Sofie er endelig at finde ud af, hvem hun er, og hvor hun vil hen i verden!

1. Sofies råd:

   Læs Sofies råd, hvis du selv oplever vold i hjemmet, eller har mistanke om, at andre er udsat for det.

2. Vold:

   Cirka 28.000 børn og unge bliver slået eller er vidne til vold i familien, uden at de fortæller det til nogen. Læs mere om vold.

3. Seksuelle krænkelser

   Seksuelle krænkelser kan for eksempel være:

   • Seksualiseret sprog.
   • At blive tvunget til at se pornofilm.
   • At blive tvunget til at overvære voksensex.
   • At blive befamlet eller kysset.
   • Seksualiseret vold.
   • At blive tvunget til at deltage i fx onani eller oralsex.
   • Tvungent samleje/voldtægt.
   • Læs også mere om seksuelle overgreb.

Sofie er vokset op alene med en voldelig, psykisk syg far, som misbrugte hende seksuelt. Moren var alkoholiker og fik en alvorlig hjerneskade, da Sofie var 10 år gammel. I dag er hun 17 år og har endelig fået magten over sit liv.

Når jeg tænker tilbage på mit liv: Hold kæft, en ordentlig omgang lort. Men de ting, jeg har oplevet, har gjort mig stærkere, og jeg kan holde til mere end andre. I dag har jeg det bedre inde i mit hoved og med mig selv i det hele taget.

Min tidlige barndom er fortumlet. Jeg kan ikke huske så meget. Min mor var psykisk syg og alkoholiker, og min far er voldelig overfor hende. Han har selv psykiske problemer og drikker. Til sidst flytter de fra hinanden, og jeg ender hos min far.

Lige inden min 9 års fødselsdag siger min far, at han har fået kræft. Han siger, at han dør indenfor tre-fire måneder, så jeg må flytte ud til min mor. Jeg bliver ved med at spørge: Hvorfor dør far ikke? Meget mærkeligt. Siden fandt jeg ud af, at han slet ikke havde kræft, men en depression.

Mor forsvinder

Min mor kan ikke passe mig. Hun er kørt psykisk ned og drikker sig fuld hele tiden. En dag hvor hun sover på sofaen, går jeg hen og prikker til hende.

"Mor kan du ikke lave noget mad? Vi har ikke mad i køleskabet". Hun plejer ikke at være voldelig, men stikker mig en lussing, og jeg får et chok. Det bliver kort tid efter besluttet, at jeg skal på børnehjem.

Efter et halvt år på børnehjemmet får min mor et hjertestop. Hun overlever, men hun har manglet ilt til hjernen, så hun har fået en hjerneskade. Korttidshukommelsen er røget. I dag kan hun nogle gange huske mig og andre gange ikke.

Alene med far

Da jeg er 11 år gammel, flytter jeg hjem til min far. I de første tre måneder kommer der folk fra kommunen og tjekker, om det går okay, og snakker med os. Så får min far en depression igen og begynder at blive voldelig.
Det starter med, at han sådan giver mig en albue i siden, hvis jeg ikke holder min kæft …sådan nogle ting. Han begynder at køre meget psykisk på mig og bliver mere og mere voldelig. Han begynder også at tage på mig og blive seksuelt nærgående.

Jeg må ikke være sammen med mine gode veninder for tit. Han er bange for, at de kommer for tæt på, så de finder ud af noget. Nogle gange slår han med en våd avis, så får man ikke mærker. Han har altid gjort det sådan, at jeg ikke får blå mærker.

Rejsen til Barcelona

Jeg søger hjælp og det ender med, at jeg bliver sendt på en akut institution, men efter tre måneder bliver jeg sendt hjem igen. Direkte på ferie med min far til Barcelona. Under ferien skubber han til mig og er nærgående. Han siger, at jeg ligner min mor. Han starter med at lægge hånden på mit lår og tage på mig. Det ender med, at han misbruger mig seksuelt.

En dag efter skole tager jeg hen til en veninde, men om aftenen, siger min far, jeg skal komme hjem og gøre rent. Min veninde kigger på mig og siger: "Du vil virkelig ikke hjem, vel Sofie?"
Så begynder jeg bare at tude. Det ender med, at jeg ryger ud på den akutte institution igen.

Alene med far igen

Da jeg er 13 år kommer jeg på efterskole, men bliver smidt ud efter et stykke tid.
Min far er en klog mand, har både undervist på universitetet og gymnasiet, og han tilbyder at give mig hjemmeundervisning.

Min far og jeg har et møde med min sagsbehandler, som spørger, om jeg vil det: Det siger jeg selvfølgelig ja til, for jeg kan se på min far, at dét skal jeg BARE IKKE sige nej til. Jeg tør ikke andet.

Mit liv består nu af, at jeg får undervisning af min far og laver lektier og gør rent.

Jeg lever isoleret. Jeg stoler ikke på nogen, kan ikke se, hvor mit liv fører hen. Jeg roder bare rundt i alle de problemer. Jeg stikker af, men bliver sendt hjem til min far igen.

På hospitalet

Jeg har i lang tid haft noget med, at jeg har hyperventileret, gået i panik og besvimet. Har været sendt af sted med ambulance op til flere gange. Jeg tror, det er noget psykisk. Tredje gang det sker, inden for et par uger, siger lægerne: "Nu laver vi altså en ordentlig undersøgelse af dig". Jeg er 14 år gammel.

Jeg bliver indlagt på hospitalet, og de ser, at mine levertal er alt for høje. Det er fordi, min far har givet mig seks panodiler om dagen over et stykke tid. Han har også givet mig de sovepiller, som han selv tager, jeg skulle tage dem, mens han så på. Han har misbrugt mig seksuelt, mens jeg var i dyb søvn.

Jeg fortæller kun om medicinen til lægerne, for jeg tør stadig ikke fortælle om volden og det seksuelle misbrug: "Hvad fanden har han gang i?" siger de.

"Han kan ikke give dig sovepiller i din alder! Du skal blive her til observation, til dine levertal er blevet fine".

Jeg siger, at jeg ikke vil have min far på besøg, og lægerne synes ikke, jeg skal med min far hjem. Jeg får et nummer til Børns Vilkår og ringer til dem, mens jeg er på hospitalet. Jeg er fast besluttet på, at denne gang vil jeg ikke sendes tilbage til min far.

Heldigvis kommer jeg ikke hjem efter hospitalet, men på en akut institution. Jeg siger, at jeg gerne vil tilbage og bo på mit gamle børnehjem, de kender mig, og der føler jeg mig tryg. Jeg bliver kisteglad, da de finder ud af at jeg kan bo på børnehjemmet!

Ud af problemernes kviksand

Det er rigtig, rigtig svært at fortælle om ting, der foregår derhjemme, og som ligger og graver inden i én selv. Bare dét at skulle sige ordene højt kan føles meget utrygt og skræmmende. Men hvis jeg ikke havde sagt noget, og hvis jeg ikke havde kæmpet for, at mit liv skulle blive bedre, så kunne jeg bare blive ved med at synke ned i mine problemers kviksand.

Igennem årene har jeg flere gange søgt hjælp, men er gang på gang endt hjemme hos min far. Det er helt utroligt at tænke tilbage på, hvordan det kunne ske. Men det er åbenbart ikke nok at fortælle, at min far drikker, hvis jeg vil væk fra ham, og jeg har haft rigtig, rigtig svært ved at fortælle om de andre ting.

Mit nye liv

I dag har jeg det rigtig godt. Jeg har boet på børnehjemmet i to år nu og har lige fået mit eget kollegieværelse.

Jeg har ikke set min far i et år. Der var en periode, hvor jeg så ham lidt, fordi jeg savnede ham, men problemerne forsvandt ikke. Jeg har fået hjælp af psykologer hos Center for Voldtægtsofre.

Jeg har fået kontakt til min mors familie, det er jeg rigtig glad for. Det er rart at vide, at der er nogen, der elsker mig og bekymrer sig om, om jeg børster mine tænder og den slags. Det er dejligt at have et sted at tage hen – ligesom nogle reserveforældre der bor lidt væk. Det er jeg SÅ glad for.

Jeg er ved at blive færdig med 10. klasse og skal på HF bagefter. Nu kan jeg endelig begynde at finde ud af, hvem jeg er, og hvor jeg vil hen i verden!

Sofie ønsker at være anonym, så det er ikke hendes rigtige navn, og billedet forestiller heller ikke hende.