Martin med sin søn på otte måneder.

1. Skizofreni

   Det kan være svært at være pårørende til en med skizofreni, da den syge kan mangle sygdomserkendelse og derfor ikke tror, at han eller hun har brug for behandling.

   Læs mere om skizofreni og find rådgivning.

2. Din historie på Tværs:

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du vil dele din historie, så skriv til os på tvaers@dr.dk

   Følg os på Facebook:

   

    

Da Martin var barn, var det hans storebror, der bestemte det meste. Han bestemte, hvilke venner Martin måtte have, hvad han måtte gå til, og hvad han skulle mene og synes. Martins storebror var psykisk sårbar, det vidste Martins forældre bare ikke.

Min bror og jeg var venner, og vi legede altid sammen. Han er tre år ældre end mig, og jeg har rigtig mange gode minder med ham, hvor vi har leget i nabolaget og i skoven.

Vi voksede op på et lille økologisk landbrug på Fyn med to yngre søstre, en hjemmegående mor og en far i marken. Det så idyllisk ud, men der var også noget mørkt derhjemme, min storebror. Han var syg, det vidste vi bare ikke dengang.

Skolen skulle jeg ikke bruge tid på

Min bror var ikke så god i skolen, så han lærte mig, at skolen var ikke værd at bruge tid på. Vi kunne ikke slippe af sted med at pjække, men så nægtede vi bare at deltage i timerne. Min storebror var ordblind, så da jeg skulle til at lære at læse, tvang han mig til ikke at læse. Til skolehjemsamtalerne sagde min lærer flere år i træk til mine forældre, 'Nu kan Martin snart læse', men det skete først i 6. klasse.

Sådan var det med det meste, han manipulerede mig til at tage sine holdninger, som for eksempel, at skole, sport, byliv, fester, butikker og kulturliv var noget lort. Det eneste, der var i orden, var landbrug som han følte sig tryg ved, så det syntes jeg også godt om.

Da en af drengene fra klassen spurgte om, jeg ville starte til fodbold med ham, sagde jeg nej tak, fordi jeg vidste, min bror ville være imod det. Så jeg gik ikke til noget, var dårlig i skolen og havde ikke ret meget med mine klassekammerater at gøre. Min selvtillid var meget lille, og jeg syntes ikke, jeg duede til noget.

Jeg begyndte at trodse ham

I 6. klasse begyndte jeg at trodse min storebror så småt. Da jeg kom i 7. klasse skruede han op for konflikterne med os alle sammen derhjemme, så jeg besluttede, at når han alligevel skældte mig ud hele tiden, kunne jeg ligeså godt bestemme selv. Pludselig var vi ikke venner mere, og det var en befrielse.

Han var syg, det kan jeg se nu. Det var først, da han kom på efterskole i 9. klasse, at hans sygdom blev opdaget.

Mine forældre blev ringet op af efterskolen ved juletid, fordi lærerne mente, den var helt gal med min bror. Han havde været i gang med at grave et lille hul til en busk, der skulle plantes, men i stedet havde han gravet et kæmpestort hul i jorden, og hans lærere kunne slet ikke trænge ind til ham og få ham til at stoppe. De sagde han var i 'en anden verden', og de bad mine forældre om at hente ham hjem.

Mine forældre prøvede at have ham hjemme, men det var et helvede, og efter tre måneder ville han selv indlægges på psykiatrisk afdeling.

Det var skizofreni, der havde plaget ham og vores familie.

Jeg kan godt forstå ham

Jeg er ikke vred på min storebror. Det her har været hårdest for ham, og det er ikke ond vilje, at han har manipuleret med mig. Han ville vel bare ikke være alene, og det var han ikke, hvis jeg var ligesom ham.

I årene efter min bror og jeg blev skilt fra hinanden, gik jeg stadig rundt med en del af hans meninger og holdninger. Der gik faktisk fire-fem år, hvor vi slet ikke så hinanden. I de år drak jeg mig sanseløst beruset, for at slippe af med fortiden.
Nogle af hans meninger sidder stadig i mig, og jeg ved ikke om, jeg kommer af med dem.

Det har taget mig tid, at finde frem til, hvad jeg er god til, og hvad jeg godt kan lide. Hele min ungdom troede jeg ikke på, at jeg kunne blive til noget. Nu har jeg alligevel uddannet mig til landmand og er i gang med en pædagoguddannelse, jeg har min egen familie, og jeg har fundet ud af, at jeg er god til at løbe. Selvom jeg først begyndte med at løbe for fire år siden, løber jeg på eliteniveau i dag.

Jeg er far til en søn på 8 mdr., og han skal have alle muligheder for at prøve sig selv af, han skal selv bestemme, hvad han vil gå til. Det kan han selvfølgelig ikke fortælle os endnu, men jeg kan se, han elsker vand, så måske vi starter med svømning.