Seksuelle overgreb kan foregå mellem venner, kærester, de kan begås af helt fremmede og de kan forekomme i familien.
Hvad er seksuelle krænkelser?
Seksuelle krænkelser defineres bredt og kan derfor både være verbale overgreb, fysiske overgreb eller noget du bliver tvunget til at se på. Det kan for eksempel være:
- Seksualiseret sprog.
- At blive tvunget til at se pornofilm.
- At blive tvunget til at overvære voksensex.
- At blive befamlet eller kysset.
- Seksualiseret vold.
- At blive tvunget til at deltage i for eksempel onani eller oralsex.
- Tvungent samleje/voldtægt.
Det er tale om et overgreb, ligegyldigt om det har fundet sted én gang eller igennem flere år. Et seksuelt overgreb og misbrug kan ske mellem venner, i kæresteforhold eller eksempelvis mellem et barn og dets lærer, en ven af familien eller lignende.
Hvis overgrebet meldes til politiet, vurderer de sagen ud fra en juridisk definition. Den kan være lidt skarpere end det oven for, men sagerne vurderes altid individuelt.
Hvad er incest?
I juridisk forstand defineres incest i straffelovens §210, som samleje mellem slægtninge i nedstigende linje eller mellem søskende. I nedstigende linje betyder, at det er forældre eller bedsteforældre, der udsætter deres børn eller børnebørn for samleje.
Det betyder ikke, at det er lovligt for stedforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner at udsætte dig for seksuelle krænkelser. Men hvis andre end dine forældre, søskende eller bedsteforældre udsætter dig for seksuelle krænkelser er der ikke tale om incest, så er der tale om seksuelle overgreb.
Hvem udsættes for incest og seksuelle krænkelser?
Incest og andre seksuelle krænkelser kan forekomme i alle slags familier og i alle samfundslag. Det er også både drenge og piger, der bliver misbrugt, men der er cirka dobbelt så mange piger, som drenge, der bliver krænket.
Det er svært at sige, hvor mange der bliver udsat for incest eller andre seksuelle krænkelser, fordi overgrebene næsten altid foregår i hemmelighed, og fordi ofrene ofte bliver truet til at tie stille af den, der begår krænkelserne. Derfor står de sjældent frem og fortæller om overgrebet, før lang tid efter det er sket. Men hvis du er en af dem, der har oplevet at blive misbrugt seksuelt, er du langt fra alene om det, selv om det måske kan føles sådan.
Det er aldrig din skyld
Det er aldrig din skyld, hvis du er blevet udsat for incest eller andre seksuelle krænkelser – heller ikke selv om du ikke sagde fra, mens det stod på! Det kan også være, du har ladet dig lokke til overgrebet, eller at du måske syntes, overgrebet var til at holde ud, mens det stod på, eller holder af personen, der har krænket dig. Ansvaret ligger altid hos krænkeren. Aldrig hos dig!
Normale reaktioner efter et overgreb
Når børn og unge udsættes for seksuelle overgreb, undertrykker de typisk kontakten til deres egen krop og deres følelser for at kunne holde situationen ud. Det gør, at de som voksne kan komme til at føle sig anderledes og isolerede. Hvis du har været udsat for et overgreb, er det også meget normalt, at du føler dig skyldig og skammer dig over det, der er sket. Mange får en grundlæggende mistillid til verden og føler, at der ikke er nogen man kan stole helt på.
Voksne, der er blevet misbrugt som børn, glemmer ofte, at de var hjælpeløse børn, mens overgrebet stod på, og kan tænke “det var min skyld, jeg kunne jo bare have stoppet det” eller “når far gør noget ulækkert mod mig, må det være, fordi jeg er ulækker”. De glemmer, at de som børn ikke havde mulighed for at forstå, hvad der skete eller at stoppe det.
Følgende er almindelige eftervirkninger efter et overgreb:
- Problemer med håndtering af vrede og andre følelser
- Koncentrationsproblemer
- Forvrænget billede af eller dårligt forhold til egen krop
- Problemer med forholdet til det andet køn og krænkerens køn
- Problemer med seksualitet og kærlighed
- Forstyrrelser i appetit og søvn
- Problemer med at begå sig socialt med andre
- Vanskeligheder ved at mærke egne og andres grænser
- Tvivl om, hvad der er normalt og unormalt
Søg hjælp
Det er vigtigt at få talt med nogen, om de overgreb som du bliver udsat for – uanset om de bliver begået af en i din familie eller en uden for familien. For alle, der bliver udsat for seksuelle krænkelser, får i større eller mindre grad eftervirkninger af de overgreb, de er blevet udsat for.
Seksuelle overgreb er ofte forbundet med en stor skam og skyldfølelse, og det er utrolig tabuiseret. Derfor kan det være svært at snakke om. Men hvis overgrebene skal anmeldes, er der større chance for at der bliver rejst en sag, hvis der ikke er gået for langt tid mellem overgrebene og anmeldelsen, og hvis du har vidner, der vil tale om, hvad de har set, hørt eller ved.
Hvis du bliver truet til at tie stille, og derfor er bange for at fortælle om overgrebene, så benyt dig af et af de steder, hvor du kan få anonym rådgivning, så du kan få hjælp til at bearbejde de traumer, der kan være forbundet med at blive udsat for incest og andre seksuelle overgreb.
Her kan du få hjælp
Du kan få tilskud til konsultationer hos en psykolog, hvis du som barn eller ung har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Kontakt din læge for at få en henvisning.
Du kan også henvende dig til Joansøstrene anonymt og få rådgivning ved at ringe, møde op eller sende en mail, hvis du har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb.
Albahus er et rådgivnings- og behandlingssted for ofre for seksuelle overgreb, hvor du kan ringe til eller få rådgivning gennem chat.
Hvis du er barn eller ung, og du anmelder overgrebene, har du ret til en bisidder, som kan tage med dig til afhøring ved politiet eller møderne i en retssag. Hos Børnetelefonen kan de både hjælpe dig med at få en bisidder og tale med dig over telefon eller chat om overgrebene.
Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.
Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.
Kender du en, der har været udsat for et overgreb?
Hvis din ven eller veninde, har været udsat for et overgreb er det vigtigt, du er der for ham eller hende. Hvis din ven eller veninde endnu ikke har fået hjælp, skal du gøre, hvad du kan for at få dem til at søge professionel hjælp. Vær opmærksom på, at det kan være meget skamfuldt for vedkommende, men støt alligevel din ven i, at det ikke er hans eller hendes skyld, at overgrebet er sket, og at vedkommende har brug for hjælp.