Line følte sig helt alene, da hun mistede sin lillebror som 18-årig.

1. Tror, han er på ferie:

   "Jeg kan stadig tænke, at han bare er på efterskole, eller at han er på ferie. Jeg tror aldrig helt, jeg forstår, at han ikke kommer tilbage. Men når jeg ser på hans venner, som i dag er 21 år, kan jeg godt se, at der er gået langt tid uden ham, og at han er gået glip af meget."

2. Ikke enebarn!

   “Jeg kan godt have det svært med at blive spurgt: ' Har du nogen søskende?'. På et tidspunkt svarede jeg nej, men det blev jeg ked af, og folk troede, jeg var enebarn.  Jeg har taget noget med mig, fra da Mads levede, så det er jeg ikke.”

3. Kender du en, der har mistet en søskende

   Hvis du kender en, der har mistet en søskende, så er Lines råd:

   - Vær opmærksom på, at der er søskende, der er helt alene, når en bror eller søster dør.
   - Hold øje med, hvordan hun/han har det i de situationer hun/han plejer at være sammen med sin søskende. Familiefester eller ferier f.eks.

   Læs mere om søskende, der ikke får ordentlig hjælp i sorgen og om at miste.

4. Tag chancen – bare ikke i trafikken

   Rådet for Sikker Trafik, DR og TrygFonden står bag kampagnen 'Tag chancen – bare ikke i trafikken’, som sætter fokus på børn og unge i trafikken.

   • Når børn bliver teenagere stiger antallet af alvorlige ulykker eksplosivt. Og når man forlader folkeskolen, står man overfor de 10 farligste år i deres liv.
   • Fra 2006 til 2010 blev 434 børn og unge under 24 år dræbt i trafikken. Det er 87 i gennemsnit om året.
   • 4.485 kom alvorligt til skade. Det svarer til 897 i gennemsnit om året.

Da Line bror Mads døde, følte hun sig helt alene. Vennerne forstod hende ikke, og mens hendes forældre var fælles om at have mistet et barn, troede Line ikke, at der fandtes andre, som havde det som hende. Nu har hun lavet en sorggruppe, der forstår hende.

Det er syv år siden, at min lillebror Mads døde. Han blev ramt i højresvingsulykke på en regnvåd oktober morgen. Chaufføren i lastbilen kunne ikke se ham, for det var mørkt og diset. Han blev opereret, og lægerne forsøgte at redde ham, men det lykkedes ikke.

Mads var 14 år gammel, jeg var 18 år. Vi var hinandens fortrolige. Han spurgte mig til råds om piger, og jeg fortalte ham hemmeligheder. Vi dansede som mongoler, når vi var alene hjemme, vi sov sammen, når vi var på ferie. Men pludselig var jeg helt alene.

Ønskede mig en ekstra søskende

Det var underligt at skulle finde balancen i familien igen. Mine forældre og jeg snakkede meget om det, vi gav hinanden lov til at være kede af det, men det var svært, for der manglede virkelig noget.

Det eneste, jeg ønskede mig, var en ekstra søster eller bror. Mine forældre kunne dele sorgen over at have mistet et barn. Men jeg var alene med følelsen af at have mistet min bror. Det var især svært til familiefesterne, hvor jeg var vant til at have Mads ved min side. Og de første gange jeg skulle på ferie hos vores bedsteforældre. Der plejede vi at være sammen. Nu var jeg helt alene.

Jeg tvivlede på, om jeg nogensinde kunne blive glad igen. Jeg kunne godt grine, men jeg tænkte altid: jeg er ikke rigtig glad. Jeg griner stadig ikke, så det bobler ned i maven.

Mistede venner

Det var ikke alle mine venner, der kunne forstå min situation, eller vidste hvordan de skulle håndtere den. Før var jeg hende den glade, der havde masser af venner, men efter Mads døde blev jeg hende, der havde mistet sin lillebror. Når jeg gik i byen og forsøgte at være 'normal', kom folk hen og ville snakke om det, hvilket resulterede i, at jeg begynde at græde.

Jeg blev også meget egoistisk i den periode, så der var mange venner, der røg fra. Mit verdensbillede blev kastet op i luften, og jeg valgte, hvad jeg ville bruge tid på.

De har det ligesom mig

Et par år efter ulykken flyttede jeg til København. Det betyder meget, at han ikke har været en del af mit liv her. Jeg nyder, at jeg kan fortælle om ham, når jeg vælger at gøre det. På et tidspunkt havde jeg lagt ham så langt væk, at jeg ikke tænkte bevidst på ham særlig tit.

Jeg blev opmærksom på, at jeg havde fortrængt det lidt i nogle år, derfor tog jeg kontakt til Søskendekram, hvor jeg blev kontaktperson og var med til at oprette en sorggruppe. Jeg havde aldrig talt med nogen, der havde mistet en søskende før, så det var godt at opleve, at jeg ikke var den eneste i verden.

Nu kan jeg tage ham frem og tænke på ham, når der sker mig noget godt. Hvis jeg får en god karakter eller er ude at rejse, så sender jeg ham lige en tanke. Jeg lever mine eventyr ud for os begge to.

Hvis du gerne vil dele din historie med Tværs, så skriv til os på tvaers@dr.dk.