Tværs

du er ikke alene

Depression

  1. Cirka en halv million danskere rammes af depression i løbet af livet.


Diagnosen depression hører under den gruppe af lidelser, som man kalder affektive lidelser. Affektive lidelser er sindslidelser, hvor stemningslejet afviger fra det almindelige.

Hvis du har en depression, er den stemning du oplever derfor trist og nedtrykt. Sygdommen går altså udover dit humør og tanker, og at have en depression kan føles som at se livet gennem meget mørke briller.

Alle kan være triste og kede af det i perioder. Men hvis du er nedtrykt i længere tid, kan der være tale om en depression. Man har gode erfaringer med at behandle depression, men det kræver, at du opsøger hjælp, så du ikke lader depressionen stå i vejen for dit liv.

Hvordan føles en depression?

Det er forskelligt, hvordan en depression føles. Nogle bliver triste og kede af det, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Man kan også føle sig meget træt og få svært ved at tage sig sammen til noget som helst.

Hvis du er deprimeret, kan du føle dig plaget af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, som du føler, at du “har gjort forkert” på et tidligere tidspunkt. Du har måske lavt selvværd og føler ikke, du er god til noget.

Det kan også være, du mærker en slags indre uro, rastløshed og angst, som gør, at du ikke kan finde hvile. Du mister måske appetitten og dit energiniveau ligger generelt under, hvor det almindeligvis skal ligge. Måske bliver din søvn også forstyrret, således at du enten har svært ved at sove eller modsat sover mere end du plejer.

Hvorfor får man en depression?

Du kan være arveligt disponeret for at blive deprimeret, men du kan også få en depression, uden at der er nogle umiddelbare årsager. Du kan støde på et problem, som medfører en depression på ét tidspunkt, men som ikke gør det på et andet tidspunkt. Så det er meget svært at sige, hvad der udløser en depression. Der er nogle risikoforhold, der kan have en negativ effekt i forhold til at få en depression.

Det er blandt andet:

  • Lavt selvværd
  • Perfektionisme
  • Hang til pessimisme
  • Vedvarende stress
  • Langvarig sorg og bekymring
  • Alkohol- og Stofmisbrug

Hvordan behandles depression?

Det kan virke uoverskueligt at søge om hjælp, hvis du har en depression. Men det er vigtigt, at du gør det alligevel. For jo tidligere behandlingen starter, desto hurtigere virker den.

En samtale med din læge kan være første skridt på vejen mod at få det bedre, og din læge vil kunne hjælpe dig videre i systemet. De mest almindelige typer af behandling for depression er psykologisk behandling/samtaleterapi og medicinering – eller en kombination af begge:

  • Samtaleterapi. Lette til moderate depressioner kan ofte behandles med psykologsamtaler alene. Din læge har mulighed for at henvise dig til en psykolog, og du kan få op til 60 procent i tilskud til behandlingen fra det offentlige. I tilfælde af moderate til svære depressioner kan man kombinere samtaleterapi og medicin.
  • Medicin. Der findes flere typer af medicin mod depression. De påvirker signalstofferne i hjernen på forskellig måde.

Kender du en, der har en depression?

Hvis du kender en, der har en depression, så undgå at komme med gode råd til ham eller hende. Sæt dig i stedet ind i, hvad en depression er, og hjælp den syge til at finde professionel hjælp. På den måde tager du sygdommen alvorligt.

Her er 10 gode råd fra Depressionsforeningen til, hvad du kan gøre, hvis du kender en, der har en depression.

Det kan også være, du selv har brug for rådgivning, for det kan være hårdt at være pårørende til en, der har det skidt. Både hos PsykiatriFonden og hos SIND kan du som pårørende få rådgivning og råd.

Har du brug for hjælp?

Tabu er PsykiatriFondens side for og om børn og unge. Her kan du læse om de forskellige psykiske lidelser hos børn og unge og om muligheder for hjælp. Du kan anonymt få netrådgivning.

Du kan ringe til PsykiatriFondens telefonrådgivning, hvis du har brug for hjælp eller bare en at tale med. Det kan dreje sig om alt fra en lettere depression til svære psykoser. Hjælpen er gratis, anonym og personlig.

Du kan også få hjælp hos DeprssionsLinien, som er et tilbud til personer med depression og til pårørende, der gerne vil tale med nogle, som forstår, hvilke problemer det kan give at have en depression eller at leve tæt på en, der er deprimeret.

Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.

Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.

Litteratur

Per Straarup Søndergaard “Et spind af sorte tanker. Om unge og depression
(Forlaget Turbine, 2010)

 

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.