Hør Kira fortælle, hvilke fordomme hun møder fra andre om sin sygdom: maniodepressivitet.

1. Læs mere:

   Læs mere om forskellige psykiske lidelser.

Der er mange fordomme om psykisk syge, men folk skal bare slappe helt af. Det mener Kira, der er maniodepressiv og træt af, at hendes sygdom er misforstået.

Da jeg er omkring 21, begynder jeg at opføre mig anderledes. Det eskalerer over en længere periode. Jeg får lyst til at gøre skøre ting, og jeg kan ikke længere kontrollere mit humør og mine tanker.

Jeg går til min læge, som tror, at jeg bare er depressiv, for det havde jeg også symptomer på. Så hun begynder at give mig en masse medicin. Jo dårligere jeg får det, jo mere medicin giver hun mig.

Til sidst får jeg så meget, at jeg slet ikke kan huske, om jeg har taget det. En af de største fejl, en læge kan begå, er, at give en maniodepressiv antidepressiv medicin. Det forværrer tilstanden radikalt.

Højt at flyve, dybt at falde

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at miste kontrollen over sig selv, når man ikke har prøvet det. Jeg forsvinder ind i min egen verden, hvor jeg i én periode er fuld af energi, laver skøre kunstvideoer, siger uforståelige ting og alt foregår i et vanvittigt tempo.

Den næste periode er jeg helt nede i kulkælderen, og selvom jeg godt ved, der ikke er noget galt, føles det, som om hele min krop og mit sind er i sorg. Som om jeg har mistet en, jeg elsker. Jeg kan ikke huske særlig meget fra den tid. Det er som om, alt er forsvundet i en tåge.

Et valg mellem at dø eller få hjælp

I en periode mellem manisk og depressiv får jeg taget mig sammen til at ringe til mine forældre. På det tidspunkt er der to muligheder. Den første er at ligge mig til at dø. Den anden er at få seriøs hjælp.

Derfor vælger jeg at lade mig indlægge på psykiatrisk afdeling. Her finder de endelig ud af, hvad jeg fejler, og det er så vanvittigt lettende at få diagnosen – både for mig selv, mine forældre og mine venner. Det er til gengæld en sindssyg hård periode i mit liv, som det tager lang tid at kæmpe mig ud af.

Det er en fordel, når jeg skal være kreativ

Ved hjælp af den rigtige medicin, samtaleterapi og de faste rammer på stedet, vender jeg langsomt tilbage til mit normale jeg. I dag lever jeg et helt normalt liv. Jeg er ligesom de fleste andre 26-årige i gang med en uddannelse, har masser af venner og en kæreste.

Jeg ser ikke min sygdom som noget vildt. Den er en fordel, når jeg er kreativ, og det vælter ud med ideer. Den er en ulempe, når jeg får behov for mere ro end andre. Generelt skal folk bare slappe af omkring mig, for jeg er altså ikke så anderledes end alle andre.

Jeg kan se, når jeg skal nulstilles

I dag sker det ikke så tit, at jeg går ned, men når det sker, ved jeg godt inde i mig selv, at det går over om en halv time, eller jeg skal bare sove det væk. Når jeg så vågner op igen, er jeg nulstillet og mit normale jeg.

Jeg har heldigvis for det meste været i stand til at se mig selv udefra, så derfor opdager jeg som regel selv, hvis jeg er ved at blive manisk. Og hvis jeg ikke opdager det, har jeg nogle gode venner, der minder mig om, at det er tid til at slappe af.

Man kan sagtens leve i den virkelig verden med en psykisk sygdom, men det afhænger selvfølgelig af, at man får den rigtige medicin. Jeg har intet problem med at skulle spise piller hver dag, for jeg ser det sådan her: Der er fejl i de kemiske forbindelser i min hjerne, og medicinen hjælper med at udligne fejlene.

Kiras historie i ord, billeder og lyd er lavet af Katharina Kløve.