Selvom du ikke er et lille barn længere, kan dine forældres skilsmisse stadig være en smertefuld oplevelse, eller du kan stadig være påvirket af de oplevelser, du havde med dine forældres brud og skilsmisse, da du var yngre.
Det kan volde mange problemer for et barn at havne midt i en skilsmisse. Forældre i den situation kan blive meget “barnlige”, og trække barnet med ind i konflikten på en måde, som er ubehagelig og dårlig for barnet og for hele familien.
Det kan være, at den ene forælder tager barnet som “gidsel” overfor sin eks-partner for eksempel ved at nægte at give ham/hende lov til at være sammen med barnet. Eller nægte barnet at se sin far/mor, blot fordi forældrene har et dårligt forhold. Det kan være, du som barn har oplevet at blive frittet ud om, hvad der foregår i for eksempel din fars hjem, når du har været på besøg der.
Det kan være sårende at høre sine forældre tale grimt om hinanden, når du nu holder af dem begge, og gerne vil være loyal overfor både din mor og din far.
Der er mange følelser på spil imellem forældre, der står midt i en skilsmisse. Så mange følelser, at der faktisk ikke er plads til flere. Det vil sige, at der er en fare for, at børnenes følelser bliver overset og undertrykt.
En af de vigtige ting at huske på som barn i en familie med skilsmisse er, at dine forældres problemer aldrig er din skyld. Og det er heller ikke dit ansvar at løse dem. Skilsmissen og de problemer, som dine forældre har nu eller har haft, er deres ansvar alene. Og du har lov til at elske begge dine forældre, selvom din mor og fars følelser for hinanden har ændret sig.
Har du brug for hjælp
Hvis du har brug for hjælp, kan det være en idé at kontakte Børns vilkår.
De tilbyder forskellige former for rådgivning til børn og unge, og kan også fortælle dig, hvad dine rettigheder er, hvis du er under 18 år. For eksempel hvis din mor ikke vil lade dig se din far, eller hvis du gerne vil være med til at bestemme, hvor du skal bo, men ikke får lov.
Hvis du trænger til nogle at dele dine problemer med, kan du også ringe til Ung på Linie, hvor du kan få helt anonym telefonrådgivning.
Hvis du selv skal skilles eller er skilt, kan du få hjælp og rådgivning hos Mødrehjælpen.
Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.
Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.