Tværs

du er ikke alene

Jeg var hooked som 16-årig

Ronni endte med at skylde 80.000 kroner væk, fordi han ikke kunne lade være med at spille.

Da Ronnie blev 16 år, begyndte han at spille på spillemaskiner. Men drømmen om hurtige penge tog overhånd og endte i gæld og løgne.

Jeg har altid set mine forældre spille. De gik til banko og spillede på spillemaskiner, så da jeg begyndte at tjene mine egne penge, begyndte jeg også at spille. Det startede, da jeg var omkring 16 år, i starten gik det rigtig godt, og så var jeg hooked.

Det har altid kun været spillemaskiner, jeg har været interesseret i. Det fascinerede mig med sådan en maskine, der kunne spille alle mulige spil, med lys der blinker, som et kasino.

Der var en udfordring i spillet, jeg skulle tænke over, hvilket træk jeg skulle tage og så fik jeg et kick ud af, at jeg kunne vinde noget, for næsten ingenting.

Mine venner ved jeg spiller, men ikke hvormeget

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg godt kunne lide at spille. Men jeg har aldrig helt fortalt nogen, hvor meget jeg spillede.

Når jeg gik i byen med mine venner, sad de samlet ved et bord og drak øl, mens jeg sad oppe ved nogle spillemaskiner og spillede. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tage mig sammen og ikke være så asocial, og i stedet komme ned til dem.

De har aldrig vidst, at jeg lånte penge i banken og tog quicklån for at kunne spille. Jeg fandt altid på en god undskyldning for ikke at have nogen penge, så jeg kunne låne af vennerne og familien. Til sidst var jeg oppe på 80.000 kroner, som jeg skyldte væk.

Spillede i arbejdstiden

Jeg skjulte også, hvor meget tid jeg brugte på det. Jeg arbejdede som chauffør og så længe tingene var fremme inden klokken 16, så var alting fint.

Men jeg var ofte færdig med at køre tingene ud klokken 12, og så kunne jeg sidde i en kiosk i Silkeborg eller Skanderborg langt fra Århus, hvor jeg bor, og spille.

Hvis, der var nogen, der ringede og spurgte, hvad jeg lavede, så sagde jeg bare, at jeg var ude og gå en tur eller ved at læsse varer af.

Spillet var mit frikvarter

Spillet blev mit frikvarter. Jeg holdte ikke pauser normalt, men når jeg spillede kunne jeg slappe af og så var alt andet ret ligegyldigt.

Alle hverdagsproblemer, skænderier med kæresten og beskidt vasketøj forsvandt. Men til sidst blev jeg i rigtig dårlig humør, når det ikke var gået godt med spillet.

Jeg var fraværende, aggressiv, sur og blev nemt hidsig. Jeg var vrissen og fik hovedpine.

Min datter ændrede min spillelyst

For halvandet år siden fik jeg en datter.  Det fik mig til at indse, at jeg ikke kunne blive ved med at spille.

Jeg havde aldrig nogen penge, og ville gerne kunne forkæle hende mere. Jeg ville heller ikke bruge så meget tid på det længere, så jeg fik hjælp til at starte på Center for ludomani.

Det hjalp mig meget, at der var nogen i gruppen, der var ældre end mig, for jeg tror, der var gået for meget fest i den, hvis der kun var jævnaldrende med mig. Det har også hjulpet mig at se, hvor meget nogen af de andre har mistet.

Jeg nåede heldigvis ikke at miste mit job, min familie og gå fra hus og hjem, som nogen af de andre. Og jeg er stoppet i tide, så jeg ikke går glip af tiden med min datter, og jeg ikke skal vælge mellem hende og det at spille.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.