Når Martin selv får børn, skal sol og vind fordeles lige.

1. Forskelsbehandling

   Ifølge psykologen kan forskelsbehandling af søskende få alvorlige konsekvenser for det barn, der bliver overset eller negligeret.

   Læs mere.

2. Ensom

   At være ensom er ikke det samme som at være alene. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er omgivet af mange mennesker, ligesom man kan være alene uden at føle sig ensom.

   Det at være alene kan vælges til, mens ensomhed er en ufrivillig, indre tilstand, som gør ondt. Ensomhed er, når du ikke føler, at du rigtigt hører til nogen steder, at ingen rigtigt sætter pris på dig og i værste fald; at ingen ville savne dig, hvis du ikke var her længere.

   Læs mere om ensomhed.

Martins små brødre havde frie tøjler, men Martin måtte ingenting. Hans mor ville helst have, at han var oppe på sit værelse, på sikker afstand og uden for hendes synsfelt. Tværs har talt med Martin, som er blevet forskelsbehandlet af sin mor som barn.

Jeg husker min barndom som ensom. Jeg var vred og indestængt og overladt til mig selv det meste af tiden, fordi min mor helst ville have mig af vejen.

Det hele startede, da jeg blev født. Min mor fik en fødselsdepression. Hun var ligeglad, når jeg græd, så det var altid min far, der tog mig op. Hun kunne ikke overskue mig – hun havde ikke plads. Der var nogen, der skulle have gjort noget, hjulpet hende med at komme ud af depressionen, så hun kunne have taget sig ordentligt af mig. I stedet for hengivenhed, fik jeg det modsatte.
Det betød, at jeg fra starten, heller ikke var særlig glad for hende.

I vuggestuen ville jeg aldrig med hjem, når min mor hentede. Jeg var 'pissesur', når hun kom, har hun fortalt mig. Var det min far, der kom, var jeg glad og ville gerne med. Det var hun træt af.

Mine brødre måtte det hele

Jeg var multiallergiker som barn. Hvedemel, sukker, græs og en del andre ting kunne jeg ikke tåle. Jeg måtte aldrig få slikposen til børnefødselsdage, fordi jeg kunne risikere at få et anfald, hvis jeg spiste det hele på en gang. Jeg husker, at min mor tog posen, og sagde jeg kunne få lidt, når vi kom hjem. Det skete aldrig, til gengæld gik mine brødre og spiste deres slik, og det, følte jeg, var vildt uretfærdigt.

Mine brødre måtte også spille computer ligeså meget de ville, jeg havde én time om ugen.

Så er det op på værelset!

Hvis mine brødre og jeg legede vildt i stuen, og der var én, der faldt og slog sig, fik jeg altid skylden og blev sendt op på mit værelse. Eller hvis jeg kildede min lillebror, og ikke stoppede med det samme, når han sagde stop, så var det også op på værelset. Min mor kunne ofte heller ikke overskue min tilstedeværelse, hvis vi havde gæster, så blev jeg også udvist til mit værelse.
Det gjorde mig virkelig hidsig, da jeg aldrig, syntes hendes grundlag og argumenter var i orden. Når jeg spurgte, hvorfor jeg blev sendt op, sagde hun altid bare, 'fordi jeg siger det'. Selvom jeg synes, hun var uretfærdig, prøvede jeg nogle gange, at gå ned og snakke med hende bagefter, for at gøre hende glad igen. Det var mest for, at hun ikke skulle finde endnu en grund til at sende mig op igen, og så jeg måske kunne få lov til at lege med mine brødre, spille computer eller se en film. Nogle gange gik det, men for det meste fandt hun en anden grund til at sende mig ovenpå.

Ingen nøgle til hjemmet

Mine brødre fik nøgle til vores hjem. Det gjorde jeg ikke. Min mor ville ikke have, at jeg var alene med dem.  Jeg tror hun var bange for mit temperament, og at vi skulle lave ulykker sammen. Når jeg ikke kunne komme hjem, tullede jeg rundt i byen og sad på biblioteket. Jeg havde ingen penge, så jeg begyndte også at småstjæle, når jeg gik rundt i byen og kedede mig. Sandheden var, at jeg stort set aldrig blev vred eller hidsig med mindre min mor var til stede.

Jeg gik amok

Følelsen af uretfærdighed og min mors manglende forståelse og omsorg gav mig et bragende vildt temperament.  Flere gange smadrede mit værelse i raseri, fordi min mor sendte mig derop. En gang prøvede jeg at vælte en reol over hende, fordi hun havde ødelagt mine højtalere. Den aften ringede hun til lægen, og fik ham til at komme og give mig noget sovemedicin.

I 8. klasse fik min mor mig testet for ADHD hos en psykolog, jeg scorede fuldstændig normalt i testen. En sejr, når jeg tænker tilbage. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg tror min mor havde brug for at få en 'mærkat' på mig, så hun kunne få bekræftet, at der var noget galt med mig, og at hun gjorde ret i sin måde at behandle mig på.

Jeg fik nok

Til min konfirmation fik jeg nok. Min mor havde igen sendt mig op på mit værelse, fordi hun ikke syntes, at jeg "plejede" mine gæster nok. Vi var nogle af de unge, der hyggede os udenfor. Min familie, som var til festen, synes, hun var unfair, og flere påpegede, at hun gjorde forskel på os brødre. Det gjorde hende vred. Jeg gik på efterskole på det tidspunkt, og havde det godt der. Jeg sagde til hende, at jeg ville flytte hjem til min far. Det var et skud i tågen, ham havde jeg ikke talt med i lang tid. Min mor sagde, at jeg ikke skulle komme hjem igen, hvis jeg tog over til ham. Heldigvis sagde han ja til, at jeg kunne flytte ind.
Jeg har ikke været hjemme hos min mor siden.

Min far lærte mig om konsekvenser

Min hidsighed og problemerne forsvandt, da jeg flyttede hjem til min far. Hele min barndom troede jeg, det var mig, der var noget galt med. Det var det ikke.

Hos min far var alting anderledes. Jeg fik plads, og hvis jeg gjorde noget forkert, forklarede han mig konsekvenserne, i stedet for at sige, at jeg var en lort. Han hjalp mig.
Det var svært at bo hos ham i starten, fordi han var fremmed for mig. Men han passede på mig og støttede mig. Han tog mig også til psykolog, men jeg synes ikke rigtig, jeg kunne tale med ham – måske passede kemien bare ikke mellem os.

Selvom jeg ikke føler, vi er tætte som andre fædre og sønner, betyder han rigtig meget for mig, fordi han var med til at ændre mit liv. Han er der for mig.

Jeg har set min mor to gange

Jeg har kun set min mor to gange siden min konfirmation– på min opfordring begge gange. Den ene gang undskyldte hun for forskelsbehandlingen i min barndom og gav mig et album med billeder af mig selv som lille. Jeg har ingen billeder af mig selv fra dengang, så det blev jeg meget glad for. Men de to gange jeg har set hende, er vi alligevel skiltes som uvenner, fordi jeg har spurgt hende om, hvorfor hun behandlede mig som hun gjorde. Nu har hun fået hemmelig adresse og har forbudt mine brødre, at have noget med mig at gøre.

Jeg synes ikke, hun er rigtig klog.

Jeg har accepteret fortiden, men ikke tilgivet

I dag ved jeg, når jeg tænker mig om, at jeg er god nok, men indimellem kommer fortiden tilbage. Jeg har været så meget alene som barn, så jeg er ikke god til at møde nye mennesker, eller indgå i sociale sammenhænge med folk jeg ikke kender. Jeg er god til at finde fejl, også på folk jeg slet ikke kender. Så synes jeg, de griner irriterende eller ser underlige ud. Det er selvfølgelig mit eget forsvar, en maske jeg har på, så folk ikke opdager, at jeg ikke har ret meget selvtillid.

Jeg har accepteret, at min barndom, har været som den har, men jeg har ikke tilgivet. Jeg savner mine brødre, og vil meget gerne se dem. Min ældste lillebror er flyttet fra min mor, og ham har jeg set et par gange, men det er mærkeligt, for vi kender ikke hinanden. Ham har min mor også stødt fra sig.

Mine to yngste brødre har jeg ikke set i 11 år.

Jeg har en sød kæreste, og vi skal giftes til sommer. Mit højeste ønske er, at mine brødre kommer med til brylluppet, men det er ikke sikkert, min mor vil give dem lov. Jeg har tænkt mig at ringe til hende og invitere dem – og hende. Bare de kommer, så må hun også godt.