Det kan være svært at sige noget fælles om handicap, fordi handicap opleves forskelligt fra person til person. Handicap kan opstå pludseligt for eksempel som følge af sygdom, ulykke, arbejdsskade eller vold. Det kan også være, at du er kommet til skade i krig.
Et handicap kan medføre, at du på den ene eller anden måde føler, at du ikke er, som mennesker er flest, eller du kan opleve, at du ikke fungerer på samme måde, som du har gjort før. Det kan være svært at acceptere, at du ikke kan det samme som andre, eller at der er noget, du må kæmpe med, som andre kommer let til. At føle sig anderledes kan være meget frustrerende.
Ved ulykker, der medfører fysiske handicap, ændres livet på bare få sekunder.
Og det er svært at forholde sig til, at ens livssituation pludselig er en helt anden. Alt det, du måske før tog som en selvfølge – at få en karriere og stifte familie – bliver væltet rundt, og du bliver tvunget til at forholde dig til nye omstændigheder. Det kan være, at du ikke længere kan tage tøj af og på og selv eller gå på toilettet. Det kan være meget frustrerende at opleve, at du bliver sat tilbage til et stadie i dit liv, hvor du skal lære meget forfra og muligvis være afhængig af andres hjælp – blandt andet fra forældre og venner.
Handicap kan føre til psykiske problemer. Sorgen over ikke at have de samme livsmuligheder som andre kan føre til mistrivsel og depression. For nogle kan det endda føre til selvmordstanker. Hvis du har, eller du kender nogen, der har det på den måde, så vær ikke bange for at tale om det. Men det er altid vigtigt, at du søger eller opfordrer til at søge hjælp. Den slags kriser er svære at komme igennem, og det kræver ofte hjælp fra professionelle og dit private netværk.
Skyldfølelse ved ulykke
Har du været involveret i en ulykke, kan det føre til stærke reaktioner og følelser. Du kan føle skyld og dårlig samvittighed over for dig selv, din familie eller andre, som ulykken måske også har ramt. Den skyldfølelse kan være opslidende og kan forstærke psykiske reaktioner som depression og selvmordstanker.
Du kan føle vrede og bitterhed, og tænke 'hvorfor lige mig?' og 'hvad har jeg gjort, siden jeg har fortjent det?'.
Den slags følelser kan du gennem professionel hjælp få støtte til at gøre noget ved.
Sådan foregår behandlingen
Hvis du har oplevet et fysisk traume, vil du almindeligvis være i sygehusvæsnet og senere i et genoptræningsforløb, inden du igen er hjemme og skal have hjælp fra din egen kommune. Når du er i behandling, vil du have ret til psykologhjælp via sygesikringen. Det kan du få ved at gå til din egen læge.
Formålet med behandlingen af fysiske handicap som følge af traumer er at gøre dig i stand til at skifte gear og finde nyt indhold i livet. Ud over den fysiske behandling kan du få hjælp til at bearbejde din nye situation. I behandlingen vil du få hjælp til at acceptere din situation og få det bedste ud af de muligheder, du har nu. Det er en lang og svær proces, men den er mulig at komme igennem.
En anden del af behandlingen er den fysiske genoptræning, som nogle har brug for efter en ulykke. Det kan være svært at finde motivation til genoptræning, og i perioder er det helt normalt at være opgivende og tænke, at det hele kan være lige meget. Men det er vigtigt at holde modet oppe og have god tålmodighed. I mange tilfælde vil genoptræningen kunne forbedre din situation.
Når du efter behandling skal hjem og fungere i hverdagen, er det helt afgørende, at du får den rette kompensation i form af hjælpemidler, støtte til studier, arbejde, transport og familieliv. Det kan være en god ide at benytte sig af forskellige muligheder for at få støtte og vejledning i denne proces.
Vær åben
Der er mange tabuer omkring handicap. Hvordan klarer du toiletbesøg, hvis du er lam i underlivet, og er du også unormal psykisk, hvis du sidder i kørestol? Både hvis du er pårørende, og hvis du selv har et handicap vil du opleve, at situationen bliver lettere, hvis I er åbne omkring den. Det kan være svært, hvis du føler, at noget er pinligt at tale om, men det er vigtigt, at du er åben og taler om, hvad det betyder for dig at have et handicap.
Det gælder også, hvis du er pårørende. Det vil gøre det lettere for personen med et handicap, at du som pårørende også kan tale åbent om situationen.
Her kan du få hjælp
Efter pludseligt opståede fysiske handicap er der oftest brug for psykologhjælp, og ved den slags ulykker eller efter et krigstraume har du ret til psykologhjælp gennem sygesikringen. Ved krigstraumer kan du kontakte Forsvarets Psykologer for hjælp.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan få tilskud til en psykolog, kan du altid spørge din læge. Det er også i sidste ende lægen, der giver dig henvisning til en psykolog.
Der kan også være en katastrofehjælpemulighed via din forsikring. Undersøg om der i din familieforsikringer er tilbud om krisehjælp.
For næsten alle handicap og sygdomme findes der handicap-, diagnose- og patientforeninger, som har specialviden om lige netop det, du kæmper med. Her er også patientnetværk, hvor du kan møde andre, der har oplevet det samme som dig, eller som har et handicap, der ligner dit.