Elisabeth kastede så voldsomt op under aborten, at hun ikke kunne holde smertestillende piller i sig. Derfor blev det en skræmmende oplevelse for dem. Fotos: reginaimages.com

1. Læs også:

   

    

   Fuck, jeg er gravid

   Elisabeth og Philip var ikke helt enige om, hvad de skulle gøre, da hun var gravid. Læs, hvordan de blev enige om at få en abort.

2. Læs også:

   

   Drengen kan jo være pisseligeglad

   Det var ikke bare at tage en pille, og så er det overstået.

3. Elisabeth:

   • Er 17 år.
   • Går på højskole.
   • Vil gerne være kosmetolog.
   • Fik en abort i januar.
   • Elisabeth og Philip vil gerne flytte sammen, når hun kommer hjem fra højskole.

4. Philip:

   • Er 18 år.
   • Er ved at udlære sig til it-supporter.
   • Hjalp sin kæreste Elisabeth gennem aborten.

5. Er du i samme situation?

   Læs mere om abort, og se hvor du kan få hjælp.

6. Din historie på Tværs:

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du vil dele din historie, så skriv til os på tvaers@dr.dk

   Følg os på Facebook:

   

    

Da Elisabeth og Philip havde været kærester i tre måneder, blev Elisabeth gravid. De besluttede at få en abort, men de var ikke godt nok forberedt på, hvordan det kom til at gå, og hvad der kom bagefter.

Elisabeth: Mandag tog Philip og min mor med ud på Skejby Sygehus i Aarhus. Vi mødtes med en sygeplejerske, som scannede mig, og så snakkede vi stille og roligt om, hvad der skulle ske. Jeg skulle tage en pille med det samme, og så én om morgenen dagen efter. Så ville det virke, og jeg ville abortere. De kunne ikke sige noget om, hvor ondt det ville gøre, for det var meget forskelligt fra pige til pige, men jeg skulle bare tage noget smertestillende, hvis jeg fik ondt. Jeg spiste den første pille, og så kørte vi hjem.

Philip: Jeg var slet ikke forberedt på, hvordan det kom til at gå. Vi fik at vide, at nogen havde få smerter, og nogen havde stærke smerter, men vi fik ikke at vide, at det er meget få, der ikke har stærke smerter. Jeg ville gerne have hørt worst case scenario, så havde jeg nok vidst, hvad der ventede os.

Kl. 8.00: Det hvide ud af øjnene

Elisabeth: Jeg stod op næste morgen klokken 8 for at tage den næste pille. Så gik jeg i seng igen. Jeg sov lidt, men vågnede af smerter. Jeg havde ondt i maven lige over underlivet, så jeg kunne ikke lade være med at ligge og pive.

Philip: Jeg vågnede næste morgen ved, at Elisabeth sad op i sengen. Jeg nåede lige at spørge: "Hva' så skat, har du taget pillen?" Så kastede hun op i hele sengen. Hun kunne slet ikke holde noget i sig. Heller ikke de smertestillende piller, så hun lå på sofaen og forsøgte at slappe af, men hun fik stærke smerter efter et par timer.

Elisabeth: Jeg turde kun ligge stille, for ellers tænkte jeg, at det ville gøre mere ondt. Jeg kunne ikke styre armene. Så jeg lå som en psykopat, der ikke kunne ligge stille. Jeg prøvede at gå lidt rundt, men det hjalp ikke, for jeg følte, jeg skulle kaste op og besvime. Jeg er rastløs, og jeg kunne ikke kende min krop. Jeg havde aldrig prøvet den følelse før. Jeg tænkte, det her overlever jeg ikke.

Kl. 11.30: Jeg plejer at overvurdere smerte

Philip: Jeg skulle på arbejde klokken 11.30, så vi havde aftalt med Elisabeths søster, at hun skulle komme og overtage. Men lige da jeg skulle til at gå ud af døren, lød der et brøl fra Elisabeth. Det var virkelig uhyggeligt at se hende sådan. Hun vendte det vide ud af øjnene, og havde virkelig ondt, for hun kastede op, hver gang hun fik smertestillende piller.

Elisabeth: Jeg plejer at overvurdere smerter. Så jeg tænkte, det går sgu nok, den klarer jeg. Men jeg undervurderede denne her situation. Jeg fik det på den hårde måde. Det var virkelig ubehageligt. Jeg var bange for, at det blev værre, hvis jeg skiftede stilling eller gik på toilettet.

Kl. 14.30: Er det min skyld?

Philip: Jeg blev hjemme fra arbejde. Jeg kunne ikke forlade hende på den måde. Et eller andet sted havde jeg også skyldfølelse. For det var mig, der havde bragt hende i denne er situation. Det er drengens ansvar, at pigen føler sig tryg hos sin kæreste. Nu har vi snakket om, at det selvfølgelig er vores begges skyld, men jeg kunne ikke gå fra hende på det tidspunkt.

Elisabeth: Det varede i en time. Efter det kom smerterne igen i kramper, men ikke uafbrudt hele tiden. Så kunne jeg sove lidt. Da jeg vågnede igen, gik jeg ud på toilettet. Jeg fik et chok over, hvor meget jeg havde blødt. Men kvalmen var helt væk, og jeg var rimelig frisk. Det var mega underligt.

Kl: 20: Det gav point i hendes bog

Philip: Mens hun sov, prøvede jeg at lave en opgave. Jeg sms’ede og ringede sammen med hendes mor og min egen mor gennem det hele. "Du gør det rigtig godt," skrev de, og det var rart, for så følte jeg ikke, at jeg var helt alene om det. På det tidspunkt var det ikke fedt at være der alene, men nu er jeg glad for, at jeg klarede det, for det giver nogle point hos Elisabeth. Da hun vågnede, gik jeg ned og købte alt det, jeg ved, hun godt kan lide, så hun kunne få noget at spise.

Elisabeth: Philip hentede mad om aftenen, og så spiste vi og gik i seng. Næste dag tog jeg op på den højskole, hvor jeg lige var startet. Alle sagde, tag op på højskolen, så får du tankerne væk. Men jeg synes, jeg tænkte meget på det, uden at have nogen at snakke med det om. Måske havde det været bedre, hvis jeg havde sat mit liv lidt på standby.