Camilla blev misbrugt af sin storebror, fra hun var 10 år, til hun var 12 år gammel.

1. Læs mere:

   Læs mere om incest, seksuelle overgreb og familieproblemer.

2. Skal din historie på Tværs?

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du gerne vil dele din historie på Tværs, så skriv til os på tvaers@dr.dk.

For Camilla var nætterne, fra hun var 10 til 12 år, et mareridt. For når lyset blev slukket, misbrugte hendes storebror hende seksuelt.

På den ene side elsker jeg, når jeg skal i seng. Så har jeg endelig fred, og jeg behøver ikke lade som om, jeg er glad. På den anden side ved jeg, at det er nu, risikoen er størst for, at min bror kommer.

Jeg lader som om, jeg sover, prøver at lukke mig inde i dynen. Men det virker ikke. Han lægger sig oven på mig, jeg prøver at læne mig til den anden side, og få ryggen til ham. Det er ligegyldigt, hvad jeg prøver, det nytter ikke noget.

Han gnider sig op ad mig. Tager sine hænder mellem mine ben og stikker sin finger op. Han har prøvet på at have samleje med mig, men det har han aldrig kunnet. På et tidspunkt kommer han lidt ind i mig, men det er bagfra. Det er en af de ting, jeg husker, for det gør rigtig ondt.

Jeg kan ikke huske alle gangene, det er sket så tit. Nogle gange hver dag, andre gange et par gange om ugen, men der kan også gå en måned eller to imellem. Jeg græder, men det sker der aldrig noget ved.

Jeg skammer mig over det

Min far har et hidsigt temperament, så jeg er bange for, hvad han vil gøre, hvis han finder ud af det. Jeg ved heller ikke helt, om det er forkert, så jeg siger det ikke til nogen.

Jeg skammer mig over det. Jeg føler, at det er mig, der er ulækker, at det er mig, der gør noget forkert.

Jeg tør ikke andet, end at lade som om jeg sover. Jeg tror ikke, min bror vil slå mig, hvis jeg vågner op og siger: 'Hvad har du gang i?' Men det kommer bag på mig, at han kan finde på at gøre det her, så jeg ved ikke, hvad han ellers kan finde på.

Hvorfor skriger og råber jeg ikke bare? Mine forældre er lige ved siden af, men jeg stivner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Hvorfor opdager mine forældre det ikke?

Min familie har ikke de samme grænser, som andre familier: Vi har en dobbeltseng, som vi alle sammen sover i. Nogle gange ligger min storebror på en madras på gulvet, fordi det er trangt.

Han kan godt finde på at slæbe mig derned om natten. Jeg tænker over, hvorfor mine forældre ikke opdager det, for vi sover jo i samme seng som dem.

Jeg fortæller det til min lærer

Vi har haft et tema i klassen om sex og incest. Jeg kan genkende det, og jeg har besluttet at sige det til min lærer. Han kan se, at jeg er ked af det.

Senere kommer han og henter mig fra timen, og vi går hen på kontoret. Der sidder mine forældre og nogle fra kommunen. Jeg tænker: 'Åh nej, åh nej'.

Jeg kører med mine forældre hjem, og det er utrolig akavet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Sagsbehandlerne tager med hjem. De spørger ham, om det, jeg har sagt, er rigtigt. Jeg er glad for, at han indrømmer det. Så går de. Han er ikke kommet op til mig om natten siden.

Glansbilledet er krakeleret

Der går nogle år. Min bror er blevet dømt for overgrebene, men jeg kommer ikke over det. Jeg har det meget svært, fordi min familie er splittet.

Mine forældre bebrejder mig, at jeg ikke fortalte dem det, før jeg sagde det til min lærer. Hvis jeg havde gjort det, var politiet og kommunen ikke blevet indblandet.

Mine forældre vil gerne have et glansbillede af, at vi er en god, sød familie. At vi alle sammen har det godt. Derfor gør de så meget for at fortrænge det. Men jeg er ikke kommet over det. Det, tror jeg, er det værste for dem, for så kan de ikke opretholde glansbilledet.

Det må være svært, for der er ikke er en håndbog til at være forældre, når sådan noget sker, men de er meget dårlige til at håndtere det.

Jeg får en depression

Jeg hader mig selv, og jeg ønsker, at jeg er en anden. Jeg har meget svært ved at huske tiden, før det starter, men jeg tror, jeg var mere livlig, én, der vidste, hvad jeg ville. Højtråbende og ikke bange for at sige min mening. Nu er jeg en rigtig stille type.

Jeg bliver ked af det, når jeg er i byen, og jeg kan køre grædende hjem, fordi jeg føler, at jeg er grim i forhold til mine veninder. Jeg græder næsten hver dag. Der er mange gode ting omkring mig, men jeg har ikke lyst til noget af det.

Jeg er ikke den eneste i verden

Det har betydet alt for mig at komme i behandling. Jeg har gået i gruppeterapi, og når jeg møder andre mennesker, jeg kan snakke med det om, føler jeg ikke, at jeg er den eneste i verden, der har prøvet det.

Jeg står op om morgenen og går i skole. For andre, er det en selvfølge, men for mig er det en stor ting. Nu kan jeg feste. Men hvis der er nogen, der tager mig på røven, så får jeg det dårligt og ved ikke, hvordan jeg skal tackle det.

Når folk overskrider mine grænser, stivner jeg bare, det er sådan nogle ting, jeg arbejder med. At finde ud af, at lige så snart jeg synes, noget er ubehageligt, kan jeg godt sige nej, og så er det ikke bare mig, der overreagerer.

‘Camilla’ ønsker at være anonym. Camilla er derfor ikke hendes rigtige navn. Hendes navn er redaktionen bekendt.