniger mig også ind i omklædningsrummet til fodboldtræning og skriver numrene ned fra to af mine holdkammeraters dankort. Jeg overfører 20.000 kroner fra dem hver. Så jeg har stjålet i alt 55.000 kroner, og jeg har ikke engang dårlig samvittighed over det. Jeg skal bare have nogle penge – hele tiden flere og flere.

Jeg tænker shit!

En dag ser jeg min spillehistorik. Jeg har spillet for 70.000 kroner og vundet for 80.000 kroner i løbet af 24 timer. Dagen efter ringer min telefon. Det er en af de venner, jeg tog pengene fra. Jeg ved, at den er helt gal, så jeg tager den ikke. Jeg tænker bare shit!

Han har ringet en gang før og spurgt om, jeg har taget pengene. Han kunne pludselig ikke hæve på sit kort længere og tjekkede sin netbank. Han kunne se pengene var blevet overført til en spilleside, men jeg benægtede, at det var mig. De to fra fodboldholdet har ikke opdaget noget.

Jeg cykler mig en tur. Jeg har det ad helvede til. Jeg ved godt, at det er slut, så jeg ringer til ham og indrømmer, at jeg har taget pengene. Jeg skynder mig hjem til min kæreste. Jeg vil gerne selv fortælle hende det, men hun ved det allerede. Min far har ringet og fortalt det, efter han har talt med min ven. Jeg græder, og hun prøver at trøste mig, indtil min far kommer og henter mig.

Februar 2011

Da vi kommer hjem ligger jeg mig ind på mit gamle værelse og begynder at tude. Så falder jeg i søvn. Om aftenen kommer jeg op, og fortæller mine forældre alt. Det er ikke rart, for jeg har virkelig dårlig samvittighed. Det er som om, det først er nu, jeg kan se det fra den anden side.

Mine forældre er chokerede og kede af det, men de prøver at tale pænt til mig. Så ringer de til mine venner og deres forældre fortæller, hvad der er sket. De får deres penge tilbage med det samme. Det har aldrig været min intention at tage penge fra nogen, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Alle tager det utrolig pænt og har været meget forstående. Det er ret vildt, for det er nogle voldsomme og syge ting, jeg har gjort.

Juli 2011

Jeg er begyndt at arbejde for mine forældre, og jeg er kommet i behandling. Jeg er stoppet med at gå til fodbold og hænge ud i det miljø, som mine spillevenner gør. Nu er jeg kun sammen med dem, der ikke spiller.

Jeg arbejder hårdt for, at mine venner og familie skal kunne stole på mig igen. Jeg har det skidt, med det jeg har gjort, men jeg kan ikke gøre andet ved det nu end at sørge for, at det ikke sker igen.

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden, men vi er stadig rigtig gode venner, og jeg håber, vi finder sammen igen. Jeg bliver boende hos mine forældre indtil vinter, så regner jeg med at flytte ind i min egen lejlighed. Jeg er lidt bekymret for, om jeg kan styre min økonomi, men jeg har lavet regler for mig selv og målsætninger for, hvad jeg skal nå inden jul, så jeg håber, jeg er klar til den tid.

Anders ønsker at være anonym, så det er ikke hans rigtige navn, og det er heller ikke ham på billedet.

Hvis du er ludoman, eller pårørende til en, kan du finde hjælp her.

Det hjælper mig til ikke at spille igen

Jeg går altid med et lille stykke papir i min pung, som jeg tager frem, hvis jeg får trang til at spille igen. På papiret står der:

• Tænk dig om en gang til!
• Ring til min nærmeste familie
• Lav noget aktivt
• Lyt til min yndlings-cd. Den gør mig i godt humør.
• Snak med min gamle træner, som jeg er meget tæt på.