Maj scorede topkarakterer gennem hele gymnasiet, selvom hjemmefronten lå i ruiner.

1. Det sociale netværk:

   Maj er en del af Det Sociale Netværks unge foredragsholdere, ‘Unge på vej‘, der holder foredrag på ungdomsuddannelserne om, hvad der kan være svært i ungdomslivet.

2. Drikker dine forældre?

   Er der alkoholproblemer i din familie, kan du få hjælp her:

   • TUBA er rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer.
   • På Hope Ung hjemmesiden kan du anonymt få rådgivning eller skrive sammen med andre unge.

3. Din historie på Tværs:

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du vil dele din historie, så skriv til os på tvaers@dr.dk

   Følg os på Facebook:

   

    

Maj var ‘oppe at køre’ i hele sin gymnasietid. Hun var på konstant adrenalin-rush. Så hun mærkede slet ikke, at hendes fars druk, gjorde hende rigtig ked af det.

Det hele startede med et gammelt hus

Det hele begyndte med, at vi købte et gammelt hus uden for Århus, da jeg var 10 år gammel. Kort tid efter døde min farfar, det gjorde min far rigtig ked af det – og oveni fik han kræft. Heldigvis blev han helbredt for kræften, men det var som om, han var forandret. Han kunne være helt vildt ked af det det ene øjeblik og så super entusiastisk det næste øjeblik. Jeg kan huske, at jeg sagde til mine bedsteforældre, at der var noget galt med far, uden at jeg vidste, hvad det var.

Vores hverdag ændrede sig

Da jeg var 15-16 år tog jeg på efterskole og fik mine første erfaringer med alkohol. Pludselig blev det tydeligt for mig, hvad der var galt med min far. Han drak for meget, han var alkoholiker.

Jeg konfronterede ham med drikkeriet. Det var så forkert, det han gjorde, så det kom lige fra maven, når jeg skældte ham ud. Han blev vred, og jeg husker det som om, vi var oppe at skændes dagligt.

Min mor og min lillebror havde en anden måde at håndtere hans druk på, de ignorerede det, eller de ville helst ikke se, hvor galt det egentlig var. Min lillebror tog hjem til sine venner eller i ungdomsklub, og han var væk på alle de tidspunkter, hvor det kunne lade sig gøre.

Gymnasiet var hæsblæsende

Jeg husker min gymnasietid, som en periode, hvor jeg var 'oppe at køre' hele tiden, adrenalinen pumpede rundt i kroppen, og mit hjerte bankede konstant. Jeg ville have de bedste karakterer, spille på fodboldholdet og være i festudvalget. Derhjemme var jeg i konstant konflikt med min far og på vagt overfor, hvad han kunne finde på.

Indeni mig selv tænkte jeg hele tiden, at det fandeme ikke skulle ødelægge min fremtid, at min far var alkoholiker, så jeg knoklede bare på.

Mine venner kom fra velfungerende familier, og jeg synes, de havde det så nemt. Jeg var vildt misundelig på dem, næsten vred. Selvom jeg havde gode venner, følte jeg mig ofte alene, fordi de ikke forstod, hvordan det var hjemme hos mig.

På et tidspunkt i 2. g hvor jeg læste til fysikeksamen, tog min mor og lillebror en tur til Italien med min brors fodboldhold. Det hørte virkelig til sjældenhederne, at min mor forlod huset eller min far. Men den uge var jeg alene med ham. Jeg vidste lige præcis, hvordan min mor havde haft det. Jeg holdt øje med ham hele tiden og prøvede at sørge for, at han blev inde i huset, så han ikke skulle køre bil eller komme til skade, og samtidig skulle jeg læse til eksamen. Det var forfærdeligt.

Så kom tomrummet

I en periode tog min far noget arbejde i Norge. Han kom hjem til, jeg blev student, og vi fandt ham døddrukken på sin kuffert foran huset. Næste gang han tog til Norge, flyttede vi.

Det var en kæmpe lettelse, men der var også et stort tomrum. Både fordi jeg ikke skulle præstere noget på gymnasiet, men også fordi jeg ikke skulle kæmpe med min far hele tiden. Det hele fik lov til at synke ind, og jeg fik tid til at mærke mig selv. Min læge konstaterede, jeg havde en depression.

Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?

Min far drikker stadig. Jeg ville godt tilgive ham, hvis han bad om det. Men jeg kan stadig godt blive vred på situationen. De sidste fem år har jeg kæmpet for at holde humøret oppe, jeg tænker tit på, hvor lang tid det her kan tage, hvornår bliver jeg normal igen. Bliver jeg nogensinde normal?

Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var nogen, der greb ind. Jeg har bedt om hjælp, jeg har ringet til voksne omkring vores familie, jeg har fortalt, hvor grelt det stod til med hans drikkeri. Men de hjalp ikke, de lyttede til min far, når han sagde, at han var holdt op med at drikke.

Det har sat sig i mig som et stort tillidsbrud, at der ikke var nogen af de voksne omkring vores familie, der gjorde noget. Måske sagde jeg det på en forkert måde, måske var jeg for vred, jeg har sikkert ikke været nem… Det er faktisk det, jeg er mest ked af i dag.