Tryk play og se, hvordan Mortens liv var inden han flyttede til Jylland.
-
Tager du stoffer?
Læs om hash og stoffer, og se, hvad stoffer gør ved hjernen.
-
Et liv uden stoffer
- Søren, Mette, Pernille og Morten deltager i DR1. dokumentaren ‘Et liv uden stoffer’, som er en opfølgning på programmerne '100 dage uden stoffer'.
- Du kan sende din kommentar til Pernille, Morten, Mette og Søren.
-
Læs også:
- Pernille: Det er hårdt at lære mig selv at kende.
- Mette: Jeg kan ikke stoppe.
- Søren: Jeg har opgivet mine drømme.
-
ADHD:
To til seks procent af alle skolebørn har ADHD – det svarer til mindst én i hver klasse. Læs mere om ADHD.
Morten måtte opgive alle sine gamle venner og flytte fra Sjælland til Jylland for at blive stoffri. Nu forsøger han at bygge et nyt liv op med nøje udvalgte venner og afsavn til familien.
Der er mange ting, jeg giver afkald på. Jeg er flyttet fra alle mine gamle venner og min familie.
Min mormor er syg, så jeg ville gerne kunne se hende meget mere. Jeg savner at kunne tage hjem til hende eller de gamle og spise aftensmad. Tidligere så jeg dem, hver gang jeg manglede penge, så det blev til otte-ti gange om måneden. Nu ser jeg dem hver anden måned.
Jeg savner også det fællesskab, jeg havde med mine venner. Den måde vi skejede ud på sammen. Det var fedt at fyre den af, som vi gjorde.
Man må gøre regnestykket op
Men man må opveje de gode og de dårlige sider, og se hvordan regnestykket går op. Da jeg boede i København, var det meget en dag-til-dag tilværelse, jeg havde. Jeg levede i usikkerhed uden at vide, om jeg var købt eller solgt, fordi der hele tiden foregik noget med kommunen.
Dengang havde jeg gå-i-byen venner og drukkammerater. Mine venner havde deres liv kørende. Nogle var i gang med uddannelse, andre havde arbejde. Det, vi havde tilfælles, var druk, stoffer og tjald
Når lortet brænder på, er 80 procent af ens venner og familie der alligevel ikke for dig. For mig er det min familie, som har hjulpet mig, så meget de nu kunne.
Jeg ved altid, hvor jeg kan købe stoffer
Det er første gang, jeg har holdt mig stoffri så længe, men det er stadig hårdt arbejde. Som misbruger glemmer jeg aldrig misbrugsdelen i mig. Jeg prøver at få noget konstruktivt ud af det, og finde nogle andre ting at distrahere mig selv med, så jeg kan få tankerne fra det. Men jeg har stadig trangen.
Der går ikke 14 dage, så ved jeg, hvor jeg kan få stoffer, selvom jeg flytter til en ny by. Misbrugere kan genkende hinanden. Derfor bliver jeg også stadig tilbudt stoffer. Jeg siger pænt nej tak, mens jeg tænker, at det fandme kunne være rart at tage lidt igen. Men jeg holder mig fra det. For ellers kunne jeg jo lige så godt være blevet i det lort, jeg var i.
Vælger mine venner med omhu
Jeg har hevet mine teltpæle op før, uden at det er lykkes. At jeg nu kan flytte væk fra min vennekreds, og holde mig stoffri handler om, at min indstilling til det er ændret. Tidligere har jeg ikke gjort et helhjertet forsøg. Dengang havde jeg ikke fået nok slag over snuden til at tage det seriøst.
Jeg manglede opbakning og en mening med at stoppe med at tage stofferne. Denne gang var jeg heldig at rende ind i nogen, der kunne give mig en praktikplads, mens jeg tog 10. klasse. Og jeg har fundet nogle gode venner.
Jeg vælger mine venner med større omhu nu. Jeg hænger ud med folk fra min klasse og fra ishockey. Vi drikker pilsner og laver god mad. Jeg bliver glad, når de melder tilbage, og vil bakke mig op, i det jeg gør, og viser interesse i at være sammen med mig.
Nu vil jeg have en uddannelse
Jeg kan stadig ikke se de gamle venner uden at falde i. Det udvikler sig hurtigt, når jeg smutter forbi en gammel kammerat. Vi sidder og kigger på hinanden og tænker, hvad skal vi nu? Så går vi hele linen ud, som vi plejer.
Det slår fuldstændig fra for mig, og jeg ryger tilbage i de dårlige vaner. Det er jo fedt at skyde den af, og når jeg gør det, er det både de gamle venskaber og stofferne, jeg har savnet.
Med de nye venner kan jeg sagtens sidde og spille playstation, men det ville være mærkeligt med de gamle.
Bagefter får jeg så sindssygt dårlig samvittighed over det, så jeg prøver at holde mig hos min familie, når jeg er i København. For nu har jeg lyst til og brug for at tage en uddannelse. At tage mit kørekort var mit første mål, som jeg gennemførte. Men man skal blive ved med at sætte nye mål. Bare fordi man får en sejr, skal man ikke hvile på lauerbærene.