Tværs

du er ikke alene

Alvorligt syg

At blive eller være alvorligt syg kan være en voldsom oplevelse. Både hvis du er ude for en ulykke, der gør dig handicappet, eller hvis du får en livstruende eller kronisk sygdom.

Hvis du bliver alvorligt syg, mens du er ung, bliver ungdomslivet med planer om uddannelse, rejseplaner, kærester og venner ofte forstyrret. Du føler måske, at du bliver behandlet som et barn, og at din selvstændighed bliver sat ud af kræft, fordi du skal have hjælp af dine forældre eller andre til for eksempel at gå i bad eller tage tøj på.

Hvis du er ung, kan dette ske midt i den tid, hvor du normalt ville løsrive dig fra dine forældre, afprøve sex og finde din egen identitet.

Som ung kan du føle dig meget alene med disse problemer. Det kan være svært for dine jævnaldrende at forstå, hvad du går igennem, fordi de ikke har prøvet det samme.

Du skal pludselig forholde dig til livets store spørgsmål, samtidig med at dine venner stadig lever et normalt ungdomsliv.

Det kan være en ensom oplevelse at blive konfronteret med døden, mens du stadig er ung. Eller at skulle tage dit liv op til overvejelse, fordi du har fået en sygdom, der for altid vil ændre dit liv. Mange får en livskrise og oplever livet som meningsløst og håbløst, og måske skal du have hjælp til at komme igennem det.

Kronisk sygdom

At være ramt af en kronisk sygdom vil sige, at du skal lære at leve med en sygdom resten af dit liv. Det vil for de fleste betyde større eller mindre ændringer i tilværelsen.

Nogle sygdomme – som for eksempel sclerose - medfører, at du lever med en konstant uvished om, hvornår og hvordan sygdommen bryder ud næste gang, eller hvordan den udvikler sig. Hvis du for eksempel får diabetes betyder det, at du skal omlægge din kost og lære at give dig selv insulin-indsprøjtninger.

Hvis du har fået konstateret kræft kan du enten blive erklæret rask eller skulle leve med kræften som kronisk sygdom. Der kan også være eftervirkninger fra behandlingen, der har invalideret dig så meget, at du skal lave dit liv helt om.

Har du brug for hjælp?

Hvis du selv er ramt af sygdom, findes der en række steder, du kan få hjælp, både hvis det handler om følelser, og hvis det handler om at få hjælp til det praktiske.

Tal først og fremmest med din læge. Det kan være du bare har brug for en enkel samtale, men du har ret til at opsøge din læge flere gange løbende i din behandling.

Din læge kan også henvise dig til en psykolog, og hjælpe dig med at søge om hjælpemidler, der kan gøre din sygdomsperiode lettere.

Hvis du har været ude for en ulykke eller er ramt af en alvorligt indvaliderende sygdom har du ret til tilskud til psykologtimer. Du har også ret til at få tilskud til medicin gennem sygesikringen.

Du kan også undersøge, om der er en ungdomsafdeling af den patientforening, der hører til din sygdom. En patientforening er en forening, der rådgiver og kæmper for folk, der lider af den samme sygdom.

Hos Danske Patienter kan du finde nogle af de største patientforeninger i Danmark.

Netpatient kan du finde endnu flere.

Hvis du har fået kræft er Kræftens Bekæmpelse et sted at søge hjælp.

Her kan du læse mere om, hvordan du kan forholde dig, hvis du lige har fået kræft. Du kan også læse mere om at leve med kræft og få praktiske og konkrete råd til, hvad du kan gøre, når kræft bliver en del af hverdagen.

Kræftens Bekæmpelse har også telefonrådgivning, brevkasse, patientforeninger og samtalegrupper.

Du kan også læse mere om at være ung og syg på Rigshospitalets Ungdomsmedicinsk Videnscenter.

Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.

Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.