Når sommeren slutter og mørket kommer bliver Astrids depression og angst værre.

1. Læs mere:

   Læs mere om angst og depression, og se hvor du kan få rådgivning.

Astrid har det hele udadtil. Hun er smuk, populær og opvokset i en kernefamilie. Men inden i er hun ked af det. Hun har depressive tanker og får angstanfald, der kun bliver værre, når mørket kommer med vinteren.

Jeg går mere i tænkeboks om vinteren og jeg bliver mere følsom, når det er mørkt. Alting bliver sværere for mig. Jeg er mere rastløs og mut, og tingene bliver uoverskuelige og uoverkommelige for mig.

Jeg prøver at gøre ting, jeg godt kan lide: bage, sy eller lave mad. Men jeg har ikke altid energien til det, og jeg føler ikke glæden ved det, når jeg er nede, og det kan fremprovokere angsten for, at angsten skal komme. Når jeg skal sove koncentrer jeg mig meget om at trække vejret langsomt, for det er et tydeligt tegn på, at angsten er der, hvis jeg ikke kan trække vejret.

Bebrejder mig selv alt

Jeg har haft depressive tanker så langt tid, jeg kan huske. I min barndom føler jeg mig meget alene. Jeg har ingen venner, og bliver holdt uden for. De andre synes, jeg er underlig, og jeg har det dårligt med mig selv. Jeg kan ikke sove om natten, og føler mig meget presset.

I skolen prøver jeg at blive venner med de populære, men også dominerende piger. Det lykkes, men jeg er slet ikke mig selv, når jeg er sammen med dem. Jeg ønsker bare, at nogle synes, jeg er cool og sjov, men samtidig er der ingen grænser for, hvad jeg bebrejder mig selv: "Hvorfor kan jeg ikke bare være naturlig? Alle kan jo gennemskue mig!"

Hvis mine forældre græder, er det virkeligt

Jeg er ked af det hele tiden, men jeg synes også, at jeg er utaknemmelig. Der er andre, der har det meget værre, så jeg kan ikke tillade mig at have det sådan her. Så jeg snakker ikke rigtig med nogen om det, for jeg har svært ved at tro på, at jeg har det dårligt, og at det er berettiget. Det er svært at behandle et problem, man ikke tror eksisterer.

Jeg begynder at skære i mig selv, og forsøger også at begå selvmord, da jeg er 13 år. Jeg ønsker ikke at dø. Jeg lader mig rive med af mine følelser, og jeg bliver meget bange. Det gør mine forældre også.

De bliver rigtig kede af det, da de finder ud af, at jeg har haft det så dårligt. Det er en af de eneste gange, jeg har set min far græde, men det har jeg brug for: At se, at de er inderligt kede af, hvordan jeg har det. For så er det virkeligt.  Men det forsvinder ikke af den grund.

Hvordan skal jeg komme igennem i morgen

Første gang, jeg får et angstanfald, er lidt inden, vi skal på skiferie i 3. g. Jeg har været nedtrykt hver dag i 100 år, og kan græde over de mindste ting. Hvis jeg for eksempel har glemt at købe noget, når jeg er ude at købe ind, bliver jeg helt knust over det.

En aften føles det som om, alt jeg er ked af, er undertrykt og presset sammen inden i mig. Jeg føler mig helt knuget sammen. Jeg kan ikke bevæge mig. Hvad skal jeg gøre? Mit hjerte banker. Jeg kan ikke få vejret. Min krop er i chok, som om der er noget konkret at være bange for, men der er kun mine tanker. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal komme igennem i morgen.

Ikke kun min skyld

Jeg tror, min angst og depressive tanker kommer af en blanding af min opvækst og mit sind. Min far og min storebror har et meget voldsomt temperament. De reagerer udadvendt, hvor jeg er mere mut og indadvendt. Så jeg er bare stille og bebrejder mig selv, når de er i dårligt humør.

Nu hjælper det mig at få sagt fra i de situationer, hvor jeg føler, at mine grænser bliver overtrådt. Hvis mine kollegaer gør mig kede af det. Eller hvis en bilist i trafikken siger, jeg skal køre ordentligt på cykel, så siger jeg fra nu. Det gjorde jeg ikke før. Der kunne jeg få ødelagt hele min dag, og føle mig dum, kejtet, underlig og uintelligent, hvis jeg mødte en sur bilist.

Det betyder meget at få sagt fra, og jeg har fået rigtig meget godt ud af at tale højt om det, der har gjort ondt så længe. Jeg har fået det rigtig godt med mine familie og de venner jeg vælger at være tætte med.

Vil gerne have normale følelser

Jeg har gået til forskellige psykologer og taget antidepressiv medicin i et år nu. Jeg synes først, at det var lidt lousy, at jeg ikke selv kunne klare det uden medicin. Men jeg må indse, at det kan jeg ikke, og det har gjort, at jeg har det lidt nemmere og knap så slemt.

Jeg er stadig meget følsom, og kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Jeg vil gerne have det sådan, at jeg kun bliver påvirket, når der er grund til det, og at jeg kan slippe for unødvendige følelsesmæssige nedture. Jeg vil gerne have mere normale følelser. Men det går bedre.

Tidligere kunne jeg få angstanfald hver dag, når det var vinter, og kun et par gange om ugen, når det var sommer. Nu er det et par gange om ugen om vinteren, og sjældnere om sommeren.