At være pårørende til et menneske, der lider af en alvorlig eller kronisk sygdom, kan være meget belastende. Sygdommen rammer ikke kun den syge, men hele familien, venner og bekendte.
Ofte forandres rollerne i familien.
- Måske tør du ikke tale om sygdommen, fordi du er bange for at gøre den syge ked af det.
- Måske vil den syge ikke tale om sygdommen.
- Måske skal den syge have mere og mere hjælp eller ændrer karakter.
- Måske er der ikke plads til, at du viser din egen sorg over måske at skulle miste.
- Måske er det svært at omstille sig til de forandringer, det betyder for den syge.
Er du pårørende og har du brug for hjælp?
Selvom det ikke er dig selv, der er syg, kan du stadig have brug for at snakke med professionelle eller andre, der er i samme situation som dig.
Hvis du er pårørende til en, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom, har du ret til tilskud til 12 konsultationer hos en psykolog. For at få tilskuddet skal du henvises af din læge.
Hvis sygdommen er kræft er Kræftens Bekæmpelse et sted at søge hjælp. Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger forskellige steder i landet, hvor du kan få personlig rådgivning. Nogle steder har de også grupper for unge pårørende.
Find den kræftrådgivning, som er nærmest dig, og læs mere om de mange tilbud til dig som pårørende på Kræftens Bekæmpelse.
Hos Børn, Unge & Sorg kan du få både gratis telefonrådgivning eller komme med i en samtalegruppe, hvis du er pårørende til en alvorligt syg.
Du kan også læse mere om at være ung og syg på Rigshospitalets Ungdomsmedicinsk Videnscenter.
Du kan altid kontakte socialforvaltningen i din kommune, hvis du har brug for råd og hjælp. Kommunerne hjælper med rådgivning, uanset om du er over eller under 18 år, og det er gratis.
Husk, at du altid kan være anonym, når du søger hjælp og rådgivning.