Julie er 162 cm høj og vejer i dag 32,5 kilo.

1. Spiseforstyrrelser:

   At have en spiseforstyrrelse vil sige, at have et forstyrret forhold til mad og spisning og et forvrænget billede af sin krop. De mest udbredte spiseforstyrrelser er anoreksi og bulimi.

For Julie er julen den værste tid på året. Hun er 18 år, går i 2. g og har anoreksi. I løbet af de seneste år har hun været indlagt flere gange. Da hendes vægt var lavest, vejede hun kun 28 kilo.

Det er snart jul, og jeg frygter det. I december bliver det meget tydeligt, hvor anderledes jeg er. Jeg hjælper med at lave maden og bage kager, men jeg spiser det ikke. Slet ikke.

Det er flere år siden, at jeg har smagt julemad, og juleaften spiser jeg grøntsager og måske lidt ris eller pasta. Jeg vil aldrig kunne spise flæskesteg, for det vil være som at spise rent fedt.

Anoreksien gav opmærksomhed

Jeg ved ikke, hvordan det begyndte, men jeg har altid været meget følsom. Som barn var jeg stille og genert. Jeg havde svært ved at få veninder og følte mig tit uden for i skolen. Jeg havde mange mål og forventninger til mig selv og kunne ikke leve op til dem.

Derhjemme boede jeg sammen med min mor, far, min storesøster og tvillingesøster. Min storesøster fik epilepsi og det fyldte meget i familien.

Derfor handler det nok også om, at anoreksien gav mig en masse opmærksomhed fra omgivelserne, og stadig gør det. Der er hele tiden kontrolvejninger, blodprøver, madplaner og en masse mennesker, der bekymrer sig for, hvordan det går mig.

Puttede havregryn i lommen

Det var, mens jeg gik i 8. klasse, at mit forhold til mad begyndte at ændre sig. Jeg begyndte at holde mere øje med, hvad jeg spiste og lige så langsomt at spise mindre og mindre.

I lang tid kunne jeg ikke selv se, at det var et problem, men min familie var meget urolige over, at jeg tabte mig, og jeg begyndte at gå til behandling i Holbæk.

I løbet af 1.g. begyndte jeg selv at indse, at jeg var langt ude. Jeg var begyndt at smide mad ud og lyve om, hvad jeg spiste. Om natten lå jeg og planlagde, hvordan jeg kunne undgå måltider næste dag. Jeg smed min madpakke ud eller tog havregryn fra morgenmaden og stak i lommen på min badekåbe.

Jeg ved godt, at det er svært at forstå. Jeg kan jo godt se, at det er sygt, men når jeg sidder med maden og har det dårligt, så går det bare ikke. Det er som om, der bor et monster inde i mig, som får overtaget.

Skulle hoppe 1200 gange

I februar 2010 kom min vægt ned på 27,7 kilo, og jeg blev indlagt. Jeg var på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Holbæk i fem måneder, hvor jeg spiste, gjorde hvad jeg skulle og ikke protesterede.

Men jeg kompenserede for hvert måltid ved at dyrke motion. Så snart jeg var alene, var jeg i bevægelse. Jeg tvang mig selv til at hoppe 1200 gange, lavede mavebøjninger og jeg gik lange omveje for at forbrænde mere.

Da jeg blev udskrevet, vejede jeg omkring 37 kilo og begyndte næsten med det samme at tabe mig. Jeg ville ikke indlægges igen, men fortsatte med at gå til behandling i Holbæk.

Vejer 32,5 kilo i dag

Siden dengang er det gået både op og ned. På grund af min sygdom måtte jeg gå 1.g om, men jeg klarede det i andet forsøg.

I sommer valgte jeg at blive indlagt i Holbæk for at tage på i vægt, så jeg var klar til at begynde 2.g. Jeg tog 3,5 kilo på, men fik derefter tilbudt et bosted i Faxe, hvor jeg boede sammen med mange voksne psykisk syge. Det gik helt galt. Jeg boede der halvanden måned og tabte det hele igen.

I dag vejer jeg 32,5 kilo. Jeg bor hjemme hos mine forældre, mens vi venter på et nyt behandlingstilbud. Vi har prøvet alt, hvad Holbæk Kommune kan tilbyde, uden at det har hjulpet mig, så nu er jeg ved at blive overflyttet til Vordingborg Kommune.

Mor kommer med mad i frokostpausen

Det er min mor, der står for behandlingen lige nu, og det er svært. Vi følger en kostplan, hvor hun anretter maden. I pauserne på gymnasiet mødes jeg med hende, og hun sørger for, at jeg får noget at spise. Bagefter går jeg ind til undervisningen igen.

Hvis hun ikke kom, ville jeg ikke spise noget i løbet af dagen. Hvis hun ikke satte maden frem foran mig, ville jeg ikke spise noget om aftenen. Men det er hårdt både for min mor og jeg, for det skaber så mange konflikter og diskussioner mellem os.

Drømmer om at læse jura

Mit helt store ønske er, at Vordingborg Kommune tilbyder mig en behandling, hvor jeg kan fortsætte i gymnasiet. Lige nu er det næsten det eneste, som holder mig oppe. Jeg vil også gerne flytte hjemmefra, for det er hårdt for hele familien, som det er nu.

Der skal i hvert fald ske noget snart. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men jeg håber, at jeg får min studentereksamen. En dag drømmer jeg om at læse videre på universitetet, måske jura. Og at blive helt rask, så jeg kan holde jul ligesom alle andre mennesker.