En dag Emilie følte sig depri, malede hun et billede med hele kroppen. Det her er hendes ynglingsbillede af sig selv.

1. “På Tværs”

   • I forbindelse med Tværs' 40-års jubilæum sætter ungdomsgruppen C:NTACT forestillingen "På Tværs" op.
   • I forestillingen optræder 15 unge, som har oplevet noget svært, med deres personlige historier.
   • C:NTACT er en fond, som hører hjemme på Betty Nansen Teatret i København. Fonden laver forskellige kunstneriske projekter for unge med forskellig kulturel og social baggrund.
   • "På Tværs" har premiere på Betty Nansen Teatret den 21. oktober.
   • Læs mere om forestillingen og C:NTACT.

2. Læs mere:

   Læs mere, hvis du lider af anoreksi eller har andre problemer med mad som bulimi eller overspisning. Det kan også være, at du har et ekstremt forhold til sundhed eller styrketræning.

3. Din historie på Tværs:

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du vil dele din historie, så skriv til os på tvaers@dr.dk

   Følg os på Facebook:

   

    

Emilie var hårdt ramt af anoreksi, og selv om hun i dag har taget de tabte kilo på igen, fylder sygdommen stadig alt. Igennem teater vil hun fortælle andre, hvad anoreksi er.

Hun ved, hvordan det er at være tynd. Virkelig tynd. For et halvt år siden var hun hele 22 kilo mindre. Når man står over for hende, er det svært at forestille sig, at den spinkle pige har været mindre, end hun er nu.

- Mit hjerte var ved at stoppe. Det kunne næsten ikke mere, siger Emilie, som var indlagt på Bispebjerg Hospitals afdeling for spiseforstyrrelser i tre måneder.

Vil fortælle sin historie

Nu har hun bestemt sig for, at hendes historie skal frem i lyset. Det kommer den, når hun medvirker i stykket "På Tværs" på Betty Nansen Teatret i København sammen med 14 andre unge, som deler deres personlige historier med publikum.

Emilie stiller sig på scenen for at advare andre unge om anoreksi:

- Jeg håber, at de ikke tør kaste sig ud i at tabe "de første to" kilo, hvis de vejer dét, de skal. At de indser, at det ikke er fedt at være tynd, siger hun.

For Emilie er det et stort spring at fortælle sin historie fra scenen, men hun håber, at det vil lære hende noget. Hun vil nemlig gerne blive bedre til at tale om sin sygdom:

- Jeg vil gerne kunne snakke med andre om det. Ligesom få lettet byrden fra hjertet. Det er som om, det letter lidt, hver gang jeg siger det til nogen. Så forstår de andre mig måske, og så føler jeg, at jeg lidt nemmere kan komme videre, siger hun.

Ødelægger forhold til mor

Emilie bliver stadig kontrolvejet, går til samtaler hos en psykolog og har en særlig kostplan, som hun skal følge. Men kostplanen giver mange problemer. For hun kan kun spise hjemme hos sin mor, og moren er meget bevidst om, at Emilie skal spise helt slavisk efter den:

- Min mor kan snart ikke mere. Hun vil bare have den sygdom væk. Det eneste, vi laver, er at diskutere mad: "Der var for meget mad på den tallerken. Jeg skal ikke have så meget mad." Så vores forhold er virkelig ved at krakelere, trods vi altid har haft det så fantastisk sammen, siger hun.

Vil ikke være rask

Hvis Emilie skal være helt ærlig, vil hun slet ikke være rask. For med anoreksien beholder hun nemlig retten til at være lille og skrøbelig:

- Jeg sidder fast, fordi jeg stadig ikke vil være rask. Jeg vil så gerne være syg, for så kan jeg sige: "Se mig, her er jeg, jeg er speciel". For jeg synes, at “tynd” er specielt på den gode måde, siger Emilie.

Dog er noget i hende begyndt at indse, at anoreksien er en hindring for alt:

- Den tager så meget. Kræver så meget af mig. Men jeg får faktisk intet tilbage. Kun et lille kort sekund af selvværd, hvor jeg føler mig smuk, siger hun.

Emilie skal optræde med en monolog i forestillingen "På Tværs". I den fortæller hun blandt andet, hvordan hun sammenligner anoreksien med en dårlig veninde, hun engang havde. Veninden blev ved med at lokke hende i fælder, ligesom anoreksien gør nu.

- Det gør så ondt at tage på

Da Emilie var indlagt tog hun de 22 kilo på, som hun havde tabt. Læger og behandlere sagde, at det var et godt tegn. For jo hurtigere hun tog på, jo hurtigere ville hun blive rask.

Men Emilie føler sig slet ikke rask, selv om hun er normalvægtig. Hun kan stadig ikke spise en kage sammen med sin veninde og føler, at hun er gået helt i stå i sin behandling:

- Jeg vil så gerne kæmpe, men der er stemmer inde i mit hoved, som råber og skriger, hver gang jeg spiser. Det gør bare så ondt at spise og tage på, siger hun.

Emilie er ellers begyndt at synes godt om former. Men det er kun, når de sidder på andre. Selv er hun stadig låst helt fast i, at hun er smukkest, når ribbenene stritter:

- Jeg føler mig for tyk. Jeg vil gerne ses på en smuk måde. Sådan som jeg føler, er smukt, siger hun.