Tryk på play og se hvordan Maria har det i dag.
-
Tag chancen – bare ikke i trafikken:
I uge seks sætter Rådet for Sikker Trafik, DR og TrygFonden fokus på teenagere i trafikken i kampagnen ‘Tag chancen – bare ikke i trafikken.’
På Tværs kan du i denne uge, derfor se forskellige historier om unge, hvor trafikuheld har haft store konsekvenser.
-
Se mere:
Se mere om Maria, hendes mor og trafikuheld i Aftenshowet.
Da Maria var 11 år gammel, mistede hun sin storesøster, der blev dræbt i en trafikulykke. Men det var ikke kun en søster, der døde for Maria. Det var også hendes bedste ven. Efter Julies død følte hun sig meget alene, selvom hele familien var i sorg.
"Vi havde det rigtig godt sammen. Hun var min bedste veninde overhovedet. Som lille blev jeg mobbet meget i skolen og havde det rigtig skidt, men hun var i en lang periode min eneste ven," siger Maria, der som 11-årig mistede sin søster og bedste veninde, Julie.
Julie blev dræbt på sin cykel på vej til skole, hvor en lastbilchauffør overså hende i et kryds. Hun var 14 år gammel, og hun efterlod et kæmpe tomrum i hele familien og hos Maria.
"Det er meget underligt at vågne om morgnen og høre, at ens mor ligger og græder. Især når man er så lille, for du kan ikke gøre noget. I dag kan du sige selvfølgelig, kunne du ikke gøre noget. Men dengang vidste man ikke, hvad man skal gøre," siger Maria, og fortsætter:
"Man står alene, selvom man står midt i det som familie.”
Gik selv ud foran en bil
Det er stadig med gråd i stemmen, at Maria fortæller om sin søster, for selvom det nu er ni år siden, at Julie blev kørt ned, lever minderne og sorgen videre i familien.
Marias mor Helle kan nu se, at Maria var meget alene i sin sorg:
"Det må have været ufatteligt ensomt at være Maria i det, fordi vi kunne stå som de voksne, der havde mistet, men vi var to voksne, der havde mistet. Maria, hun var bare Maria, og hvor skulle hun gå hen med det. Så gik hun ud foran en bil," siger Helle, om et tidspunkt, hvor sorgen og ensomheden blev for meget for Maria, og hun i sin desperation selv gik ud foran en bil.
"Jeg vidste godt, selvom jeg ikke var så gammel, at det gjorde man ikke. Og jeg vidste også godt, at det gav min mor en masse andre ting at kæmpe med, hvis hun skulle frygte for at miste mig oven i,” siger Maria nu om episoden.
“Hun har flere gange sagt, at hun lever på grund af, at hun havde mig på det tidspunkt. Det var det der gjorde, at hun overlevede," forklarer Maria om, hvordan hun har været en støtte for sin mor.
Min søster kan ikke slettes
I dag har Maria også lært at leve videre, og minderne om hendes søster lever med hende.
"Jeg har haft en søster og uanset, hvad der er sket med hende, og hvad der sker med mig, så er det ikke til at slette på nogen måde," siger Maria, der på ni års dagen for Julies død fik tatoveret søsterens portræt på skulderen, så hun altid er med hende.