Tværs

du er ikke alene

Sex

  1. Læs mere:

    Læs mere om AIDS og HIV og seksualitet.

Sex behøver ikke være et problem, men især når man er ung, kan man have brug for tid og plads til at lære sig selv og sine lyster at kende og til at finde sine egne grænser.

For nogle spiller følelserne for partneren en stor rolle, for andre er det mere "teknisk" og et spørgsmål om tilfredsstillelse. Det er vidt forskelligt, hvor man sætter sine grænser, og hvad man tænder på.

Bekymringer om sex

Sex kan føles kompliceret. Man kan være bekymret og bange for ikke at leve op til andres forventninger: Både i forhold til udseende og evner til at tilfredsstille og at blive tilfredsstillet. I situationen kan man opleve præstationsangst, rejsningsproblemer og manglende lyst. Selvom det kan føles som et stort nederlag, og det kan være svært at snakke om, er det helt normalt. Det er også almindeligt, at man som pige ikke bliver våd.
Under alle omstændigheder er det vigtigt at mærke efter i situationen, om du har lyst til det, du er i gang med. Så kan du undgå at overskride både dine egne og andres grænser.

Spørgsmål om sex kan også handle om angsten for at være "anderledes" – også rent fysisk.
Hvis du er i tvivl, om du fejler noget, eller om du er unormal, er det en god idé at gå til din læge og få opklaret sagen. Din læge har tavshedspligt, og er vant til at tage stilling til den slags spørgsmål.

Første gang

Den første gang man har sex, kan være romantisk, dejlig, forvirrende, svær, spændende eller ligegyldig.
Der er mange myter om første gang, og om pigers mødom. På nogle piger gør det ondt og bløder måske, for andre er det mere ukompliceret, og der kommer ikke noget blod.
I Danmark er den seksuelle debutalder i gennemsnit mellem 16 og 17 år. Men der er stor forskel på, hvornår man føler sig klar til at gå i seng med nogen.
Det er vigtigt ikke at bukke under for det pres, der kan være for at “prøve det”- det kan både komme fra omverdenen, vennerne, sexpartneren, eller fra én selv.

“Sex sælger” – derfor elsker mange medier at lave historier om emnet, og det kan virke som om, at sex fylder mere for andre, end det måske gør for dig. Det kan virke sårende eller forvirrende med alle de myter og historier, du hører og læser, blandt andet i medierne. Prøv at holde fast i dig selv, og trøst dig med, at du langt fra er alene, selv om det måske kan føles sådan. Og hvis du er én af dem, der debuterer senere end gennemsnittet, kan du glæde dig over, at du, fordi du er lidt ældre, måske har en større bevidsthed omkring, hvad du foretager dig, når det sker – og måske kender dig selv og din krop lidt bedre, end du gjorde som ung.

Hvis du ligger i den unge ende af skalaen, og ellers har det godt med, hvad du foretager dig, skal du heller ikke være bekymret. Ifølge straffeloven må du først gå i seng med andre, når du er 15 år. Men loven er primært lavet for, at voksne ikke skal have sex med børn under 15 år. Du skal altså ikke være bange for at blive straffet, hvis du og din kæreste har haft sex, selvom I ikke er fyldt 15 endnu.

Rådgivning om sex og kønssygdomme

Hvis du har brug for at snakke med nogen, eller har du spørgsmål om sex og gerne vil være helt anonym, kan du få telefonrådgivning hos Sexlinien. De har også en brevkasse, hvor du kan spørge, og læse andre spørgsmål og svar om sex.

En del af at have et sexliv, er risikoen for kønssygdomme. Hos Sex og Sundhed kan du få rådgivning om seksualitet, kønssygdomme, smittemåder og prævention.

Aids-Linien rådgiver i spørgsmål vedrørende HIV og AIDS. Spørgsmål kan også stilles via hjemmesiden: www.aids-linien.dk.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.