Camilla skrev et brev til Tværs, efter hun var blevet voldtaget. Læs det her under.

2. Din historie på Tværs:

   Hos Tværs er heltene dem, der fortæller åbent om det, der ikke sidder lige i skabet.
   Hvis du vil dele din historie, så skriv til os på tvaers@dr.dk

   Følg os på Facebook:

   

    

3. SMS'er fra lyttere:

   Hvad med gerningsmanden?
   Hej derinde :) Super at du tør stå frem :) Hvad med gerningsmanden, fik de nogensinde fat i ham? Og var det vigtigt for dig? Og er det vigtigt for behandling i det hele taget? :)

   De bedste ønsker
   Hey Camilla, er virkelig ked af du måtte opleve noget så grusomt og forfærdeligt. Ønsker dig alt det bedste i fremtiden. Hilsen Kristoffer

   Anmeldelse?
   Findes der voldtægter der ikke kan anmeldes? Vh annonym

   Det er aldrig ens egen skyld
   Sejt at du vil stå frem i radioen Camilla. Det er vigtigt at sådan nogle historier kommer ud! Det er rigtigt at det ligegyldigt, hvordan ofret går klædt, aldrig kan være ofrets skyld, og gerningsmanden skal dømmes hårdt. Men at tro det er uden betydning, hvordan man går klædt er naivt. Ønsker dig alt held og lykke fremover Camilla!

   Du er megasej!
   Kæreste Camilla – største kram, knus og kindkys til dig! Din historie giver mig gåsehud og synes du er Mega sej og stærk du står frem og fortæller dinhistorie ! Håber det bedste i fremtiden for dig . Mathilde

   For mange piger anmelder falske voldtægter
   Camilla har lige åbnet mine hørebøffer og har hørt meget lidt,men nok, synes du er sej når du fortæller om det du været udsat for, desværre er det sådan at der er så mange medsøstre der ødelægger det, desværre er der flere falske end reele anmeldser, piger der ude anmeld nu kun de rigtige sager !!! Camilla pøj pøj og hatten af for dig, du har intet gjort galt. Kh frank far til 5 deraf 3 piger.

   Hvordan har du det med tillid nu?
   Tværs – Camilla, føler dybt med dig over hvad der er sket. Hvordan har du det med at stole på folk nu så? Det var vel noget der gjorde dig meget mistroisk hvad mænd angår? Mvh kenny.

   Er du afklaret i dag?
   Hold da op en omgang! Det lyder ekstremt hårdt! Men hvor er du sej at sidde og fortælle så åbent om det. Det virker som om du er helt afklaret med det. Er du det? Det må også være dejligt at have en familie man stoler så meget på!

   Hvad med kærester og sex i dag?
   Camilla, hvordan har du det med sex og kærester i dag? Hilsen Michelle, der har prøvet det samme….. :/

For tre år siden blev Camilla voldtaget af en ukendt gerningsmand. I dag har hun det godt igen, men både overfaldet og politiets beskyldninger om, at Camilla løj om overgrebet fik svære konsekvenser for hende.

Før Camilla var i 'Tværs på P3' for at fortælle om den dag, hvor en voldtægt vendte om på hele hendes liv, havde hun sendt et brev til Tværs. Herunder kan du læse et redigeret uddrag af brevet:

Hej Tværs

Jeg hedder Camilla, jeg er 22 år.

Da jeg fyldte 19 år havde jeg boet i min nye lejlighed i Rødovre i halvanden måned. Jeg havde job på Baresso, som jeg var meget glad for, og jeg var i gang med at læse til mediedesigner. Jeg var sikker på, at mit liv var perfekt, og at intet kunne ramme mig.

MEN det skete desværre. Jeg blev ramt, dybt.

På vej hjem fra arbejde efter en meget lang dag skulle jeg tage metroen til Vanløse, som jeg havde taget mange gange før. Derefter skulle jeg med bussen fra Vanløse station til Damhusengen, hvor jeg skulle gå de sidste 100 meter for at komme hjem. Jeg kunne vælge at gå igennem parken ved Damhusengen, og komme hjem på et minut. Eller jeg kunne gå udenom og bruge fem minutter på at komme hjem.

Jeg var træt efter en lang dag og skulle bare hjem, så jeg tog smutvejen.

Det er noget, jeg har fortrudt hver dag. For de 100 meter blev de værste 100 meter i mit liv.

Jeg blev overfaldet, fik skåret mit tøj op, blev skåret forskellige steder på kroppen og voldtaget. Det var så slemt, at da gerningsmanden “var færdig" og gik, måtte jeg kravle hjem til min lejlighed med de skader, han havde forvoldt mig.

Jeg var i chok. Da jeg endelig havde fået mig selv ind i lejligheden, ringede jeg til min mor og sagde, at de blev nød til at komme hen til mig med det samme, for der var sket noget jeg ikke kunne forklare over telefonen. Jeg havde blod på begge hænder og i hovedet, jord og græs over det hele, og mit tøj hang næsten ikke sammen. Da mine forældre kom indenfor, blev der ringet efter politiet, og vi blev bedt om at køre til den nærmeste skadestue, og så ville politiet efterforske sagen, når jeg var blevet tilset af en læge.

Jeg kom igennem mange ubehagelige afhøringer, hvor jeg skulle forklare historien igen og igen for nye betjente og læger. Problemet var desværre, at kaffe, som jeg havde på mit tøj grundet mit arbejde på Baresso, neutraliserer andre lugte, og derfor kunne politihundene ikke lugte min eller gerningsmandens lugt. Det vil sige, at selvom der var blod på gerningsstedet, så kunne de ikke bevise, at jeg ikke havde været alene.

Politiet tvivlede på min historie, og jeg skulle forsvare, at episoden ikke var noget, jeg selv havde fundet på. Politiet påstod, jeg selv havde forvoldt mine skader, selv havde revet mit tøj i stykker og havde gjort det for at få opmærksomhed.

Jeg ramte det dybeste sorte hul med det største BRAG. Da jeg kom tudbrølende ud fra afhøringsrummet og hen til mine forældre, vidste jeg ikke hvordan jeg på nogen måde skulle komme op af det hul igen! Jeg troede politiet kunne hjælpe mig i den forfærdelige situation, men jeg var bare helt alene i det.

De 100 meter var en smutvej i mit liv som har ændret ALT. Jeg måtte flytte hjem til mine forældre og stoppe studiet. Jeg prøvede at få hjælp af psykologer, og troede faktisk, det kunne hjælpe mig, men da der var gået et år efter voldtægten kunne jeg ikke klare mere. Hele min verden ramlede sammen, jeg tabte mit hår og fik erklæret svært belastet Post Traumatisk Stress Syndrom. Jeg ville tage mit eget liv, og blev derefter indlagt på en lukket afdeling på Frederiksberg Hospital. Jeg var der i to til tre uger, og derefter fik jeg den hjælp, jeg havde brug for.

Det er nu tre lange år siden det skete, men i dag kan jeg stolt sige, at jeg starter studie til februar, har fået lejlighed med min nye kæreste og arbejder i butik. Jeg undgår stadig offentlig transport. Det er en byrde jeg desværre har fra overfaldet, men bare vent – om tre år sidder jeg i den metro på vej mod Vanløse igen, og vil være stolt af det.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver min historie til jer, men det har lettet mit hjerte, og jeg håber folk forstår, at den hjælp man gerne vil have, lige meget hvad man har været igennem, er derude et sted. Det gør mit hjerte stærkere, at P3 kan åbne op om sådan historie, og jeg sætter pris på, at der findes så stærke personer i vores land, der tør at stå frem med de byrder, der vil følge dem resten af livet!

M.V.H Camilla

Læs hele Camillas brev til Tværs her.

I lydklippet kan du høre hele historien om, hvordan politiet ikke troede på Camillas historie, og hvordan hun har haft det med fyre og kærlighed efterfølgende.

Psykolog Hanne Petersen fortæller også, hvilke konsekvenser voldtægtsofre typisk vil opleve efter et overfald.