Tryk på play og hør, hvordan det gik, da Anne tog til Indien for at finde sin mor.
Anne er vokset op i en kernefamilie på landet i Jylland. Men hendes liv startede på et børnehjem i Mumbai i Indien. Selvom det er 18 år siden nu, og hun elsker sine danske forældre, nager følelsen af at være uønsket stadig. Hun mangler en afklaring på, hvor hun kommer fra og hvem, der gav hende op.
Jeg blev født i Mumbai den 20. marts 1993. Jeg ved hverken, hvem mine biologiske forældre er, eller hvorfor de efterlod mig på et børnehjem, da jeg var helt lille. Jeg kan ikke huske særlig meget fra dengang, men jeg har en video af mig selv på børnehjemmet.
Det ser ordentligt ud – hverken vild luksus eller for fattigt – og der er nok voksne til at tage sig af mig og de andre små børn. Det betyder meget for mig, at jeg ser ud til at have haft det godt, fordi den menneskekontakt man har i de første dage af livet er vigtig.
Videoen er optaget, da jeg blev hentet for at komme til Danmark. Jeg har også masser af billeder fra dengang, jeg landede i lufthavnen. Jeg var helt lille og tynd, men mine forældre her i Danmark gav mig hurtigt så meget mad, at jeg kom til at ligne en bodybuilder.
De kaldte mig neger og lort
Jeg bor på landet udenfor en lille by i Midtjylland sammen med mine forældre og min storebror. Han er også adopteret fra Indien, men han er fra et andet sted end mig, så vi er ikke biologiske søskende.
Jeg elskede at vokse op her, men det var også underligt, at folk kiggede mærkeligt på mig. Da jeg var helt lille, blev jeg tit spurgt, hvordan min rigtige mor havde det. Det forstod jeg ikke, og jeg blev lidt bange. Når jeg kom hjem fra skole og spurgte, hvorfor jeg blev spurgt om det, trøstede min mor mig.
I skolen har jeg klaret mig godt, men i perioder blev jeg mobbet. De kaldte mig neger og lort. Det var frygteligt, og jeg var virkelig ked af det i en periode. Jeg følte mig ensom og blev deprimeret, men jeg dansede mig ud af det.
Jeg har danset, siden jeg var tre år. Når jeg danser, tænker jeg ikke på andet. Jeg koncentrerer mig kun om det, og det hjalp mig. Senere startede jeg på en anden skole, hvor jeg fik nogle rigtig gode venner, og det gik bedre. Mange af de andre har sagt undskyld til mig for det, der skete i de mindre klasser.
Jeg er meget taknemmelig
Jeg er meget taknemmelig over, at mine forældre adopterede mig, og jeg føler, at deres forhistorie og deres forfædre også er en del af mig og min historie. Men jeg har også taget den indiske kultur til mig meget tidligt. Det er en kæmpe del af min identitet, og jeg går meget op i det. Jeg lytter til musikken, og jeg er vild med Bollywood-filmene.
Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, og vi har altid kunne snakke åbent om det i min familie. Jeg synes, alle, der er adopterede, skal vide, hvor de kommer fra, ellers ved man ikke, hvem man er, og hvorfor folk kigger.
Adoptionen giver følelsen af at være anderledes, og når jeg selv stiller spørgsmål til det, handler det om tab og sorg, at være uønsket, ønsket og magtesløs, at finde kontrol, og om hvor jeg hører til. Jeg har tit tænkt, at jeg måske aldrig skulle have været født. Men det eneste, der er anderledes, er, at jeg er adoptivbarn i en familie.
Folk tror, jeg er flygtning
Mange spørger: "Hvordan er det at være adopteret?". Det kan være svært at svare på, og der kører mange tanker rundt i hovedet på en, men gennem årene har jeg vænnet mig til det, og alle de spørgsmål har kun gjort mig stærkere og mere nysgerrig efter selv at finde ud af mere om min baggrund.
Men jeg er træt af holdningen om, at jeg ikke hører til her. Folk tror, jeg er udlænding, og jeg bliver tit spurgt om, hvor jeg kommer fra, og om jeg kender mine forældre. Det er mest fyrene, der spørger. Man kan mærke, at de er mere interesseret end pigerne. De er nok tiltrukket af, at jeg har et andet udseende. Men når jeg er i byen, og de kommer op til mig klokken to om natten, er det altså ikke min baggrund, jeg gider snakke om.
Jeg ville gerne høre min mors historie
Mine forældre lovede mig allerede, da jeg var helt lille, at de ville tage mig med til Inden, så jeg kunne se, hvor jeg kommer fra, og i februar 2011 tog vi alle fire til Mumbai. Jeg har tit tænkt på, hvor jeg var endt, hvis jeg ikke var kommet til Danmark.
Og jeg har været meget vred på min mors familie, for jeg har fået fortalt via børnehjemmet, at det var dem, som forlangte, at hun skulle give mig væk. Min mor var 17 år, da hun fik mig, hun blev gravid uden for sin kaste, og det var allerede planlagt, at hun skulle giftes med en anden.
Jeg ville gerne høre hendes version af historien, og jeg forsøgte at få nogle oplysninger om hende og møde hende. Men på børnehjemmet fik jeg at vide, at hun ikke vil se mig. Det havde hun givet besked om, da jeg var helt lille. Det er hårdt at vide, for jeg ville gerne have fortalt hende, at jeg har det godt, og at det var det rigtige at gøre.
Min mor skal kunne være stolt af mig, og det skal mine adoptivforældre også. Jeg skal være den pige, de drømte om at få. Det er det, der driver mig, og gør mig målbevidst.
Efter turen til Indien har jeg fundet en ro i mig selv, som jeg ikke havde før. Jeg er blevet mere bevidst om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved, at jeg har mange gode venner og mennesker omkring mig. Det er det, der betyder mest.