Helene og nymfeparakitten Easy, som også er Helenes bedste ven og den som hun kan fortælle alt.

1. Mobning

   Mobning er, når en enkelt person igen og igen bliver holdt uden for en gruppe. Måske bliver han eller hun sparket, slået eller drillet. Det vigtigste tegn er, at det sker systematisk, det vil f.eks. sige hver dag eller uge. Mobning er altid når der er flere stærke mod én svag person, skriver Borger.dk. Læs mere

Helene er blevet mobbet i al den tid, hun har gået i skole. I dag har hun svært ved at få nye venner, fordi hun forventer det værste af folk. Hun håber at hun med sin historie, kan få andre til at forstå, hvad mobning gør ved et menneske.

Jeg ønsker mig en masse nye tanker, jeg kan fylde mit hoved med. En tur ned gennem Europa i bil, nye oplevelser, erkendelser, som kan skubbe de gamle sorte tanker ud, og få dem til at synes ubetydelige.

Jeg føler mig nogle gange som et stykke papir, der er blevet krøllet sammen og trampet på. Selvom man folder det ud og klatter det alt, hvad man kan, vil der altid være spor, mærker og ar.

Jeg har tilgivet plageånderne fra folkeskolen, men jeg har svært forstå, hvorfor min gymnasietid blev som den blev, og hvorfor folk ikke kan acceptere mig på den skole, jeg går på i dag.

Jeg er blevet mobbet i 12 år, og jeg tror ikke, man kan komme mobning helt til livs. Jeg vil bare gerne have, at folk skal forstå, hvad mobning gør ved et menneske. Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde stoppet det, én der havde været på min side, én der havde stillet sig op for mig, ligesom jeg har gjort det for min søster. Men jeg ved godt, at det kræver styrke og selvtillid, og jeg kan godt forstå, at folk ikke bare tør gøre det.

Min mor døde

Jeg er født i en ganske almindelig kernefamilie med en mor og en far og en lillesøster på Falster. Alt var godt og livet uden bekymringerne.

Da jeg var seks år gammel, døde min mor af brystkræft. Så startede alle problemerne. Jeg udviklede et enormt temperament, jeg råbte og skreg og slog, hvis der var nogen, der generede mig eller min søster. Jeg ville passe på min hende, ingen måtte drille hende, og hvis der var nogen, der gjorde det, stillede jeg mig imellem.

Lærerne gjorde ingenting

Jeg blev mobbernes yndlingsoffer, fordi jeg reagerede så vildt på deres drillerier. De syntes det var sjovt at antænde mit voldsomme temperament. Lærerne gjorde ingenting, selvom jeg blev sparket og slået og svinet til. De kunne have stoppet det, men de ignorerede det.

Så flyttede vi til Jylland, og jeg glædede mig til at få en ny skole, nye kammerater – en ny start. Jeg gjorde virkelig alt, hvad jeg kunne for at passe ind, var tilbageholdende og prøvede at være den stille pige. En dag fik jeg et migræneanfald og blev hentet i ambulance og indlagt. Da jeg kom tilbage i skole, gik der rygter om, at jeg var sindssyg. Mobningen kom igen, og jeg blev atter den hårde temperamentsfulde pige. Mobningen var voldsom, en gang blev jeg kastet over en skulder og ind i væg og spærret inde i et klasselokale.

I syvende startede jeg på en ny skole, mobningen flyttede med. Nu var det mere psykisk end fysisk. De kunne finde på at sige til mig, at 'det var godt for mig, at min mor var død'.

I niende blev jeg forelsket i en dreng, og sagde det til ham. Det skulle jeg aldrig have gjort. Han og hans venner overfaldt mig. Efter det kunne jeg næsten ikke vente på, at skolen skulle stoppe, så jeg kunne komme væk.

Musikken reddede mig

Efter folkeskolen kom jeg på efterskole. Jeg fik en fantastisk musiklærer, der gav mig nøglen til musiklokalet, så jeg altid kunne komme og gå, som jeg ville. Det blev min redning. Jeg fokuserede på musikken, ikke på hvad andre tænkte om mig. Min musiklærer snakkede med mig om musik, og om hvordan jeg havde det. Det var fedt, og jeg fik nogle rigtig gode venner, som jeg dannede et band med.

Desværre er det kun én af dem fra bandet, jeg har kontakt med i dag. De andre har sagt stop. Jeg tror ikke, de kan overskue mit temperament.

Selvom efterskolen var et fristed for mig, var jeg bare blevet så vant til mobning, at jeg forventede, at folk ville være efter mig og gik hele tiden i forsvarsposition. Det endte med jeg fik en depression, som jeg stadig har. Min musiklærer overtalte mig til at se en psykolog, hvilket ikke hjalp. I stedet fik jeg antidepressiv medicin, og så begyndte det så småt at gå fremad.

Jeg var helt ulykkelig, da efterskoleåret sluttede. Gymnasiet var ensomt, og jeg endte med at droppe ud.

Jeg forstår ikke, hvad jeg gør forkert

I dag uddanner jeg mig til dyrepasser på Aalborg Agri College. Her er jeg heller ikke accepteret. Jeg forstår det ikke – jeg forstår ikke, hvad jeg gør forkert. Måske synes de, jeg er for opmærksomhedskrævende, fordi jeg er sådan en, der lige tager kongeboaen frem og kæler med den, fordi jeg synes, den er sød. 'Hun tror, hun er bedre, end os andre', tænker de måske. Det betyder også, at jeg over mange år har udviklet en kæmpe præstationsangst, og min tillid til andre er ikke altid lige god.

Til gengæld plejer jeg at komme rigtig godt ud af det med dyr, lige meget om det er en hund, en fugl eller kongeboaen på min skole. Dyr kan fornemme hvilket humør, man er i. De kan mærke, om man har respekt overfor dem.

Min bedste ven er min nymfeparakit. Han er så tillidsfuld. Han gør mig rigtigt glad. Han efterligner mit vækkeur, efterligner mine lyde og vil følge mig overalt. Han er mit lyspunkt. Han er der altid og han vil altid snakke.

Jeg har to venner fra folkeskolen, som jeg stadig ser, og som jeg stoler på. Den ene uddanner sig til dyrepasser ligesom mig, og den anden spiller violin. Det er to, som jeg deler interesser med, men de kunne ikke være mere forskellige fra mig som personer. Det er en god kombination, har jeg opdaget.