Nogle gange tager livet en uventet drejning. Det kan være, at du eller en af dine pårørende pludseligt bliver alvorligt syg eller kommer ud for en ulykke, som på den ene eller den anden måde ændrer din hverdag og livssituation. Det kan også være, du har en medfødt sygdom eller et handicap, men det gør det ikke nødvendigvis lettere. Selv om du har været syg eller har haft et handicap hele dit liv, kan du godt opleve perioder, hvor det bliver svært at håndtere hverdagen.
At være alvorligt og måske livstruende syg, eller at være pårørende til en syg kan gøre, at du oplever sorg. Når du er i sorg, kan det føles som om, at alle ens forestillinger om verdenen ramler sammen, og du kan miste troen på, at livet har mening. Samme opgivende følelse kan du få, hvis du har eller har fået et handicap, og må indstille dig på, at dine muligheder måske ikke er de samme som andres. Det kan være svært at acceptere. Lige sådan kan omgivelsernes reaktion være svær. Det kan være de ikke forstår dig, fordi de ikke kan se på dig, at du har et handicap, eller fordi de tror, at dit fysiske handicap også betyder, at du er mentalt handicappet.
Det er naturligt, at du kan føle dig alene med den slags problemer. Ensomheden kan opstå, hvis du føler, dine jævnaldrende ikke forstå, hvad du går igennem, eller hvis de begynder at behandle dig som syg eller anderledes, selvom du inden i er ligesom alle andre.
På siderne til højre kan du finde frem til viden og rådgivning om at være alvorligt syg, have et fysisk handicap, og være pårørende.