Bora er 18 år gammel, og født i Aalborg, men da han fyldte 18 år udløb hans opholdstilladelse.

1. Boras historie:

   • Boras forældre er fra eks-Jugoslavien.
   • På farens side er de romaer, morens slægt er serbisk.
   • I 1993, under borgerkrigen i eks-Jugoslavien, flygter Boras forældre til Danmark, fordi faderen er i hæren, og ikke vil deltage i krigen. Moren er 16 år gammel, og gravid med Bora.
   • I 1993 bliver Bora født på Ålborg Centralsygehus.
   • Hans pas er serbisk, men han følger sine forældres opholdstilladelse.
   • Da han fylder 18 år, udløber hans opholdstilladelse i Danmark.

2. 1. del:

   Læs første del af Boras fortælling: "Den dag jeg fandt ud af, at jeg ikke er dansker."

3. At få opholdstilladelse:

   • Hvis dine forældre ikke er danske statsborgere, bliver du ikke automatisk dansk statsborger, eller får permanent opholdstilladelse, selvom du er født i Danmark.
   • Du følger dine forældres opholdstilladelse, indtil du fylder 18 år, så skal du søge om selv at få opholdstilladelse.
   • For at blive dansk statsborger skal du bl.a. have permanent opholdstilladelse, ren straffeattest, bestå indfødsretsprøven og en sproglig danskprøve og du må ikke skylde penge til det offentlige.
   • Det koster 1.725 kroner at søge om midlertidig opholdstilladelse.
   • Det koster 3.550 kroner at søge permanent opholdstilladelse.
   • Hvis du får afslag, får du ikke pengene igen.

4. Etnisk ung:

   Læs mere om, at vokse op med baggrund i flere forskellige kulturer her.

Han er 18 år gammel, taler klingende lollandsk, og er født her i landet. Han er dansker. Men ikke på papiret. Tværs fortæller her Boras nervepirrende historie om pludselig at få usikker grund under de fødder, han troede var plantet solidt på dansk jord.

Nu har jeg ventet i næsten fire måneder. Man ødelægger folk indvendigt ved at lade dem vente så lang tid. Det går uhyrligt langsomt. Jeg bliver sur og irriteret. Dagene, ugerne, månederne snegler sig af sted.

Det er svært for mig at tænke på skolen sådan rigtigt, jeg bliver ukoncentreret, "hvornår kommer der et svar… hvornår kommer der et svar… hvornår kommer der et svar".
Det kører bare i mit hoved.

Jeg har hørt så mange historier i medierne om, at det går galt, selvom folk er født og opvokset her i Danmark. Jeg ER dansker, det ville enhver, der møder mig sige. Men jeg er bange for, om det nu også skinner igennem, i de skemaer jeg skulle udfylde i ansøgningen. Føler jeg bliver puttet i en kasse.

Fortrængningens kunst

Der er nogle ting, jeg godt vil nå her i livet: At blive færdig med gymnasiet med et pænt afgangsbevis. At få en uddannelse, vise at ikke alle 2. generationsindvandrere er ens. At man ikke bare kan generalisere, men at der også er eksempler på indvandrere, der vil Danmark det godt.At komme på universitetet og læse jura. At blive advokat eller anklager.

Hvis jeg bliver sendt væk, kan jeg vinke farvel til mine drømme. I Serbien har jeg ikke mulighed for at blive noget. Jeg kan tale en smule serbokroatisk, men slet ikke godt nok til at tage en uddannelse.

Men familien og vennerne, min klasse. Lærerne. De er de vigtigste for, at jeg kan klare ventetiden.

Jeg går i en drøm af en klasse, det gør mig glad, når de siger: "Klassen ville ikke være det samme uden dig". Det lindrer, når vennerne siger: "Det skal nok gå, du skal nok få opholdstilladelse".

Jeg har helt automatisk opbygget en måde at fortrænge tankerne på. Kunsten at fortrænge er lidt magisk – jeg prøver at lade være med at tænke over det. Og det hjælper faktisk.

ENDELIG! Et slags svar

I juli 2011 – seks måneder efter vi har sendt ansøgningen om midlertidig opholdstilladelse afsted – taler min mor med Udlændingeservice. Hun er heldig at tale med en flink dame, som råder os til at sende ansøgning om permanent ophold afsted i stedet for den midlertidige, som vi ellers er blevet rådet til, og som vi har ventet på svar på i et halvt år. Vi skynder os at sende en ny ansøgning om permanent ophold.

Det er heldigt, at vi snakker med hende, men det føles også lidt ærgerligt at have ventet så længe. Den 1. oktober 2011 snakker min mor igen med Udlændingeservice. De fortæller hende – imellem linjerne – at jeg har fået det permanente ophold! Det er en stor lettelse.

Uvisheden er væk, og jeg føler mig ikke presset mere. Nu er det kun opgaverne her i 3. G, jeg stresser over!

Drømmen om statsborgerskab

Næste skridt er, at jeg ansøger om at blive dansk statsborger. Jeg var ret sur over, at jeg ikke kunne stemme her ved valget , hvor de andre gik og snakkede om, at "jeg stemmer på det og det". Nu er jeg jo endelig fyldt 18 år! Jeg venter nu på at få mit opholdskort, så jeg kan tilmelde mig "danskerprøven". På den måde føler jeg, at der er lang vej endnu.

Det er én af mine drømme at blive dansk statsborger – at blive anerkendt som dansker. For det kan godt være, jeg ser udenlandsk ud, men jeg er dansk indeni.

Læs, hvordan det gik til Boras “danskhedsprøve”.