Tværs

du er ikke alene

At få børn

  1. 10-15 procent af alle kvinder og fem-otte procent af alle mænd får i forbindelse med deres barns fødsel psykiske vanskeligheder, som kræver professionel hjælp. Vanskelighederne kan opstå både før og efter fødslen.

At få børn kan være en af de fineste oplevelser i livet, men det kan også være en af de største udfordringer.

En af udfordringerne er, at det stadig er lidt af et tabu, hvis man har svært ved at finde sig til rette i sin nye rolle som forælder. Det kan føles som om at omverdenen forventer, at man er lykkelig og på en lyserød sky hele tiden, hvilket måske ikke er sådan, man har det.

Det kan være svært at være forælder, og problemerne kan opstå både i forbindelse med dine følelser over for barnet, og i den påvirkning et lille barn har på dit parforhold. At gå fra at være to til at være tre i familien kan være svært. Bare det, at du ikke får søvn nok, kan være et tærende problem, for du har hverken tid eller energi til de ting, du før havde, og det går ud over dit parforhold og dit sociale liv. Du kan også blive bange for, at du ikke elsker dit barn. Dit liv bliver ændret i en periode, men det fortsætter ikke for evigt.

Men det kan være, at du har brug for hjælp til emner af mere praktisk karakter, såsom økonomi, uddannelse og skilsmisse.

Rådgivning

Hos Mødrehjælpen kan du få hjælp og rådgivning til at få familielivet til at hænge sammen, både hvad angår sociale rettigheder, uddannelse og arbejde, parforhold, graviditet, abort, vold i familien, skilsmisse, forældremyndighed, samvær, økonomi og meget andet.

Mødrehjælpen har kontorer i Århus, Odense og København, hvor du kan møde personligt op, samt en landsdækkende telefonrådgivning.

Familielinien er Mødrehjælpens tilbud til gravide og børnefamilier. Du kan henvende dig anonymt og få rådgivning inden for alle familielivets områder, og du kan komme i kontakt med andre i samme situation som dig.

Er du ung mor under 25 år i København kan du i Mødrehjælpens projekt “Ung mor på vej“ få støtte til forældrerollen, hjælp til at etablere et netværk samt mulighed for personlig støtte.

Uden for Mødrehjælpens åbningstid kan du kontakte Døgnvagten, som er et akut rådgivnings- og vejledningstilbud i Københavns Kommune.

Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.

Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.

Fødselsdepression

Det er normalt at være rundt på gulvet, når man lige har fået et barn, og det tager tid at vænne sig til din nye rolle som forælder. For mange er oplevelsen af at stå med en baby i armene, slet ikke som de forventede. Du skal vænne sig til at tilsidesætte dine egne behov, leve med konstant søvnmangel, og du skal lære barnet at kende.

De fleste vil efter noget tid vænne sig til rollen og det anderledes liv, og vil blive glade for det. Men for andre vil det være svært, og det er normalt at få dårlig samvittighed over, om man nu gør det hele godt nok.

Hvis du går og er ked af det i længere tid, efter at du er blevet forælder, og du måske ikke kan forklare hvorfor, kan det være, at du har fået en fødselsdepression. Fødselsdepressioner kan ramme både mænd og kvinder. Man kan være ked af det og i nogle tilfælde få tanker om at skade sit barn og derfor blive bange for sig selv.

Tegn på fødselsdepression

Tegn på fødselsdepression kan være, at du græder meget, at du bebrejder dig selv, at du ikke føler dig tilpas i rollen som forælder, og slet ikke kan overskue dagligdagen med en baby. Du kan også føle dig trist, energiforladt og træt, og du kan have svært ved at sove. Det kan også være, at du slet ikke har lyst til sex, berøringer eller at være social. Det er symptomer, du skal tage alvorligt, og hvis du synes, det hele er svært, skal du kontakte din sundhedsplejerske eller læge.

Tal med nogen om det

Det er ikke din skyld, at du har fået en fødselsdepression, og det er ikke flovt – men tværtimod noget, der rammer en del nybagte forældre. Men det kan være rigtig svært at tale med nogen om det, da det stadig er et tabubelagt emne, for man forventes jo at være lykkelig og svæve på en sky, når man har fået et barn.

Fortæl din kæreste, din ven, din mor eller en anden, hvordan du har det. Så vil de også få større forståelse for, hvorfor du agerer, som du gør. Det er også vigtigt, at du fortæller dem, hvad du har brug for, så de kan hjælpe dig – både med at få hjælp og i hverdagen.

Hvis du er deprimeret, har du svært ved at tage dig af dit nyfødte barn og udvikle et godt mor/far-barn-forhold fra starten. Det kan du få dårlig samvittighed over, og det kan være med til at fastholde depressionen. Det er derfor vigtigt hurtigt at komme i behandling for en fødselsdepression.

Det er vigtigt for både din og dit barns skyld, at du beder om hjælp.

Man har gode erfaringer med at behandle fødselsdepressioner med samtaler, og det er derfor vigtigt, at du søger hjælp, også hvis du kender en, du har mistanke om, er ved at udvikle en fødselsdepression. Du skal kontakte din læge eller din sundhedsplejerske, som kan vise dig videre til en psykolog eller psykiater. Både din læge og sundhedsplejerske har tavshedspligt.

At blive far

Der kan dukke spørgsmål og udfordringer op, når du bliver far, uanset om du stadig er sammen med barnets mor eller ej. Du kan have svært ved at vænne dig til det ansvar, som opgaven som far kræver, eller du føler dig måske tilsidesat i forhold til barnets mor og hendes forhold til barnet. Hvis du ikke er sammen med barnets mor, kan situationen måske være så spændt, at I har behov for hjælp til at løse konflikterne.

Det kan også være, at en pige, du knap kender og måske kun har været sammen med en enkelt gang, meddeler dig, at hun er gravid med dit barn. Det er ikke altid op til fyrene at vælge, om de vil være fædre, for den slags valg er i vores samfund implicit forbeholdt pigen. Hør mere i dokumentarprogrammet Klubværelset på P1.

Min kæreste har et barn

Der kan være mange udfordringer forbundet med at blive kæreste med en, der har et barn. Pludselig skal du forholde dig til et barn, til din kærestes eks-kæreste (og barnets mor eller far), samt til at se din kæreste som forælder – til et barn, der ikke er dit.

Har din nye kæreste et barn med sin eks-kæreste, må du acceptere, at de stadig snakker sammen og ses i ny og næ. Det kan ikke være anderledes, og hvis du alligevel synes, det er svært, må du minde dig selv om, at det er for barnets skyld.

Litteratur om at få børn

Rigshospitalet har udgivet en folder om mænd og fødselsdepressioner.

Lise Gullestrup og Inger-Merete Terp "Fødselsdepression" (Psykiatrifonden, 2008)

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.