Se filmen 'Næsten Normal' om Elizabeth og hendes veninder Rokzy, Ella og Denise.
Det er søndag aften, Elizabeth bliver kaldt til forhør i stuen hos sin stedmor og far. Det seneste stykke tid er der på mærkelig vis forsvundet mange af papsøsterens kjoler. De vil gerne have svar på, hvorfor Elizabeth ofte lister hemmelighedsfuldt rundt i huset.
Da Elizabeth ikke kommer med noget svar, gennemroder stedmoderen Elizabeths værelse og finder en kasse med alle kjolerne. Elizabeths hemmelige verden er blevet afsløret.
Fyr og tøs
I mange år var Elizabeth to personer. Elizabeth er genetisk født med en drengekrop, men hører to indre stemmer. Den ene er Fyr, som er dreng, og den anden stemme er Tøs, som er en pige.
Da hun fylder 17 år, bliver hun indlagt på en åben psykiatrisk afdeling, hvor hun får diagnosen skizofren. Elizabeth flytter efterfølgende ud på et efterbehandlingsbosted for unge psykisk syge.
I samarbejde med sin psykolog på bostedet finder de frem til, at Elizabeth ikke er skizofren, men transseksuel.
Drengestemme
Psykologen har den teori, at Elizabeth i teenageårene har opdigtet en drengestemme for at kunne prøve at forene sig med, at hun er født med en drengekrop. I den opdagelse forsvinder drengestemmen helt væk, og kun hendes kvindeidentitet er tilbage i drengekroppen.
"Jeg er meget sørgelig over, at jeg fik bildt mig selv ind, at jeg var skizofren," siger Elizabeth.
Stadig lang vej
Familien er forstående overfor, hvorfor hun ikke er som de andre drenge, og accepterer hendes skjulte behov. Men Elizabeths far havde dog ønsket, at Elizabeth var kommet til ham og havde spurgt om penge til at købe pigetøj i stedet for at stjæle tøj fra papsøsterens klædeskab.
Dengang turde Elizabeth ikke at gå klædt som pige offentligt, selvom det ikke var en hemmelighed i hjemmet længere.
Kønsskifteoperation
I dag lever Elizabeth fuldt ud som pige. Hun har været til flere samtaler på Sexolologisk Klinik med henblik på at få fortaget et kønsskifte.
Det er en lang proces, der tager op til fem år, og der er mange ting, som lægerne skal analysere, før de giver grønt lys.
Hårde krav
For at opfylde et af de hårde krav er Elizabeth nu flyttet i egen lejlighed. Hun er også begyndt at arbejde på et hotel som stuepige hver torsdag.
Hun skal kunne bevise, at hun kan klare sig selv og tage en uddannelse. Derfor skal hun begynde på Hotel- og Restaurantskolen. Hvis hun kan klare det, kan hendes drøm måske en dag gå i opfyldelse.
I filmen ‘Næsten Normal’ kan du se Elisabeth og hendes tre veninder, der alle kæmper for at få lov til at være en del af samfundet, som dem de er.