I mange år skar Anne-Mette i sig selv, se filmen, hvor hun fortæller om det.

1. Tværs på P3:

   Du kan høre Anne-Mette fortælle sin historie i ‘Tværs på P3′ i aften klokken 20 til 21.

2. Anne-Mettes råd:

   • Snak med nogen om, hvordan du har det, hvis du går med selvmordstanker. Som pårørende skal man heller ikke være bange for at snakke om det, og stille spørgsmål til det. Du skal ikke være bange for at sige de forkerte ting.
   • Hvis du går med selvmordstanker skal tænke hele situationen igennem, og visualisere det for sig. Hvad skal der ske bagefter? Hvem skal finde dig? Hvem vil du udsætte for det? Det kan afholde de fleste, for det vil man ikke udsætte nogen for.

3. Læs mere:

   Læs mere om selvmord og selvmordstanker og om at være efterladt eller pårørende til selvmord.

Anne-Mette har forsøgt at afslutte sit liv flere gange. Hvis ikke hun levede, ville hun slippe for smerten indeni og følelsen af at være en fiasko. I dag tackler hun selvmordstankerne ved at tale højt om dem og acceptere, at hun er følsom.

Først gang, det sker, er 2. juledag 2001. Jeg er 18 år, usikker på mig selv og synes, jeg er for tyk og grim. Jeg har været til fest med min kæreste, men jeg synes, han har afvist mig hele aftenen. Da jeg børster tænder, sluger jeg en masse piller, og lægger mig til at sove ved siden af ham.

Der går ikke langt tid, før jeg får det dårligt, og kaster op. Jeg kommer på skadestuen til udpumpning, men der er ingen, der kommenterer, at jeg har taget alt for mange piller. Det undrer mig, men jeg er glad for, at der ikke er nogen, der finder ud af, at jeg også er en fiasko, når det kommer til at tage mit eget liv.

Jeg har prøvet det mange gange siden, og jeg har været indlagt tre-fire gange. Jeg vågner op med et drop med modgift i armen, smerter i maven og ondt i halsen. Det føles som om kroppen brænder, fordi giften er så stærk. Så har jeg lovet lægerne, at jeg ikke ville gøre det igen, og så er jeg kommet hjem.

Andre gange er jeg ikke blevet indlagt, men har ligget syg derhjemme i flere uger. Når jeg er fysisk syg på den måde, giver det mig ro i hovedet. Og jeg har ikke overskud til at opretholde den afstand, jeg normalt har til andre. Jeg bliver mere omsorgsfuld, og jeg er også bedre til at tage imod omsorg.

Det var ikke nødråb

Det værste at få at vide er, at det kun er et råb om hjælp, for så tager man ikke de problemer, der ligger til grund for selvmordet alvorligt. Man negligerer de følelser, mennesker, der forsøger selvmord, har. I situationen var det ikke for at råbe om hjælp, at jeg gjorde det. Det er for at slippe for smerten.

I en lang periode tænkte jeg: Hvis bare jeg kan slippe væk herfra, så behøver jeg ikke bære ansvaret for mit liv og skammen over at fejle hele tiden. For jeg følte, jeg fejlede hver dag, fordi jeg ikke blev rask. Jeg ødelagde min familie. Min far fik en depression, fordi jeg var syg af spiseforstyrrelse og selvskade. Min søster var vred over, at jeg fik så meget opmærksomhed på min sygdom, og min bror ville ikke snakke med mig.

Jeg tænkte ikke, at det ville være egoistisk, hvis jeg begik selvmord. Jeg tænkte, at det ville være en lettelse for alle.

Det hjælper at tale om det

Man skal passe på med at sætte lighedstegn mellem selvmord og alvorligt psykisk syge, for det er forskelligt, hvor grænserne går for, hvor presset man kan holde ud at være følelsesmæssigt. Det behøver ikke være voldsomme problemer, der fører til, at man får selvmordstanker.

Jeg havde det meget svært i flere år med spiseforstyrrelse og selvskade. Jeg havde ikke noget filter, jeg kunne blive meget ked af det over små ting, og jeg følte ikke, jeg måtte vise, hvordan jeg havde det.

Det har hjulpet mig at finde det inde i mig selv, der gør, jeg tør snakke om det. Det gør jeg nu, og jeg har ikke forsøgt at begå selvmord i flere år.

Jeg er følsom på godt og ondt

Det er to grunde til, at jeg ikke har gjort noget ved mine mørke tanker i langt tid. Den ene er, at jeg er skræmt over, hvis jeg vågner igen. Det er en stor falliterklæring for mig. Men jeg er blevet bedre til at tale om tingene. Og det hjælper mig, at jeg bedre kan rumme mig selv.

Jeg læser mig selv bedre og ved, hvad jeg har brug for, og jeg har accepteret, at jeg er et følsomt menneske. På godt og ondt. Det er mit følsomme sind, der gør mig meget ked af det af og til, men det er også det, der nemt gør mig glad, og gør mig stædig og stærk og temperamentsfuld, så jeg får ting gennemført.