Se filmen 'Næsten Normal' om Denise og hendes veninder Rokzy, Ella og Elizabeth.
"For at sige det mildt og pænt er jeg for underlig til de normale og for normal til de underlige,” siger Denise.
I børnehaven leger Denise ikke med de andre børn. Pædagogerne bemærker også, at hun bruger legetøjet på en anderledes måde. Hun bruger alt sin tid på at bygge med Lego, og hun afprøver legetøjet ved at sætte sig på det.
Lige inden Denise skal starte i skole, bliver hun henvist til børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup.
Specialklasse
Hun får diagnoserne tourette syndrom og OCD.
Fra hun er seks til ti år, går hun og hendes forældre til samtaler på psykiatrisk børneafdeling, hvor de får værktøjerne til at hjælpe Denise.
Hun begynder i en specialklasse.
Eksperimenterer med smerte
Denise er blevet 15 år, og er begyndt på efterskole. Hun begynder at opføre sig destruktivt, og sanser ting, som ikke er der i virkeligheden.
For eksempel føler hun, at der er en lugt af råddent kød, som forfølger hende.
Hun skærer i sig selv og dyrker sin smerte.
"Hvor andre unge eksperimenterer med stoffer, eksperimenterede jeg med smerte,” fortæller Denise.
Indlagt på psyk
Hun ender med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling i tre måneder. Efter indlæggelsen får hun det godt og har succes i skolen.
I dag er Denise 21 år og læser på HF. Hun bruger sin OCD på en positiv måde; hun er god til matematik, og tænker logisk og kreativt.
Hendes store drøm er at uddanne sig til spilprogrammør eller måske læse nanoteknologi på universitet. Hun bor sammen med sin kæreste og kat.
I filmen ‘Næsten Normal’ kan du se Denise og hendes tre veninder, som alle kæmper for at få lov til at være en del af samfundet, som dem de er.