-
Cirka 57.000 unge mellem 16 og 28 år i Danmark har mistet en eller begge forældre.
Verden kan ramle sammen, hvis din mor, far, en af dine søskende, bedste ven eller kæreste dør. Det kan være meget svært at tro på, at du kan få et godt og normalt liv igen.
Efter et dødsfald vil de fleste opleve at føle sorg. Sorg er ikke en sygdom, men en helt normal følelsesmæssig proces, der sættes i gang af et tab. Nogle føler sorg med det samme, og andre mærker først tabet og sorgen senere. Der kan være mange gode grunde til, at psyken ‘udsætter’ sorgen, men det er helt naturligt.
Tal om din sorg
Det vigtigste er, at du snakker med nogle om, hvordan du har det. De fleste vil gerne lytte og støtte, men mange er bange for at gøre dig ked af det, og kan have svært ved at spørge, hvordan du har det.
Det er også helt okay at have brug for at tale om tabet lang tid efter, det er sket. Det er normalt, at en sorg præger en i lang tid. Sorgen får en anden karakter med tiden, men derfor kan man stadig have brug for at tale med nogen om den.
Hvis du har det bedre med at tale med nogen, du ikke kender, kan du altid tale med din læge eller kontakte et af de rådgivningssteder, der findes i Danmark.
Det er slet ikke alle, der har brug for professionel hjælp, når de mister en nærtstående. Undersøgelser viser, at 60-80 procent af unge, der mister en forælder, klarer sig med den støtte, de får fra deres familie og øvrige netværk. Alligevel kan det være en god idé at søge hjælp, hvis du er meget tynget af sorgen. Ellers kan sorgen føre til andre problemer som depression, længerevarende sygemeldinger, dropout fra uddannelse, misbrug, appetit- og koncentrationsproblemer og nedsat overskud.
Kender du en i sorg?
Som pårørende, kan det være svært at vide, hvordan man skal håndtere, at en du kender, er i sorg. Men det er vigtigt ikke at have berøringsangst. Og det er vigtigt at vise, at du altid er klar til at snakke, hvis din ven har brug for det.
På Børn, Unge & Sorg kan du læse nogle gode råd til, hvad du kan gøre, hvis din ven er i sorg.
Har du brug for hjælp?
Der findes mange tilbud om hjælp og støtte, hvis du har mistet.
Både hos Kræftens Bekæmpelse og Børn, Unge & Sorg kan du få gratis rådgivning, hvis en, du holder af, er død.
Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis anonym rådgivning både via telefon og chat.
Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.
Du kan også gå til din læge. Han eller hun kan hjælpe dig med at få en henvisning til en sygesikringspsykolog, hvor du får økonomisk tilskud.
Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.
Sorggrupper
Både Kræftens Bekæmpelse og Børn, Unge & Sorg har sorggrupper i hele landet, hvor du kan møde andre unge, der har mistet. I en sorggruppe mødes du med andre unge, der har oplevet det samme som dig, og gennem et længere forløb får du bearbejdet din sorg.
Hvad er sorg?
Sorg viser sig på forskellig måde fra person til person. Der er nogle måder at reagerer på, der af og til går igen, men det er vigtigt at tilføje, at ikke alle har voldsomme reaktioner på et tab. Sagt på en anden måde; du er ikke unormal, hvis du ikke reagerer med stærke følelser. De fleste vil få nogle af de tanker og følelser, der er listet herunder i større eller mindre grad, når de oplever en sorg:
Du har blandede følelser
Sorg er ikke en enkelt følelse, men rummer alle de stærke følelser, der følger, når en du holder af dør. Det kan være tristhed, fortvivlelse, vrede, angst eller skyldfølelser over noget, du har gjort eller sagt, men også over noget du aldrig fik gjort – eller det hele blandet sammen. Det kan være meget smertefuldt at gennemleve, og du kan blive skræmt over dine egne reaktioner, fordi du ikke kan kende dig selv. Samtidig med at du savner den, der er død, oplever du måske også at skulle tilsidesætte dig selv og tage dig af den efterladte forælder eller mindre søskende.Du føler dig ensom
Det kan være svært for dine jævnaldrende at forstå, hvad du går igennem, hvis du er i sorg, fordi de ikke har prøvet det samme. Mange føler sig alene og anderledes end kammeraterne og vælger at trække sig fra sit sociale liv. Men du er ikke den eneste, hvis du har mistet en eller begge forældre. Det har cirka 57.000 unge mellem 16 og 28 år i Danmark, og nederst her på siden kan du finde steder, hvor du kan møde andre, der har det på samme måde som dig.Du føler dig magtesløs
Magtesløshed er også en følelse, der går igen hos mange, der er i sorg. Du oplever måske for første gang, hvordan der kan ske noget voldsomt, uden at du kan gøre noget som helst for at ændre eller forhindre det.Livet mister sin mening
Når du oplever noget forfærdeligt og er i sorg, kan det føles som om, at alle dine forestillinger om verden ramler sammen, og du skal nu finde dig selv igen. Du kan helt miste troen på, at livet har mening. Det kan give en følelse af ligegyldighed. Eller du reagerer måske ved at blive aggressiv, irritabel og sur i frustration over, at det, der er sket, er så uretfærdigt og meningsløst.Du bliver bange
Der er også nogle, der udvikler angst for, hvad verden bringer. For eksempel kan du blive bange for selv at dø, eller for at andre omkring dig skal dø. Det er ikke ualmindeligt at blive bange for at leve, når du har oplevet, at livet kan bringe forfærdelige ting.Du flygter fra sorgen
Når det gør så ondt at sørge, er det fristende at prøve at glemme det, der er sket. Du flygter måske fra sorgen, ved for eksempel at blive enormt aktiv, så du hele tiden laver noget og ikke bliver nødt til at føle sorgen eller ved at drikke mere alkohol, end du plejer.Du er træt
Det er hårdt at være i sorg. Derfor vil mange opleve at være udmattede og trætte. Du kan have svært ved at koncentrere dig og svært ved at huske. Du mister energien, sover meget eller det modsatte; har svært ved at sove, selv om du konstant er træt.Du bliver hurtigere voksen
Hvis du er barn eller ung, når du oplever sorgen, kan du hurtigt komme til at føle dig mere moden end dine jævnaldrende, fordi du bliver tvunget til at forholde dig til meget store følelser og livets alvor. Mister du en forælder, kan det også give et større ansvar for dine andre familiemedlemmer.