-
Omkring 100.000 danskere har i forskellig grad problemer med pengespil. Størstedelen er mænd mellem 21 og 55 år.
-
Den gennemsnitlige spillegæld for en mand, der kommer på Center for Ludomani, er 1 million kroner. For kvinder er spillegælden 750.000 kroner.
Knap hver tredje ludoman har begået økonomisk krimininalitet.
Knap hver tredje ludoman har haft tanker om at tage sit eget liv.
Ludomani er, når du bliver afhængig af at spille for eksempel på enarmede tyveknægte eller onlinespil og net-poker. Afhængigheden sammenlignes med at være afhængig af alkohol og stoffer. Tit ved ludomanen godt, at han eller hun har et problem med at spille, men formår alligevel ikke at stoppe.
Når du er afhængig af spil, er det spillet, der fylder dine tanker. I andre situationer, hvor du er sammen med andre – for eksempel på arbejde eller i skole – tænker du hele tiden på, hvordan du slipper væk, så du kan komme tilbage til dit spil. Du er ikke mentalt til stede.
Ludomani belaster ikke kun dig, der spiller. Også familie, venner, kærester og kolleger bliver påvirkede. Hverdagen med en ludoman bliver tit fyldt med løgne, mistillid og frustration, og det er vigtigt, at du får hjælp, hvis du er ludoman.
Hvem bliver ludoman?
Kvinder er typisk "escape gamblers", som spiller for at flygte fra vanskelige følelser og problemer. Mænd er som regel "action gamblers", som spiller for at opnå spænding.
Omkring 100.000 danskere har i forskellig grad problemer med pengespil. Størstedelen er mænd mellem 21 og 55 år.
Hvorfor bliver man ludoman?
Mange spiller mere, når de er i dårligt humør eller stressede. Mens du spiller, glemmer du virkeligheden. Du finder måske spænding i spil, og begynder måske derfor at spille mere.
Eller du føler dig mislykket og drømmer måske om et andet liv. Når du har vundet, oplever du positiv opmærksomhed, du har flere penge – og det giver lyst til at spille mere.
Afhængighedsforløb
Der er fire faser i et typisk afhængighedsforløb:
- Fase et: Vinder-fasen. Her vinder du den store gevinst og i troen på, at det er dit talent, der ligger til grund, fortsætter du jagten på endnu en stor gevinst.
- Fase to: Medaljens bagside. Du begynder at tabe, men erkender ikke dine nederlag, og ignorerer vennernes og familiens råd om at stoppe.
- Fase tre: Desperation. Her mister du helt kontrollen over dine spillevaner. Tabet og de mislykkede forsøg på at vinde pengene tilbage fører til sidst til, at du erkender, at du har et problem, men du er ude af stand til at stoppe.
- Fase fire: Den totale håbløshed. Du har mistet alt, inklusiv håbet, og du bliver derfor måske selvdestruktiv i denne fase.
Tegn på ludomani
Hvis du er på vej ud i et spillemisbrug, begynder du at opføre dig anderledes end du plejer. Du bruger natten foran computeren i stedet for at sove, du trækker dig tilbage fra familie og venner og bliver distræt, indelukket og svær at komme kontakt med, og du får tit humør-svingninger og kan ikke koncentrere dig eller finde ro. Hvis du forsøger at stoppe med at spille, vil du måske blive rastløs og irritabel.
Andre tegn på ludomani:
- du bliver væk fra arbejde for at spille.
- du spiller i længere tid end planlagt.
- du spiller for at glemme og komme væk fra bekymringer og problemer.
- du spiller som en belønning eller for at fejre begivenheder.
- du tager lån til at spille for eller til at betale spillegæld.
- du tilsidesætter din familie på grund af spil.
- du spiller for at redde økonomiske problemer.
- du lover dig selv eller andre at stoppe med at spille, men spiller alligevel videre.
- du bliver spundet ind i løgne og undskyldninger overfor din familie og venner.
Rådgivning og behandling
Hvis du er i behandling eller kender en, der er, er det sværeste at indse, at du har et problem, eller at få den du kender til at indse det.
Du kan kontakte Center for Ludomani på telefon eller mail, og få en hjælp og rådgivning, hvadenten du har mistanke om, at du selv bruger for meget tid på at spille eller kender en, der gør det.
Center for Ludomani tilbyder gratis hjælp og rådgivning, og du kan kontakte dem på telefon eller mail.
De tilbyder også kurser for pårørende og gratis behandlingsforløb, og du behøver ikke en henvisning fra din læge.
I behandlingen spørges der til, hvornår ludomanen spiller fremfor hvorfor. På den måde kan den spilafhængige lære at gennemskue, hvornår han får lyst til at spille, så han kan styre udenom de situationer og på den måde undgå tilbagefald.
Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.
Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.
Litteratur om ludomani
Per Straarup Søndergaard: “Unge på spil – Om problemspil og ludomani blandt unge” (2006, Kroghs Forlag).