Maria fik en depression, da foråret kom.

1. Depression:

   Cirka en halv million danskere rammes af depression i løbet af livet. Kender du til det Maria beskriver, kan du læse mere om depressioner, og hvordan du kan få hjælp til at komme ud af depressionen.

Den 7. april 2011 gik Maria til sin læge og udfyldte et spørgeskema. Svaret var klart: Hun havde en moderat depression. Første gang, Maria for alvor fik det skidt, var da foråret begyndte at vise sig.

Så snart man ser solen, får man forårsfornemmelser. Det kilder i maven. Men sådan havde jeg det ikke.

Da jeg ikke mærkede forårsfornemmelsen, tænkte jeg, at der var noget galt. Jeg mærkede ikke lyst, som jeg plejede.

Jeg blev indenfor, men fik dårlig samvittighed over ikke at udnytte vejret. Jeg lagde mig ud i haven og solede, fordi jeg følte, jeg burde. Så lå jeg der og havde det skidt.

Jeg lå i sengen. Og blev ved med at ligge i sengen.

Den første dag jeg for alvor mærkede depressionen, stod jeg først op klokken 16. Det var dagen efter, jeg havde holdt fastelavnsfest for 15 venner. Jeg kunne slet ikke overskue at rydde op. Der stank af jeg ved ikke hvad, og på mit helt hvide bord var der intet hvidt at se. Der lå søer af ting, folk havde spildt. Vi havde slået katten af tønden, og Big Ben karameller, der havde været inden i tønden, var smeltet ned i gulvet.

Jeg overlever aldrig, tænkte jeg. Jeg følte mig trist, og det fortsatte til dagen efter. Det var ikke bare tømmermænd. Det var mærkeligt.

Jeg havde det faktisk også underligt til festen. Jeg havde glemt at købe servietter, og jeg havde hverken nok tallerkner eller bestik. Jeg havde heller ikke hængt tønderne op. Det er sgu da underligt at glemme. Jeg kunne godt mærke, jeg ikke havde samme overskud, som jeg plejede, men jeg gennemførte alligevel.

Jeg havde bare lyst til at græde

Mandagen efter festen tog jeg på arbejde, men jeg følte mig stadig trist. Puha. Jeg havde bare lyst til at sætte mig ned og græde.

Det var en surrealistisk fornemmelse at være på arbejde. Jeg kunne ikke helt være mig selv, fordi jeg hele tiden holdt ting tilbage. Den mandag var den hårdeste dag, jeg nogensinde havde været igennem. Dagen efter spurgte min kollega: "Hvordan har du det?". Jeg begyndte at græde og måtte gå hjem. Jeg nåede kun at være på arbejde en time. Dagen efter sygemeldte jeg mig, og dagen efter igen gik jeg til lægen.

"Du har en moderat depression"

Ja, det tænkte jeg nok. Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Jeg blev lettet, da jeg fik det at vide. Så er det ligesom mere lovligt at have det skidt. Hele den uge sad jeg bare i sofaen. Jeg var trist, trist, trist. Jeg kunne intet gøre. Jeg kunne knapt lave mad. Nogle dage spiste jeg bare en gulerod og fik kun aftensmad, hvis mine forældre kom med noget til mig.

Så kom påsken

Jeg er altid bange for at gå glip af noget socialt og vil helst ikke melde afbud til fester og sådan noget. Jeg har ret høje forventninger til mig selv. Jeg er altid den, der siger "Ja, jeg kommer" først, det er altid mig, der griner højst. Der er noget af min identitet, der går af mig, når jeg ikke kan det. Det føles lidt som om, at nogen tilbyder dig 10.000 kroner, men at du ikke kan tage i mod dem, selvom du gerne vil.

I påsken skulle en veninde bo hos mig fra onsdag til fredag. Det føltes ikke helt okay, at hun skulle bo der så længe. Men på den anden side tænkte jeg, at jeg kunne bruge hende til at tale med, nu hun var hos mig. Jeg pressede mig selv til at gå ud og drikke nogle drinks med hende, og jeg kunne godt have det sjovt, men jeg havde det så bare skidt dagen efter. Fuldstændig ustyrligt ked af det igen. Da min veninde tog hjem, kom der en overflod af ked-af-det-hed. Jeg havde ikke lyttet til mig selv. Det bider sig selv i halen, hvis man ikke tager sig af det.

Følelsen sidder i maven

Depressionen er en følelse, der sidder i maven. På en måde kilder det lidt, men på en ubehagelig måde. Det er dén der følelse, man har, lige inden man begynder at græde. Jeg har bare den følelse hele dagen. Jeg vågner med den om morgenen og går i seng med den om aftenen.

At være deprimeret om foråret er lidt som at vågne søndag formiddag med mega mange tømmermænd og kigge ud af vinduet og se, at solen skinner og tænke "pis og lort, så bliver jeg sgu bare liggende". Så kan man ligge der med dårlig samvittighed og have det skidt.

Nu vil jeg tage mig selv alvorligt

Nu skal jeg lytte til mig selv. Før sagde jeg, at jeg skulle tage mig sammen. Nu siger jeg, at jeg vil tage mig selv alvorligt. Jeg har været til psykolog et par gange, og starter snart i samtaleterapi. Jeg ved stadig ikke, hvornår jeg kan melde mig rask på arbejde, men starter nok snart med at trappe op i timer igen.