Tværs

du er ikke alene

Jeg blev en mobbemagnet

Line er 22 år, og tror aldrig, at hun vil komme sig helt over at være blevet mobbet i seks år.
  1. Se Myginds Mission

    Helle Rabøl er også med i Myginds Mission, hvor de forsøger at komme mobningen til livs i en folkeskoleklasse. Se med og læs også om digital mobning HER.

  2. Lines råd til mobbeofre

    • Bed om hjælp
    • Inddrag dine forældre
    • Vær åben
    • Vær stærk

    Har du også svært ved at tro på dig selv? HER kan du læse mere og finde gratis, anonym rådgivning.

  3. Vi mobber mere end svenskerne

    13 % af 11-15-årige danskere er blevet mobbet inden for de seneste to måneder.
    I Sverige er andelen til sammenligning 6 %.

    Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen forklarer:

    - I Sverige har man haft fokus på mobning i skolen længere tid end i Danmark. Vi har for lidt fokus på, at social og faglig trivsel går hånd i hånd.
    Desuden er skolerne i Sverige juridisk forpligtet til at have en mobbepolitik. Det er skolens ansvar. I Danmark gives ansvaret ofte til forældrene.

At blive spyttet på, revet i og kaldt dum, fed og grim er nogle af de ting, Line må finde sig i, fra hun er ni år, til hun er 15 år. Line flytter flere gange skole, men mobningen følger hver gang med. I dag kæmper hun for igen at få tillid til mennesker.

Da Line er ni år flytter hendes forældre fra Ålborg til en lille landsby. Line kommer til den nye skole som bypigen med skriggule bukser, Buffalo-sko og er tidligere udviklet end sine jævnaldrende både fysisk og mentalt. Men det falder ikke i god jord hos hendes nye klassekammerater.

- De kaldte mig grim, tyk og dum. Jeg har også oplevet at blive revet i og spyttet på, forklarer Line i radioprogrammet ‘Tværs på P3′.

Mobningen fulgte med

Lines forældre bliver hurtigt opmærksomme på mobningen og indkalder til et forældremøde. Men der er hverken forståelse eller hjælp at hente fra lærere eller forældre.

- En af forældrene nævnte til mødet, at det var min egen skyld, jeg blev mobbet. Det var jo klart, når jeg havde så store bryster, sagde han, fortæller Line, der grundet mobningen begynder at overspise, og derfor tager mange kilo på og bliver større end de andre børn.

Efter to år på den nye skole, hvor mobningen fortsætter, vælger Lines forældre at tage Line ud af skolen og flytte tilbage til Ålborg. Men det bliver ikke sidste gang, Line udsættes for mobning. Line bliver også mødt med mobning på den nye skole, og på flere andre skoler efterfølgende, og aldrig får hun tilstækkelig hjælp fra lærere.

- Jeg ved ikke, hvorfor mobningen fulgte med. Måske var det den måde, jeg var blevet på, der blev en slags magnet for mobning, siger Line.

Vi mobber for at få fællesskab

Helle Rabøl Hansen, mobbeforsker fra Aarhus Universitet og DPU og lige nu aktuel som mobbeekspert i DR-programmet 'Myginds Misson', er uenig med Line. Ifølge hende, er der ikke nogen, der er magneter for mobning.

- Det er uheldigt, at Line bliver mobbet igen i den nye klasse, men det er ikke hendes skyld. Der er to ting, der mødes her. Line med hendes oplevelser, der har sat sig som spor i hendes tillid til andre mennesker og så den kultur, hun kommer i. Man mobber for at få et fællesskab. Ved at stå sammen om at udstøde en anden fås et hurtigt fix af sammenhold, som mennesker har brug for. Det gælder om at skabe en ny kultur med andre fællesskaber, så der ikke er brug for at lave fællesskaber omkring mobning, forklarer Helle Rabøl, der også mener, at der er al for lidt hjælp at hente, hvis man som Line bliver mobbet.

- I Danmark har vi ikke tradition for at tilbyde hjælp som for eksempel snakkegrupper til dem, der bliver mobbet. Det er rigtigt, som Line har oplevet det, at det er tabuiseret og underkendt, at børn, unge og voksne skal have hjælp, når de bliver ramt af mobning, fastslår Helle Rabøl.

Kæmper for at genvinde tilliden

Ifølge mobbeforsker Helle Rabøl Hansen er det meget individuelt om man kan give slip på sin bagage fra en tid som mobbeoffer.

- Det er meget forskelligt. Nogle bærer på den resten af livet som social usikkerhed. Andre har en følelse af, at have overvundet det, siger hun.

Selv om det efterhånden er en del år siden, at Line slap af med mobningen, så mærker hun stadig, de spor det har sat i hende.

- Hvis nogen siger noget pænt til mig i dag tror jeg ikke på dem og tænker, jaja, det skal de jo sige. Jeg har også svært ved at tage kontakt til nye mennesker og har stadig følelsen af ikke at være god nok, fortæller Line, der i dag går i terapi en gang om måneden for igen at lære at stole på mennesker.

Vil Lines fortid altid påvirke hende? Og hvad fik mobningen til at stoppe, da Line blev 15 år? Det kan du høre i lydklippet ovenfor.

problemer og vejen videre

Mest læste

Find os på Facebook

  1. At være model er et job – ikke en drøm

    Hør Nanna og Anne-Sophie fortælle, hvorfor de har valgt en karriere i modelbranchen fra.

  2. Tværs på P3: Louise blev drug raped

    For halvandet år siden blev en bytur til et helvede for Louise. En person puttede stoffer i hendes drink og voldtog hende.