Jeg fik ikke sagt farvel til min mor

Sayed flygtede som tolvårig fra sin farbror, der ville gøre ham til selvmordsbomber i Afghanistan. Nu er han i sikkerhed, men han savner sin familie.

Sayed savner sin familie i Afghanistan. Han flygtede som tolvårig fra sin farbror, der ville have ham til at hævne sin fars død. Tværs har talt med Sayed om at være på flugt alene, når man bare er et barn.

Jeg var 12 år, da jeg flygtede fra Afghanistan. Min far var talebaner, og blev så vidt jeg ved dræbt af udenlandske styrker. Min farbror er højt på strå inden for Taleban i den egn, jeg kommer fra, og han ville have, at jeg skulle tage hævn med en selvmordsaktion. Han er ikke én man sætter sig imod, og min mor var bange for, hvad han ville gøre ved mig. Derfor sendte hun mig over grænsen til min morbror i Pakistan.

Allerede få dage efter dukkede min farbror op og spurgte efter mig. Jeg nåede at gemme mig hos naboen indtil, han var væk igen. For at bringe mig i sikkerhed betalte min morbror en mand, der smugler mennesker til Europa. Jeg forstod ikke så meget af, hvad det betød, kun at jeg ikke fik sagt rigtig farvel til min mor.

De ville efterlade mig i bjergene

Vi var mange på flugt, som havde betalt ham for at tage os med – mest voksne men også børn, som mig selv. Flugten varede et halvt år. Vi gemte os i lastbiler, gik til fods over bjerge og gennem skove og fik meget lidt mad. På et tidspunkt mens vi var i bjergene, var jeg så udmattet og kunne ikke følge med de voksne. Smugleren ville kun give mig lov til at sidde på en af de heste, vi havde med, hvis jeg betalte for det. Hvis ikke jeg kunne følge med, ville han efterlade mig i bjergene – heldigvis var der en anden voksen, der betalte for mig, så jeg kom med videre. Jeg husker, jeg var meget bange og græd.

Min græske mor

Til sidst endte vi i Grækenland, hvor jeg strandede i to år. Jeg boede på gaden og arbejdede i appelsinplantager for at få mad. Heldigvis var der en græsk mama, der tog sig af mig. Vi kunne ikke tale sammen, men hun havde ondt af mig, fordi jeg bare var et barn. For et par måneder siden tog min danske mor og jeg til Grækenland og fandt hende – jeg ville gerne sige tak, fordi hun hjalp mig da jeg havde det rigtig svært. Det var ubeskriveligt godt at se hende igen. Nu har jeg min græske mor og min danske mor, men jeg mangler stadig min afghanske mor.

Jeg mistede sedlen med min morbrors telefonnummer

Min morbror havde givet mig et telefonnummer med, så jeg kunne ringe hjem, når jeg engang nåede frem til Europa. Men jeg mistede sedlen undervejs, og har nu ingen mulighed for at komme i kontakt med min familie derhjemme. Jeg aner ikke om, de er døde eller levende, om min lillebror er blevet tvunget til at hævne min far i stedet for mig, eller om min farbror har straffet min mor for at hjælpe mig væk. De bor i det nordlige Afghanistan i et talebanstyret område. Min danske familie har hjulpet mig med at eftersøge dem gennem Internationale Røde Kors, men uden held.

Taget ved den danske grænse

Efter Grækenland ville jeg gerne videre til Norge, fordi jeg havde hørt, det var et godt sted. Men jeg blev taget af politiet ved den danske grænse og kom til børneasylcenteret i Sjælsmark i Nordsjælland.

Jeg tænker hele tiden på min familie. Jeg har alt nu: skole, en sød familie og venner, men det er hårdt, at jeg er her, når jeg burde forsørge min familie i Afghanistan.

Danmark er en drøm

Danmark er så fuld af muligheder, jeg kan alt her, min familie er så sød, og jeg kan få en god uddannelse. Nogle gange tænker jeg, at Danmark er en drøm, jeg vågner fra.

Hvad skal jeg bruge alt det her til, når jeg ikke har kontakt til min familie? Hvis jeg får et godt job her, kan jeg hjælpe dem derhjemme. Det er mit højeste ønske at finde dem, men jeg ved ikke om, det nogensinde sker.

Jeg kan ikke vende tilbage, for så vil min farbror slå mig ihjel. Hvis han er død, er der bare en anden, der tager hans plads. Sådan er det, der hvor jeg kommer fra. Hævnen arves bare af den næste.

  • Print
  • Del artiklen: