Tværs

du er ikke alene

Glæder du dig ikke til jul?

I JULEN når alt skal være flot på overfladen, BLIVER DET TYDELIGT, HVIS FAMILIEn IKKE FUNGERER.

Frygter du for julen, mens alle andre glæder sig? Så er du ikke den eneste. For mange unge er julen en svær tid fyldt med skuffelser, hvis virkeligheden ikke lever op til idealet om en hyggelig tid med familien.

Tværs har talt med en række rådgivningssteder om, hvad unge slås med i julen. Her er fem af de problemer, som mange unge henvender sig med i løbet af december:

1. Skilsmisse-familier

Er dine forældre skilt?

Giver julen anledning til konflikter, fordi dine forældre er skilt, kan du få hjælp her:

  • Børns vilkår tilbyder rådgivning til unge.
  • Du kan også ringe til Ung på Linie, hvor du kan få anonym telefonrådgivning.
  • Hos Cyberhus kan du rådgivning i deres brevkasser og på deres chat.

Selvom du ikke er barn længere, kan det stadig være svært at holde jul i en skilsmisse-familie.

Hos rådgivningsstederne får de inden jul mange henvendelser fra unge om, hvor og hvordan julen skal holdes. Det kan give mange konflikter og frustrationer, når der både er forældre, papforældre, bedsteforældre og hel-, halv- og pap-søskende involveret.

Selv, hvis der er fundet en god løsning på, hvordan man fordeler juledagene, kan det være trist at holde jul uden den ene halvdel af familien.

"Julen er også en tid, hvor mange unge savner den familie, som de havde engang. Det er ikke kun kernefamilien med mor og far, der går tabt ved en skilsmisse, men også en masse traditioner, som forsvinder,” siger Bente Boserup fra Børns Vilkår.

2. Alkohol

Drikker dine forældre?

Er der alkoholproblemer i din familie, kan du få hjælp her:

  • TUBA er rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer.
  • Hope Ung hjemmesiden kan du anonymt få rådgivning eller skrive sammen med andre unge.

I Danmark er der cirka 120.000 børn og unge, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Hvis du er en af dem, er du altså ikke alene. Og selvom du måske er flyttet hjemmefra, er julen en tid, hvor problemerne i familien igen kommer helt tæt på.

Hos rådgivningsstederne er forældre med et alkoholmisbrug også et emne, som fylder mere i julen end normalt.

"Forældre med alkoholproblemer er rigtigt svære at holde jul sammen med. Der er så mange traditioner, hvor der er alkohol involveret og mange anledninger til at drikke mere end ellers,” fortæller rådgiver Errol Marshall, der er rådgiver på cyberhus.dk

3. Sorg

Har du mistet?

Her kan du få rådgivning og hjælp, hvis du har mistet en i din familie.

Har du mistet en af dine forældre eller et andet nært familiemedlem, vil julen også være svær at komme igennem. Det er også et af de emner, som går igen hos rådgivningsstederne.

"Det at miste en forældre betyder, at resten af familien skal holde jul for første gang på en helt anden måde og det kan være rigtigt svært,” siger Bente Boserup fra Børns Vilkår.

Og det er ikke bare den første jul uden mor eller far, der er svær. For mange vil det også fylde meget de næste år.

"Det kan hjælpe nogen, hvis man fortsætter de traditioner, som man havde før. Men først og fremmest skal man give sig selv lov til at være ked af det og forsøge at finde en måde, hvor man stadig kan tale om den, man har mistet,” siger Bente Boserup.

4. Anbragte unge

Er du anbragt?

  • Børnetinget kan plejebørn og tidligere plejebørn skrive med hinanden, og få hjælp fra tidligere anbragte voksne.
  • Hos Børns Vilkår kan du få hjælp til at få en “bisidder” – en voksen, der kan støtte dig, når du skal til møder i kommunen.
  • SnaKK.nu er et fortroligt forum, som kun er åben for unge, der er eller har været i pleje eller på institution.

For mange unge, som er anbragt uden for hjemmet på en institution er julen en ekstra svær tid. Hos Cyberhus.dk har de mange brugere, som er anbragte og her er julen ofte fyldt med skuffelser.

"Mange institutionsbørn skal hjem i julen og glæder sig meget. Men det ender tit som et nederlag, når alle de gamle problemer i familien kommer op,” siger Errol Marshall fra Cyberhus.dk.

En del unge bliver på institutionen i julen. Nogle vælger det selv, mens andre ikke får noget valg.

"Nogle må blive på institutionen i julen, selvom de helst ville holde den hos familien. Samtidig er der også mange anbragte børn, som overhovedet ikke har lyst til at komme hjem til jul, fordi de godt ved, hvordan det bliver,” siger Errol Marshall.

5. Ensomhed

Er du ensom?

Der findes mødesteder for ensomme unge over hele landet.

  • Ventilen har 13 mødesteder rundt om i Danmark. Her kan du mødes med andre unge og frivillige til hygge, en snak eller en tur i biffen.

Hvis du føler dig ensom til daglig, kan juletiden let forstærke følelsen af ensomhed. Det mærker rådgivningsstederne, som omkring jul får flere henvendelser fra de unge, der i forvejen er ensomme.

"Det er ikke sådan, at der er flere, der bliver ensomme i julen. Men julen er en svær tid for de unge, som er ensomme i forvejen,” siger Bente Boserup fra Børns Vilkår.

Selvom man har sin familie, kan julen være en svær tid som ung, hvis man mangler venner.

"Julen gør ensomheden værre, også fordi det ser ud som om, at alle andre end dig selv hygger sig, går til julefrokoster og skal til en fantastisk nytårsaften," siger Henriette Juul Nielsen fra Ungdommens Røde Kors.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.