Det kan være hårdt arbejde at finde den rigtige uddannelse. For nogle har det måske altid været skrevet i kortene, hvad de skal uddanne sig til, mens det for andre tager flere år at finde frem til – måske med studieskift undervejs.
Ambitioner og forventninger
Der er mange, der kan have ambitioner på dine vegne. Både dine forældre, lærere, venner og samfundet kan have en holdning til, hvilken vej du skal vælge.
Du mærker måske, at dine forældre har ambitioner for dig, og måske virker de urealistiske i forhold til det, du selv vil, eller mener du kan. Måske ønsker dine forældre, at du skal have en bestemt uddannelse, som du enten ikke er interesseret i, eller som du slet ikke mener, du kan klare.
Du føler måske, at der er en konkurrence blandt dine venner om, hvilke uddannelser der er bedst, og hvilke der ikke er gode nok. Eller du føler dig måske presset af samfundets krav om hurtigt og højtuddannet arbejdskraft.
Ambitioner kan være gode, hvis du har et mål, du gerne vil opnå. Det kommer an på, om det er dine egne ambitioner, eller om det er ambitioner, andre har på dine vegne. Det kan være svært at leve op til andres ambitioner, men det kan også være, at du stiller for store krav til dig selv.
Mærk efter i dig selv
At leve under pres hele tiden er ikke sundt, hverken for helbredet eller psyken. Hvis du føler dig under konstant pres, så prøv at analysere situationen:
- Hvad er det, du selv vil?
- Hvad har du i virkeligheden allermest lyst til?
- Hvad er dine egne ambitioner, ønsker og drømme?
Prøv også at tænke over, hvad der er sket indtil nu, hvordan ser dit liv ud lige nu, og hvordan vil du gerne have, at det skal se ud i fremtiden?
Du er selv ansvarlig for, at der sker noget – men det betyder ikke, at du står helt alene med alle dine valg. Der er masser af muligheder for at få hjælp, vejledning, støtte og rådgivning, men du skal selv træffe den endelige beslutning.
Hvilken uddannelse skal jeg vælge?
Der er mange faktorer, der spiller ind, når du skal vælge uddannelse. Den eneste vej til at finde ud af, hvad du vil, er at tænke over, hvad der betyder noget for dig i et arbejde eller en karriere. Er det det faglige indhold, penge, prestige, arbejdsforhold, udviklingsmuligheder eller noget helt andet, der spiller en rolle for dig?
Det er en god idé at snakke med andre om, de ting du er i tvivl om. Måske hjælper det dig at tale med dine forældre eller andre i familien om dine overvejelser om uddannelse. Men det er også en god idé at kontakte studievejlederen på din nuværende uddannelse, de kommunale studievejledninger eller at snakke med studerende på de uddannelser, du overvejer at søge ind på.
De mange forskellige uddannelser kan føles uoverskuelige, og en jungle at finde rundt i. Fornemmelsen af, at du skal vælge din fremtid for de næste 40 år, kan være skræmmende. Men der er ingen, der kan se så lang tid ud i fremtiden. Dine lyster og ønsker kan ændre sig med tiden, ligesom de samfundsmæssige faktorer som arbejdsløshed osv..
Det rigtige valg kan være ikke at tage en uddannelse lige nu. Du har måske gået i skole i ni-ti år og trænger til en pause, denne kan du for eksempel bruge på erhvervsarbejde, et udenlandsophold eller andet før du fortsætter skolegangen. En sådan skolepause kan modne og udvikle og gøre et uddannelsesvalg nemmere.
I dag er det imidlertid vigtigere end nogensinde at få en uddannelse, hvis du vil have en chance på arbejdsmarkedet, så i langt de fleste tilfælde er det vigtigt at vende tilbage til skolen efter pausen.
Fravær og Fravalg
Skole og uddannelse kan virke uvedkommende, hvis du har det svært med andre ting i dit liv. Hvis du har det svært derhjemme, har personlige problemer eller føler dig udenfor på studiet kan det føles uoverskueligt at møde op til forelæsninger og undervisningstimer.
Hvis du ikke kan finde motivationen til at møde op, kan det hjælpe at tale med nogen om det. Din studievejleder kan være et godt sted at søge hjælp. Nogle steder findes der også mentorordninger, der kan hjælpe dig, hvis du mistrives, synes du er kommet for langt bagud eller ikke føler, du er landet i den rette uddannelse for dig.
Rådgivning
En uddannelsesvejleder kan være med til at sætte dine valg og tanker i perspektiv, og fortælle dig om de muligheder, dit valg giver dig, og hvad uddannelsen kræver fagligt. Og han eller hun kan også oplyse dig om studier, du måske slet ikke vidste fandtes.
Der findes syv vejledningscentre i Danmark, hvor du kan få hjælp til videregående uddannelse. Vejlederne kan hjælpe dig med dit valg af uddannelse, og give dig informationer om uddannelsernes generelle indhold og opbygning.
Du kan få vejledning ved at møde op i centerets åbningstid. Eller du kan ringe eller skrive en mail. Nogle af centrene vejleder også via Messenger, hvor du kan chatte med en vejleder i åbningstiden.
Går du allerede på en videregående uddannelse, kan du søge hjælp og rådgivning hos Studenterrådgivningen.
Du kan også kontakte eVejledning, som er et tilbud til alle, der har brug for vejledning om uddannelse og job. eVejledning kan svare på spørgsmål om ungdomsuddannelse, videregående uddannelse, efter- og videreuddannelse. Du kan både kontakte dem på mail, chat, sms eller telefon.
Åbent hus på uddannelserne
Det kan også være en god ide at møde op, når uddannelsesstederne holder åbent hus. Ved disse arrangementer har du mulighed for at høre mere om de forskellige uddannelsestilbud, snakke med studerende og undervisere, og danne dig et indtryk af studiemiljøet.