Da Marie var 10 år begik hendes far selvmord. I starten tænkte hun ikke så meget på det, men da hun blev teenager, kom det tilbage med fuld kraft. Marie er 17 år i dag, og er begyndt at gå til psykolog.
Jeg husker datoen tydeligt. Det var lige efter jul – den 28. december. Jeg var ti år, og jeg lå på sofaen og var syg. Min bror og jeg så "Huset på Christianshavn" i tv.
Min bror gik ud i køkkenet for at hente noget at drikke. Da han kom tilbage, sagde han, at der holdt en politibil udenfor vinduet. Jeg kan huske, at han bare sagde: "det er noget med far, det er noget med far." Han turde ikke gå derud igen.
Så kom min mor, storesøster og storebror ind i stuen. Min storebror sagde: "Far er død."
Jeg tænkte ikke, jeg græd ikke, jeg vendte mig bare om på siden. Min storesøster satte sig ved siden af mig.
Jeg kan ikke huske så meget, men min mor har fortalt, at jeg spurgte, hvordan han havde gjort det.
Min mor ville ikke have, at min storesøster fortalte det, men det gjorde hun alligevel.
Hun sagde, at han havde hængt sig selv, og så vendte jeg mig om på siden og sov videre.
Sidste gang jeg så min far
Min bror og jeg boede sammen med vores mor, og jeg så ikke min far særligt tit, for han drak. Han havde det med at brænde aftaler af, og nogle gange var han fuld eller slet ikke hjemme, når vi kom hjem til ham. Men jeg kan huske, at jeg var glad, når jeg skulle derud og han altså var der. Jeg tror, at jeg blev ked af det og skuffet, hver gang han ikke var der.
Jeg var ikke så gammel, så jeg tænkte ikke så meget over, at han drak, det var bare min far, og sådan var han jo. Mine forældre blev separeret, da jeg var seks år. Jeg tror, det var, fordi han drak.
Den sidste gang, jeg så ham, var, fire dage inden han døde. Det var juleaften. Han var hjemme hos os, for at vi kunne holde jul sammen. Men han blev sur og gik midt i det hele, fordi min mor havde søgt hele forældremyndigheden over min bror og jeg. Han skulle gå 15 kilometer hjem. Det var sidste gang, jeg så ham.
Mariehøne med i kisten
Jeg kan huske, at vi skulle se ham i kapellet. Jeg havde taget en legetøjs-mariehøne med, som han skulle have med i kisten. Men jeg kom aldrig op til ham, for jeg sad på bænken og ville ikke se ham. Jeg var bange for, at han havde mærker, tror jeg. Så min storesøster lagde mariehønen ned i kisten til ham.
Efter bisættelsen tog vi hjem og fik smørrebrød. Jeg tror ikke, jeg forstod det. Min mor har sagt, at det ikke var noget, jeg snakkede om. Jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det, dengang.
Men jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg følte mig ensom og forladt.
Da jeg kom i skole igen, kom mine klassekammerater ikke hen og spurgte om noget. Vi snakkede overhovedet ikke om det i klassen. Det manglede jeg.
Savnet kom som teenager
Da jeg var 13 år, begyndte jeg at tænke på min far igen. Først der var jeg rigtigt ked af det og savnede ham. Jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg ville have været, hvis han havde levet? Ville han stadig være alkoholiker? Den slags ting.
Jeg snakkede meget med mine ældste søskende om det. Jeg fandt ud af, at min far også havde været psykisk syg, og at han ikke kunne finde ud af at leve. Det hele var bare øl, og det var jo ikke noget rigtigt liv. Så på en måde tror jeg, det var bedst, at han gjorde, som han gjorde, for det var forfærdeligt for alle os børn at se ham lide.
Da jeg blev lidt ældre, blev det værre. Alle følelserne og savnet kom op igen, og der var mange dage, jeg ikke var i skole.
Stolt af mig selv
Jeg kunne ikke selv komme ud af det, og nu er jeg begyndt at gå til psykolog, for det går ud over min skole. Jeg tænker alt for meget.
Jeg tænker, at han må have haft det forfærdeligt dårligt. Jeg ved ikke, om jeg kunne have hjulpet ham, for jeg var så lille, men jeg ved, at mine storebrødre havde prøvet at give ham et spark.
Jeg er stolt over, at jeg har sagt til min kontaktlærer, at jeg havde brug for hjælp. Jeg har ikke ville fortælle nogen om det før, fordi det har ligget så dybt.
Men jeg tænkte, at det skulle bearbejdes, inden jeg blev ældre.
Hvordan ville jeg have været?
Det, der mest går igennem mit hoved, er: Hvad nu hvis? Og at jeg ikke kan få svar på alle de spørgsmål, jeg har. Den der smerte.
Hvis han var død af kræft, vidste jeg, hvorfor han var død, men det ved jeg jo ikke nu. Ikke 100 procent. Det er som om, jeg mangler nogle brikker for at få det hele til at passe, og så prøver jeg at få det hele til at passe ved at spekulere.
Jeg tænker meget på, hvordan jeg ville have været, og hvordan mit liv ville have været, hvis han stadig var her?
Jeg tror, hans selvmord har givet mig viljestyrke til at gøre noget ved mine drømme.
Jeg ved min far havde mange drømme, som ikke blev til noget, og jeg ved, at jeg bliver nødt til at gå efter mine. Jeg vil blive til noget, og jeg drømmer om at blive tøjdesigner.
Når man har oplevet det, som jeg har, har man det med i bagagen, men det er som om, jeg ikke tager tingede så tungt, fordi jeg tænker; jeg har prøvet det, der er værre.
Når jeg tænker på min far
Min far elskede at sejle. Han havde et anker tatoveret på armen, der var lavet på gammeldags facon.
Når jeg tænker på min far, ser jeg ham i hans blå overalls, smækbukser, træsko og en lille hue. Det er et billede, der gør mig glad.
Den Internationale Selvmords-forebyggelsesdag er den 10. september i den forbindelse afholder blandt andet Center for Selvmordsforskning og Netværket for Selvmordsramte forskellige arrangementer i løbet af denne uge. Du kan se, hvad der sker her.
Er du pårørende til én, der har begået selvmord, kan du få hjælp her.