Ida kontrollede sine følelser med mad. Uden hun vidste det, havde hun en spiseforstyrrelse.

1. Idas råd:

   De bedste råd Ida fik, til at bekæmpe sin overspisning var:

   • Spis tre hovedmåltider om dagen, hvor du spiser dig mæt. Derudover kan du spise, hvad du vil.
   • Find en modreaktion på, når du får lyst til at overspise. Ring f.eks. til en du kan snakke med i stedet for at spise.
   • Lav noget hver dag, og overhold de aftaler du laver.
   • Hvis du slet ikke kan komme ud af døren, så ring til den du skal mødes med og snak bare fem minutter, så du ikke isolerer dig helt.

2. Læs også:

   Hos Landsforening mod spiseforstyrrelser og selvskade er der flere og flere, der henvender sig med overspisning.

3. Læs mere:

   Læs mere om overspisning og spiseforstyrrelser generelt og se, hvor du kan få hjælp og rådgivning.

Mundfuld for mundfuld forsøgte Ida at æde sig ud af sine problemer. Så længe der var en plade chokolade at fortære eller en pose chips at sluge blev hendes dårlige selvtillid og usikkerhed holdt nede. Uden at være klar over det, havde hun udviklet en spiseforstyrrelse.

Jeg har altid tænkt med maven. Det var min måde at takle tingene, når jeg var ked af det.

Mens jeg proppede håndfulde med chips i mig, forsvandt tankerne om dårlig selvtillid, usikkerhed, depressive tanker og overbevisningen om, at folk ikke kunne lide mig, fordi jeg var overvægtig. Men så snart jeg var færdig med at æde, fik jeg det endnu dårligere med mig selv. Så lovede jeg, at jeg gik på slankekur på mandag. Men det lykkedes aldrig for mig. Heller ikke det kunne jeg finde ud af.

Man er jo dum, hvis man er tyk

Når jeg købte ind, fordelte jeg varerne strategisk på kassebåndet i to bunker på hver sin side af de pinde, der skiller forskellige kunders varer på kassebåndet. Det sunde først og så det usunde. Og så fik jeg kvitteringen på de usunde vare, så det så ud som om, det var noget jeg skulle dele med andre.

Kassedamen skulle jo ikke tro, at alle varerne var til mig alene! Ingen måtte tænke, at jeg var overvægtig, fordi jeg spiste forkert. For alle ved jo, hvad der er sundt, og at man skal røre sig for at være tynd. Så man er jo uintelligent, hvis man er overvægtig og ikke gør noget ved det.

Sammen med andre spiste jeg derfor altid sundt. Og jeg brokkede mig over, at det er for dårligt, at grøntsager skal være så dyre, mens det i virkeligheden var McDonalds-menuer, chokolade-roulader og regnbueis, der rippede min konto.

Et 13-tal er ikke godt nok

Jeg har spist sådan, siden jeg var lille. Dengang kunne jeg spise et helt franskbrød med nutella, og så løj jeg for min mor, når hun spurgte, hvor det var blevet af. Det var ikke noget, jeg snakkede med nogen om.

Mine forældre gav min bror meget opmærksomhed, for han havde det svært i skolen. Men selv når jeg kom hjem med et 13-tal, var det ikke godt nok. De elsker mig, men de har begået mange fejl. De skændes tit, drak for meget og ville aldrig tale om problemerne.

Så jeg trak mig tilbage fra andre og spiste i smug. På et tidspunkt skrev jeg en opgave på mit studie om overspisning. Jeg var ikke klar over, at det kunne være en spiseforstyrrelse at spise for meget, men jeg genkendte mange af symptomerne, så jeg gik til lægen, som bekræftede min mistanke om spiseforstyrrelsen, uden videre gav mig en henvisning til behandling. Jeg startede også hos en psykolog, der hjalp mig meget. Det var en kæmpe lettelse, at der var nogen, der tog det seriøst.

Nu skal jeg bare være glad

Jeg er stadig overvægtig. Men jeg har lært ikke at reagere med mad, når jeg bliver ked af det. I stedet laver jeg noget, der gør mig glad eller spiser et lille stykke chokolade. Ikke en hel plade.

Tidligere tænkte jeg, hvis bare jeg bliver tynd, ville alt være ok: Alle ville kunne lide mig, jeg ville klare mig godt fagligt, socialt og så videre. Sådan er det ikke længere. Jeg vil stadig gerne være slankere, og det går stille og roligt – men om jeg bliver tyndere eller tykkere er ikke væsentligt for mig længere, jeg skal bare være glad, og den glæde er ikke længere koblet til mit udseende.