Tværs

du er ikke alene

Selvmordstanker og selvmordsforsøg

Nogle gange kan livet være så svært, at det ikke længere er til at holde ud, og måske synes du ikke, det er værd at leve. Det er i sådanne tilfælde, at selvmordstanker kan dukke op, og det at tage dit eget liv kan virke som den eneste udvej. Det kan både være smertefuldt og skræmmende at tænke over at begå selvmord.

Mange unge kæmper med den slags tanker, men heldigvis beskæftiger endnu flere mennesker sig med at hjælpe dem, der har det på den måde.

Jo længere tid, der går, før du søger hjælp, jo større er risikoen for, at dine tanker vil ende med selvmordsforsøg. Hvis du i lang tid har været under pres, og der har hobet sig en masse problemer op i dit liv, er det måske kun en lille dråbe, der kan få bægeret til at flyde over, og du gør alvor af tankerne.

Selvmordstanker er alvorlige. Det er derfor vigtigt, du søger hjælp og ikke ignorerer eller gemmer dine tanker og følelser væk.

Hvorfor opstår selvmordstanker?

Selvmordstanker er et tegn på, at der er noget galt i dit liv. Tankerne er ikke nødvendigvis et udtryk for, at du gerne vil dø, men de kan være et udtryk for, at livet gør ondt at leve.

Hos unge er det normalt, at selvmordstanker opstår i forbindelse med selvskade og misbrug. Selvmordstanker opstår også tit i forbindelse med psykiske sygdomme. Eksempelvis har mange med depression også selvmordstanker.

Hjælp til selvmordstruede

Det kan være svært at fortælle nogen om dine problemer og tanker. Mange med selvmordstanker er bange for deres pårørendes reaktioner: Vil de afvise dig, eller ikke tro på dig? Synes de, du er selvmedlidende? Men det er vigtigt, at du betror dig. Det kan hjælpe dig ud af de dystre tanker og følelser.

Du kan starte med at indvie en ven eller et familiemedlem, eller du kan søge direkte råd hos nogle af de mange rådgivningssteder, der står parat. Der findes mange tilbud om hjælp rundt omkring i landet.

I højre side kan du se en liste over de landsdækkende, anonyme og gratis tilbud.

Du kan også gå til din læge, din præst eller opsøge socialforvaltningen på din kommune. I alle tre tilfælde vil du blive henvist til anden relevant behandling. Det kan være et terapiforløb, psykologisk behandling eller ved selvmordsforebyggende teams. Hvis din situation er akut, kan du blive indlagt med det samme.

Læs mere om selvmordstanker hos Center for Selvmordsforskning.

Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.

Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.

Har du forsøgt selvmord?

Hvis du har forsøgt selvmord, skal du søge hjælp – uanset om dit selvmordsforsøg førte til behandling eller ej. Hvis du blev indlagt efter dit selvmordsforsøg, har du sandsynligvis fået tilbud om videre behandling.

Hvis du har forsøgt at tage dit liv, har du ret til op til 12 timer hos en psykolog, der er tilknyttet sygesikringsordningen. Du skal dog selv betale mellem 200 og 300 kroner pr. konsultation. Det er din læge, der skal henvise dig til en sygesikringspsykolog. Hvis du ikke har råd til det, kan du henvende dig på socialforvaltningen, som vil vurdere din økonomiske situation.

Det er vigtigt, du tager imod hjælp. Nogle tænker efter selvmordsforsøget, at de ikke har brug for behandling, fordi selvmordstankerne måske ikke virker lige så voldsomme efter indlæggelsen. Men al statistik viser, at tankerne kan komme tilbage senere i livet, og derfor er det vigtigt at tage imod al den hjælp, du bliver tilbudt, så du kan lære at møde livets vanskeligheder på en mindre farlig måde.

Konsekvenser af selvmordsforsøg

De fleste, der forsøger selvmord med piller og overdosis af medicin, overlever, men det er ikke altid uden livstruende konsekvenser. Overdosis af stoffet paracetamol, der findes i Panodil, Pamol og Pinex, kan give leverskader og føre til blødninger i maven og tarmkanalen. Hvis dette ikke behandles med det samme, bliver leveren ødelagt. Det kan føre til, at andre organer langsomt sætter ud, hvilket er dødeligt. En dosis af bare ti gram paracetamol om dagen kan være skadeligt.

Læs mere:

Per Straarup Søndergaard: “Skrig og fred. Om selvmordsforsøg blandt unge" (2008, Forlaget Turbine)

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.