At kysse kan de fleste finde ud af, men når det kommer til sex, ved unge alt for lidt. Foto: masochismtango
-
Sex:
Læs mere om sex og få svarene på 10 sex-spørgsmål, som du ikke tør stille.
Unge har alt for mange spørgsmål om seksualitet, prævention, kønsanatomi, samliv, smerter og usikkerhed, som de ikke ved, hvor de skal søge svar på. Det vil en gruppe jordemødre rette op på.
Kan jeg mærke en kønssygdom? Hvorfor har jeg ikke lyst til sex? Hvordan bruger jeg bedst et kondom?
Den slags spørgsmål føg om ørene på et hold jordemødre på Frederiksberg Hospital, da de startede et forskningsprojekt med unge som egentlig skulle handle om livmoderhalskræft og HPV-vaccine. Men som også kom til at gennemgå de spørgsmål, som de unge i projektet manglede svar på.
"Når unge har seksualundervisning er det i folkeskolen, men på det tidspunkt har de fleste ikke haft deres seksuel debut endnu, og når de så kommer i gymnasiet og begynder at have sex kommer spørgsmålene, og de har brug for svar," siger jordemoder Ditte Herskind fra Frederiksberg Hospital.
Svar på de svære spørgsmål
Ditte Herskind oplever, at unge godt kan tale med venner og veninder om alt det sjove ved sex, men når der opstår problemer med partneren eller alvorlige spørgsmål som; ser jeg normal ud? Har jeg en kønssygdom? Og hvor længe sex skal vare? – bliver det sværere.
Derfor vil hun og hendes kollegaer skabe en række ungdomsmodtagelser, hvor du kan komme ind fra gaden og få svar på dine spørgsmål, om prævention, seksualitet og sexsygdomme og få en snak om seksuel sundhed og hvordan du det har det generelt.
I Sverige har man allerede sådanne steder, og de bliver flittigt brugt.
Unge bliver tabt
Herhjemme er tallene for klamydiatilfælde og uønskede graviditeter hos 15-19-årige høje, mens de samme tal er faldende i de andre nordiske lande, hvor der er gjort en ekstra indsats i forhold til unge.
Det er jordemødrenes indtryk, at danske unge bliver tabt i systemet, fordi de skal henvende sig flere forskellige steder for at få svar og vejledning om seksuelle spørgsmål og blive testet for kønssygdomme.
"Unge har et stort behov for at komme et sted, hvor de samlet kan få råd og vejledning omkring deres seksuelle sundhed og deres liv generelt hos voksne fagpersoner, der tager sig tid til at tale med dem, selvom de måske ikke har et konkret problem, eller har svært ved selv at formulere det," siger Ditte Herskind.